Omar Al-Qattaa/AFP/Ritzau Scanpix
Hvis medierne ikke rapporterer om det, så er det ikke sket. Eller hvad?
På Kvindernes Internationale Kampdag lørdag var tusindvis af mennesker på gaden i Tysklands hovedstad for at vise solidaritet med kvinder verden over. Kvinders rettigheder er menneskerettigheder. Blandt de protesterende var en gruppe pro-palæstinensiske demonstranter. De var der, fordi de også er optaget af menneskerettigheder og kvinders rettigheder. Men det er svært at vurdere, hvor stor denne gruppe var, hvor meget den fyldte, hvor længe den demonstrerede, hvor lang tid det tog Berlins politistyrker at opløse den, og med hvilke midler politiet opløste forsamlingen. Hvorfor? Fordi det nærmest er umuligt at finde oplysninger om hændelsen i de medier, som man typisk søger information om verdens gang i.
Hændelsen er efter alt at dømme ikke blevet omtalt i nogen danske medier. Forklaringen på det kan være, at danske medier (herunder Føljeton) af banale sproglige årsager er orienteret mod engelsksprogede mainstream-medier som The New York Times, Washington Post, The Guardian, The Independent osv. Søger man lidt på nettet, må man konstatere, at tyske medier heller ikke ligefrem kan siges at have været på pletten. Bortset fra Berliner Zeitung, som godt nok er en lokalavis, men alligevel væsentligt større end noget dansk dagblad.
Hvad kan man så læse i Berliner Zeitungs artikel, som er udgivet søndag? Lad os se… Den Internationale Kampdag… 8. marts… Berlin… bla bla… “I videoer, der cirkulerer på sociale medier som X, ses voldelige sammenstød mellem politiets indsatsstyrker og demonstranter. Ifølge disse videoer slår betjente i udkanten af en demonstration på personer, tilsyneladende for at skubbe dem tilbage. I den forbindelse rammer politiets næver også ansigter og overkroppe på demonstranter.” Og videre: “I mængden ses palæstinensiske flag, og såkaldte Palitücher (palæstinensertørklæder, red.) bæres af flere personer.”
Så artiklen i Berliner Zeitung er altså ikke en reportage fra stedet, men dog en tekst af en journalist, der har gjort sig den ulejlighed at kigge på den videodokumentation af politiets magtanvendelse, som folk har delt på sociale medier, og et medie, der har følt, at det var rigtigt at publicere det. Prøv evt. selv at kigge på videoerne i artiklen (eller kig her eller her). Det er ikke specielt kønt, når betjente i fuldt kampudstyr slår løs på kvinder og vælter dem omkuld og presser dem mod jorden. Men det er heller ikke kønt, når medierne ignorerer, at åbenlys politibrutalitet mod kvinder finder sted – og så den 8. marts.
Forklaringen er selvfølgelig, at demonstrationen i demonstrationen ikke kun var en manifestation af kvinders rettigheder, men også en manifestation for Palæstina (og palæstinensiske kvinders rettigheder) og imod zionisme og den israelske hærs overgreb mod den palæstinensiske befolkning. I Tyskland opfatter staten som bekendt enhver kritik af Israel som et udslag af antizionisme. Og hvis man er jøde og lufter en kritik af Israel, så er man en “selvhadende” jøde.
Hvis vestlige omnibusmedier mener, at overdreven magtanvendelse fra politiets side mod kvinder, der demonstrerer for menneskerettigheder, ikke opfylder nyhedskriterierne, fordi demonstranterne er imod Israel, så er der ikke noget at sige til, at medierne virker så sløve og indifferente over for den israelske regering og hærs grænseløse magtanvendelse over for det palæstinensiske folk. Der er historier om summariske og arbitrære tilbageholdelser i Gaza og på Vestbredden, som kun rapporteres overfladisk om i de store medier. Der er historier om fuldstændig forkastelig tortur af palæstinensiske fanger i israelske fængsler, som man må læse om i alternative medier. Tag fx denne sætning, som kan læses i Middle East Eye: “Israelske fangevogtere kunne finde på at svøbe palæstinensere i ligklæder og begrave dem levende. Når de var ved at blive kvalt, lige inden døden indtraf, fik de en lille smule luft, så de kunne holdes i live, men kun for at processen kunne gentages lidt efter.” Eller længere nede i samme artikel, hvor en 41-årig palæstinenser ved navn Mahmoud Ismail Abukhater fortæller, at torturen begyndte, straks han var taget til fange, og fortsatte, lige til han blev løsladt. Ifølge Abukhater urinerede de israelske soldater i en beholder og hældte indholdet ud over fangernes ansigter og kroppe. Her vil medierne spørge: Kan man stole på sådan et vidneudsagn? Er det nok til, at man kan skrive historien?
Men hvad med alt det andet? Søndag meddelte Israels energiminister Eli Cohen, at man ville slukke for al elektricitet i Gaza. Og som man kan læse i Al Jazeera: “Søndagens meddelelse kommer lidt over en uge efter, at Israel afbrød alle forsyninger – efter at have brudt våbenhvileaftalen, der afsluttede den 15 måneder lange krig i Gaza. Næsten 50.000 palæstinensere er blevet dræbt, og store dele af Gaza er blevet forvandlet til ruiner efter uophørlige israelske bombardementer.”
Det er ikke særlig kønt. Hvis ikke medierne kommer op i omdrejninger, er det kun befolkninger rundt omkring i Europa, der kan lægge pres på deres regeringer for at stoppe med at se igennem med Israels forbrydelser. Men når folket går på gaden, står politiet klar med knipler. /Oliver Stilling