Grønland vil skynde sig langsomt

Danmark har fået foræret en funklende mulighed, en enestående chance for ikke blot at råde bod på fortidens synder, men nok så afgørende også for at hjælpe Grønland fremad mod øget selvbestemmelse.

Udfaldet af valget til Inatsisartut viser, at grønlænderne lod sig gribe af situationens alvor og derfor i stor stil stemte på det mest besindige parti, Demokraatit, som anført af den unge Jens-Frederik Nielsen vil “skynde sig langsomt”, og styrke grønlandsk økonomi fra bunden, før den formelle løsrivelsesproces accelereres.

Det enorme omslag i grønlandsk politik, hvor de gamle magtpartier blev vraget af vælgerne, og både Demokraatit og det nationalpopulistiske protestparti Naleraq stormede frem, kan umiddelbart ses som et kaotisk opbrud. En grønlandsk variant af jordskredsvalget i 1973, hvor det etablerede politiske system blev rystet, og der i mange år frem opstod parlamentariske kortslutninger i Folketinget. Ligheden til trods rummer tirsdagens sneskredsvalg dog andre dynamikker.

Grundlæggende er det et tegn på pragmatisme og tålmodighed, at så mange vælgere i Grønland satte kryds ved Demokraatit, simpelthen fordi partiet under valgkampen kom til at fremstå som det mest intelligente modtræk til de spektakulære påvirkningsforsøg fra Donald Trumps side. Som den diametrale modsætning til USA’s præsident, som dyrker utilregnelighed og intimidering, har 33-årige Jens-Frederik Nielsen ført en snusfornuftig og gemytlig valgkamp, hvor han ikke har ladet sig distrahere af virakken, i modsætning til de andre partiledere.

Når Demokraatit blev tredoblet og fik overrumplende 29,9 procent af stemmerne, kan det ses som en direkte og folkelig reaktion på Donald Trump. For dem, som følte sig skræmt af det amerikanske erobringstogt, blev den stilfærdige og socialliberale badmintonmester Jens-Frederik Nielsen det mest trygge og fremsynede valg. Selvom partiet har et samarbejde med Liberal Alliance i Danmark, og den grønlandske partiformand også har en ungdommelig appel, der kan minde om Alex Vanopslagh, er de to partier ganske forskellige rent ideologisk og kulturelt.

Demokraatit minder mest om en blanding af Det Radikale Venstre og Moderaterne, og ingen skal forvente, at Grønland i de kommende år vil blive kastet ud i kæmpe liberalistiske eksperimenter, ej heller en grådig Klondyke-stemning, som kunne åbne for amerikanske gamblinger. Målet for den nye regering vil i stedet blive at styrke det svage erhvervsliv i Grønland og skabe nye indtægtsstrømme, som rækker udover det danske bloktilskud. Men stille og roligt.

Falsk modsætning

Når sejren til Demokraatit er kommet som så stor en overraskelse, og når Jens-Frederik Nielsen har kunnet gå næsten alene rundt i Nuuk, uden at blive filmet og udspurgt af sværmen af udenlandske journalister, skyldes det, at deres valgkampagne ikke har passet ind i det narrativ, som kræfter udefra har forsøgt at påtvinge den grønlandske befolkning.

Den fremmede forestilling var, at valget til Inatsisartut reelt havde karakter af en folkeafstemning om hurtig løsrivelse, og at der således var tale om et binært drama: Enten ville grønlænderne straks bryde fri – og dermed risikere at stå tilbage som det, folk på den amerikanske højrefløj har døbt “det arktiske Cuba”, altså en ræverød udbryderrepublik, der ville kunne blive et brohoved for kinakommunistisk infiltration – eller også ville grønlænderne overgive sig til den nuværende konstruktion med Rigsfællesskabet og så at sige kapitulere over for Danmark.

Men den binære modsætning var en falsk præmis, en forvrænget forestilling, som kun få grønlændere for alvor købte ind på. Jo, de vælgere findes, for hvem valget blev set som en skelsættende mulighed for at bryde båndene til Danmark og Færøerne. Og de stemte i stor stil på protestpartiet Naleraq, som da også blev næststørst med 24,5 procent af stemmerne.

