Borgerrettigheder under pres

En syvårig dreng fra byen Jenin på Vestbredden fortæller: “Da den israelske hær kom, var jeg i min bedstefars hus. De kom kl. 5.30 om morgenen. De tog os og trak os udenfor. Hele huset blev tømt. Min bedstemor gik udenfor for at tjekke og hørte kaldet til bøn. De skød hende (…) Da de tog os, satte de os ind i et pansret køretøj og tog os til Al-Jalama. De gav os nylon og folie, som vi kunne dække os med. Så begyndte de at afhøre os. De puttede os ind i et stort rum i en time. Så flyttede de os til et lille, meget koldt rum (…) De slog mig også i ryggen, og det gør stadig ondt. Så lod de os gå halv fire (…) Hver gang nogen sagde noget, slog de dem med deres støvler (…) Jeg faldt i søvn. Hver gang en soldat sparkede på døren, vågnede jeg og rystede.”

Når man ser en video som den med drengen Ibrahim Abu Ghali, begynder den hvide vesterlandske hjerne straks at finde forklaringsmodeller og tage alle mulige forbehold:

Kan man nu stole på den palæstinenser, som har lagt videoen ud på Instagram? Er drengen blevet indoktrineret? Lyver han, og hvis han gør, ved han det måske ikke? Er oversættelsen til engelsk af det, han siger på arabisk, korrekt? Kan det virkelig passe, at israelerne dræbte hans bedstemor? Er drengen ikke lidt for upåvirket? Kan det virkelig passe, at det her skete i går? Og hvis drengen taler sandt, mon ikke den israelske hær så har haft en god grund? Måske er drengens onkler terrorister? Ja, det er nok sådan, det hænger sammen. Israel er sgu gode nok – det er jo det eneste rigtige demokrati i Mellemøsten. Israelerne ligner os. Og deres nabolande ønsker jo at udslette staten Israel.

Og så videre. Listen er endeløs, når de små grå er på overarbejde for at skabe orden i de oplysninger om Israels konstante og evindelige folkeretlige overtrædelser. Og det er farligt. Det er farligt, at vi godt kan lægge to og to sammen, når det handler om Ruslands angrebskrig i Ukraine, mens vi bilder os selv ind, at Israels systematiske forbrydelser mod civilbefolkningen i de palæstinensiske områder er åh så svære at forholde sig til, fordi situationen er så kompleks, tåget og uklar.

Vores medier og deres redaktører gør det heller ikke let for os at tage stilling til tingene på et oplyst grundlag. Hvis man – gud bedre det – udelukkende orienterer sig gennem fx Jyllands-Posten, Berlingske eller Politiken, er man på nuværende tidspunkt næppe stødt på navnet Mahmoud Khalil, selv om navnet dækker over en kæmpestor og vigtig historie. DR har til gengæld været der med en enkelt artikel i mandags, som lige så fint og korrekt er blevet rubriceret under hatten ‘Krig mellem Israel og Hamas’. Og lad os bare gengive, hvad der stod i DR’s artikel: “En propalæstinensisk aktivist og tidligere studerende på Columbia University, Mahmoud Khalil, er blevet anholdt. Det bekræfter USA’s føderale sikkerhedsmyndighed Homeland Security på X. Årsagen til anholdelsen er, at han ‘stod i spidsen for aktiviteter med tilknytning til terrororganisationen Hamas’ og en ordre fra præsident Donald Trump om at slå hårdt ned mod antisemitisme.”

Den 30-årige Mahmoud Khalil er selvfølgelig ikke antisemit. Han har intet imod jøder. Han støtter ikke Hamas. Mahmoud Khalils forbrydelse er, at han i foråret 2024 blev kendt i offentligheden, fordi han gik ind og medierede i forhandlingerne mellem ledelsen på Columbia University og de af universitetets studerende, som deltog i demonstrationerne mod Israels folkemord i Gaza. Mahmoud Khalil er født i Syrien af palæstinensiske forældre. Han har en grad i datalogi og en master fra School of International and Public Affairs på Columbia. Han har et green card, som giver ret til permanent opholds- og arbejdstilladelse i USA. Han er amerikansk gift, og hans kone er gravid i ottende måned.

Den amerikanske regering har fløjet Khalil til et fængsel i Louisiana tusinder af kilometer fra New York. Formålet er at få ham deporteret – hjem hvor han kommer fra. Men ikke bare ham. Mandag udtalte præsident Donald Trump, at pågribelsen af Khalil “er den første anholdelse af mange” studerende “som har været engageret i pro-terroristisk, antisemitisk, anti-amerikanske aktiviteteter”. Nu kæmper Mahmoud Khalils advokat og familie for ham.

Amerikanske tilstande? Tjo. Men hvad med herhjemme? Forleden bragte Politiken en artikel med overskriften: ‘Regeringen og Folketinget gik i aktion: Nu fratages 28-årig kvinde dansk statsborgerskab’. Når man lige i skyndingen læser, at regeringen og Folketinget går “i aktion”, forbinder man det måske med noget godt. Men det er det ikke. I 2006 fik en 28-årig kvinde, som bor i en lille fynsk landsby med sin familie, dansk statsborgerskab. Hendes mor er tysk, og hun har en dansk adoptivfar. Men det var en fejl med det statsborgerskab, lyder det nu – kvinden skulle aldrig have haft det.

Som Politikens journalist Hans Drachmann formulerer det: “Kvinden er havnet i den situation efter et stærkt politiseret forløb. Først lagde statsministeren og justitsministeren pres på politi og anklagemyndighed for at få rejst tiltale for terrorbilligelse mod personer, der havde kommenteret terrorangrebet i Israel i oktober 2023 på de sociale medier. Det ramte den fynske kvinde, som Statsadvokaten i København gav Fyns Politi besked om at tiltale for en kommentar på Facebook, selv om politiet mente, at sagen skulle frafaldes. Da kvinden blev frifundet i byretten, ankede statsadvokaten. Det betyder, at kvinden som fortsat tiltalt er afskåret fra at få behandlet en ny ansøgning om statsborgerskab.”

Prøv at læse udsnittet fra Drachmanns artikel igen. Den 28-årige kvindes brøde består først og fremmest i, at hun har skrevet en kommentar på Facebook. Og hvad kan man så gøre ved det, hvis man er myndighed her til lands? Man kan undersøge hendes tilhørsforhold til Danmark. Er der noget at komme efter? Kan man ramme hende? Er der sket nogen fodfejl? Det er uhyggeligt og egentlig ikke så meget anderledes end sagen om Mahmoud Khalil i USA. Lidt at tænke over på en torsdag. /Oliver Stilling