Alles øjne på Grønland

For en gangs skyld er det næppe en overdrivelse at kalde tirsdagens valg i Grønland for et skæbnevalg. Hvor valget i 2021 overvejende handlede om uran og minedrift, er der denne gang blevet skruet op for alle knapper: Nu handler det om uran og kryolit, om selvstændighed og amerikanske alternativer, om bloktilskud og pludselige milliardinvesteringer, om rigsfællesskabets fremtid og om at være fanget i geopolitiske spændinger mellem flere supermagter med imperiale tilbøjeligheder.

På papiret syner det måske ikke af meget: En befolkning på knap 57.000 skal vælge 31 medlemmer til Inatsisartut, det grønlandske parlament. De cirka 43.000 stemmeberettigede grønlandske borgere har overskuelige (sammenlignet med danske forhold) seks partier at vælge imellem, og partierne skal blot kunne tælle til 16 mandater for at danne regering, Naalakkersuisut. Det er dog også her, simpliciteten slutter, for jokeren fra USA har bortfejet alle normale valglogikker: Ingen kan reelt sige, hvor stor en indflydelse Donald Trumps dybt utilregnelige udmeldinger vil få på resultatet.

I modsætning til den vanlige situation ved det danske folketingsvalg, hvor både kandidater og politiske kommentatorer har den ene meningsmåling efter den anden at rette sig efter, må det grønlandske valg bero sig på (om muligt) endnu flere mavefornemmelser – simpelthen fordi der ikke på samme måde bliver lavet hyppige meningsmålinger, der viser partiernes styrkeforhold.

Af samme grund kan tirsdagens valgresultat nærmest ikke undgå at overraske: Enten med opretholdelsen af status quo, skulle de nuværende regeringspartier Inuit Ataqatigiit (IA) og Siumut vise sig at kunne fortsætte deres samarbejde trods den ophedede valgkamp. Eller med en symbolsk ladet fremgang til populistiske Naleraq, der har gjort sig til den mest højlydte fortaler for grønlandsk selvstændighed.

Ret skal være ret: Avisen Sermitsiaq har sammen med Berlingske fået lavet en mindre meningsmåling tilbage i januar, der rent faktisk giver et fingerpreg om moderat fremgang til Naleraq – og som samtidig viser, at hele 85 pct. af grønlænderne ikke ønsker at blive en del af USA. Med tanke på, hvor meget debatten har udviklet sig siden da, fremstår den dog allerede forældet. Vælgerne kan meget vel have rykket sig længere i den ene eller anden retning, i takt med, at Trump har pustet yderligere til ilden og selvstændighedsspørgsmålet er blevet (endnu) mere betændt og polariseret.

Senest har USA’s præsident i et karakteristisk opslag på Truth Social natten til mandag lovet, at han er villig til at investere “MILLIARDER AF DOLLAR” i Grønland, og at han derudover agter at gøre grønlænderne “RIGE”. Altså nok et ublu forsøg på at påvirke valget, hvilket nok engang har skabt ramaskrig og fået landstyreformand Múte B. Egede til at måtte understrege, at spørgsmålet om Grønlands fremtid alene kan afgøres af grønlænderne.

I samme ombæring har Egede tilsyneladende lånt fra SVM-regeringens retoriske værktøjskasse, idet han henviser til, at Grønland med “alle de ting, som foregår i verden” er “nødt til at have en bred regering, der er robust og repræsenterer så bredt som muligt”. Det ligner jo et politisk sikkert kort at smide i en ellers usikker tid – udover det åbenlyse problem, at Donald Trump stadig ikke følger nogen gængse spilleregler. /David Dragsted