Men resten, altså tre fjerdedele af den grønlandske vælgerbefolkning, har et helt andet perspektiv. De anerkendte ikke, at valgets hovedtema skulle handle om hverken Danmark eller USA. Derimod var valgmøder og lokale debatter præget af langt mere praktiske uenigheder om alt fra fiskeripolitik over skavanker i sundhedsvæsenet til behovet for bedre uddannelsesmuligheder. Den grønlandske valgkamp handlede kort sagt om politik, og da Demokraatits formand Jens-Frederik Nielsen formåede at holde både proportioner og fokus på de nære dagsordener, blev han belønnet på valgdagen.

Heri ligger også en åbning for Danmark, en åbning for at skrue ned for det binære drama om turbo-løsrivelse, for i stedet at engagere sig i opbygningen af en stærkere og mere selvbærende økonomi i Grønland, hvor myndigheder, foreninger og firmaer gradvist vinder større styrke til at kunne hjemtage flere ansvarsområder, for derved at opnå mere reel autonomi. Det må og skal fremover være den danske ambition: Hvis Kalaallit Nunaat i fremtiden skal være en del af et nyt rigsfællesskab, et nyt statsforbund med både Danmark og Færøerne, bør det være, fordi landets befolkning vælger det aktivt til, og nok så væsentligt kan klare sig selv.

Levende medansvar

Det fortsatte bloktilskud fra dansk side skal ses som en hjælp til selvhjælp, som en investering i videreudvikling af en moderne velfærdsstat under ekstremt barske forhold midt i Arktis. Eller som den pensionerede topdiplomat Michael Zilmer-Johns kontant udtaler i et interview til Information:

“Danmark betaler allerede til Rumænien og Bulgarien og mange andre landes økonomiske udvikling. Hvorfor skulle Danmark ikke også kunne gøre det for Grønland og Færøerne?”

Den tidligere NATO-ambassadør opfordrer til at gentænke hele konstruktionen med Rigsfællesskabet, og i stedet skabe en ny form for nordatlantisk union med et fælles landsting med ligelig repræsentation fra Danmark, Grønland og Færøerne:

“Jo hårdere stormagternes rivalisering bliver, desto sværere er det at have et rigsfællesskab i permanent krise. Derfor er det netop nu, at vi skal tænke nyt og visionært,” siger Michael Zilmer-Johns.

For mange i Danmark vil det sikkert blive en mental udfordring at skulle bryde med de binære forestillinger om enten/eller, og mange vil sikkert også insistere på, at bloktilskuddet skal aftrappes hårdt i takt med, at grønlænderne tager større ansvar for flere samfundsområder. Men hvis Danmark vil gøre sig forhåbninger om at udvikle og føre udenrigs- og sikkerhedspolitik her i den nye trumpske verden, er der brug for at lytte til Michael Zilmer-Johns og lignende stemmer, som maner til pragmatisme og tålmodighed.

Altså nøjagtig de samme temperamenter, som en meget stor del af de grønlandske vælgere netop har manifesteret.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har allerede åbnet for en genforhandling af selvstyreloven, og det kan ses som en klog begyndelse. Endnu bedre ville det være, hvis initiativet også kom fra dansk side. Blandt de tungere emner, som oplagt kunne indgå i et sådant forhandlingsforløb, er f.eks. et opgør med den nuværende modregning i Grønlands mulige råstofindtægter, en forpligtelse på yderligere investeringer i kritisk infrastruktur såsom vandkraftværker og havne, samt en samtænkning mellem militære og civile formål i den forestående milliardoprustning i Arktis og Nordatlanten.

Danmark har en historisk forpligtelse til at tage ansvar for fortidens koloniale overgreb og bestialske eksperimenter, men vi har mindst lige så vigtigt et levende medansvar for at tage imod den udstrakte hånd fra grønlænderne. Det stærkeste værn mod Trump er ligeværdigt samarbejde. /Lars Trier Mogensen