Wikimedia
Krig har sine helt egne logikker. Forråelsen er en af dem. Som krigsfilosoffen Carl von Clausewitz (1780-1831) også har beskrevet, rummer krigen nemlig en indbygget tendens til eskalering. Troen på love, konventioner og moral bliver sat ud af spil; krigen bliver et mål i sig selv, og voldsniveauet stiger som følge. Eller sagt med Clausewitz’ lidt mere snørklede ord: “Der opstår en vekselvirkning, der efter sit begreb må føre til det yderste punkt”.
Et af krigshistoriens absolutte yderpunkter må være atombombningen af Hiroshima og Nagasaki. En forbløffende kynisk krigshandling, som ikke bare sluttede Anden Verdenskrig definitivt, men som også indvarslede en ny og anden æra, hvor supermagter nu kan udslette deres fjender – og sig selv – på et øjeblik. Det var to altødelæggende angreb, som kostede op mod 200.000 mennesker livet, afhængig af hvordan man medregner den efterfølgende strålingsdød. Samtidig var det angreb, som trods de ufattelige civile dødstal straks blev kaldt “den bedste ting i historien” af USA’s præsident Harry S. Truman, og som op mod 85 pct. af den amerikanske befolkning i første omgang støttede.
I fredstid får volden et andet ansigt. Ting, man oprindeligt bifaldt, fremstår pludselig bestialske. En genovervejelse af egne gerninger kan være på sin plads: Hvad var det egentlig, vi gjorde, mens vi var totalt blændede af krigseskaleringen? Her kan Enola Gay, det Boeing B-29 Superfortress-fly, der smed den første atombombe Little Boy over Hiroshima, passende være et af de på bagkant problematiske sejrssymboler, som amerikanerne bruger til at tænke over deres rolle i verden. Den gode nyhed er da faktisk også, at USA’s nye forsvarsminister Pete Hegseth netop har udpeget Enola Gay som et problem til debat. Den dårlige og himmelråbende dumme nyhed er, at det intet har at gøre med bombningen af Hiroshima, men blot at flyet hedder “Gay”, og derfor må være woke.
Som led i den amerikanske regerings igangværende krig mod såkaldte DEI-politikker (et akronym for ‘diversity’, ‘equity’ og ‘inclusion’, altså mangfoldighed, ligestilling og inklusion), har Hegseth beordret, at alle ord og billeder, der smager af wokeisme (hvad end det så betyder), bliver fjernet fra forsvarsministeriets hjemmeside. Som AP News kan fortælle, omfatter det mere end 26.000 billeder, og altså herunder også billeder af Enola Gay. Et fly, der var opkaldt efter piloten Paul Tibbets’ mor, Enola Gay Tibbets, og hvis navn altså intet har med en seksuel orientering at gøre – ikke at det betyder noget.
Drømmer man som mor om at få et fly opkaldt efter sig, der stod for at smide menneskehedens hidtil voldeligste opfindelse ned over uskyldige civile japanere? Måske var situationen en anden i 1945, men det virker altså som en mystisk måde at udvise sin filiale kærlighed på. På samme måde illustrerer Gay og DEI-virakken vist meget godt, at der ikke længere står nogen tænkende mennesker i spidsen for verdens største og mest magtfulde militær. Så meget desto bedre grund er der til, at vi selv tænker os grundigt om, når vi fremover skal finde vores plads i verdens eskalerende krisetilstand.
Mandag besluttede Udenrigspolitisk Nævn, at Danmark vil være parat til at sende danske soldater til Ukraine som del af en fredsbevarende styrke, skulle det blive nødvendigt. Som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) uddybede i Deadline, vil det dog ikke bare være betinget af en eventuel våbenhvile i Ukraine, men også af, at amerikanerne melder sig klar til at støtte den fredsbevarende styrke – noget Pete Hegseth allerede har afvist, at amerikanerne vil gøre. Resultatet var, at Løkke snart måtte kaste sig ud i en mærkelig overanalysering af Hegseths udtalelser, som var den danske udenrigsminister en hjerteknust teenager, der endnu ikke har forstået, at han er blevet dumpet: “Han (Hegseth, red.) siger, at det ikke kan være Nato, og det kan ikke være artikel fem. Det er jo ikke det samme som, at USA ikke kan være en backstop”.
Hvis man skal være påpasselig med krigens logikker, skal man om muligt være endnu mere påpasselig med at fortolke logikken hos en amerikansk forsvarsminister, som paranoidt kalder et atombombefly woke. Desto hurtigere den danske regering stopper med at insistere på, at USA stadig er vores tætteste og vigtigste allierede, desto hurtigere kan vi også komme ud af det toksiske forhold og bearbejde hjertesorgen. Ja, måske kan vi endda få skabt et forsvar, der er mere mangfoldigt og inkluderende – og altså bedre og ideologisk stærkere, end hvad end det er, amerikanerne er ved at kreere. /David Dragsted