Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Er vi alle ved at blive disciple i et techoptimistisk trossamfund? I Silicon Valley er kunstig intelligens Gud, og præsterne hedder bl.a. Sam Altman, Elon Musk og Dario Amodei. De forkynder, at kunstig intelligens er samfundets mirakelkur, at generativ KI kan frigøre uanede mængder ressourcer i vores offentlige systemer, og at digitale maskiner om lidt vil blive klogere end mennesker.
Som menig borger farer man let vild i dogmerne, fordi medierne ofte indtager rollen som techoptimismens missionærer. Forskning fra 2024 viser, at mediernes dækning af kunstig intelligens generelt er ukritisk og primært bygger på kilder i techindustrien. Som professor Rasmus Kleis Nielsen siger: “[Nyhedsdækningen] tager ofte påstande om, hvad teknologien kan og ikke kan, og hvad den måske kan i fremtiden, for gode varer, hvilket bidrager til hype-cyklussen.”
Når KI-virksomheder styrer den offentlige samtale om deres egne produkter, er det svært at skelne sandhed fra snu marketing. Man må derfor teche sig om en ekstra gang, når begrebet kunstig “intelligens” – der er omtrent lige så diffust som begrebet Gud – optræder i de etablerede mediers spalter.
Politiken bragte tirsdag et interview med journalist og tidligere chefredaktør på Zetland Ida Ebbensgaard, som for nylig har udgivet bogen Ægte om netop kunstig intelligens. Adspurgt, om hun ikke er bange for KI’s kognitive overlegenhed, svarer hun: “Jo, jeg tror den bliver meget klogere end os.” Man kunne til forveksling tro, at ordene kom fra ypperstepræsten Altman.
Påstanden om, at de digitale maskiner en dag bliver klogere end menneskeheden, er et af KI-debattens mest forvirrende floskler. Politikens journalist kunne med fordel have stillet det opfølgende spørgsmål: “Hvad vil det sige at være klog?” For når Ebbensgaard siger, at KI bliver “klogere” end os, mener hun så, at de digitale maskiner en dag vil skrive bedre digte og fortælle sjovere jokes end os mennesker? Eller siger hun blot, at de bliver bedre til at løse automatiserbare opgaver på arbejdspladsen? Det første er en urealistisk dystopi, det andet er en snæver og kedelig definition af klogskab.
Hvis klogskab involverer evnen til at tænke, er generative KI-teknologier som ChatGPT langtfra kloge. Som filosoffen Shannon Vallor har påpeget, har sprogmodeller en masse data, men ingen forestillinger om, hvad dataene repræsenterer. Så hvorfor denne selvsikre tro på, at de digitale maskiner pludselig skulle blive os kognitivt overlegne? Tjo, som Vallor også påpeger, profiterer techindustrien på at overbevise os om, at vi er de digitale maskiner underlegne. På den måde fremstår virksomhedernes chatbots som superprodukter, der kan gøre alting bedre end os, mens vi gradvist mister troen på vores menneskelige egenskaber. Som filosoffen selv sagde til Føljeton tilbage i januar: “Vi svømmer rundt i fortællinger, som er blevet skabt specifikt til at gøre os magtesløse.”
Ret skal være ret. Ebbensgaards Ægte indeholder informative diskussioner om brugbare anvendelser af generativ KI og teknologiens farer som biases og deepfakes. Hendes intention fremstår også sympatisk, når hun skriver, at “vi skal i langt højere grad tænke kunstig intelligens, som noget der forstærker vores evner i stedet for at erstatte os.” Problemet er, at vi befinder os i en nyliberal social virkelighed, der arbejder målrettet efter det modsatte. I skrivende stund er Elon Musks udsultningsapparat DOGE ved at maltraktere USA’s offentlige systemer ved at erstatte tusindvis af medarbejdere med chatbots. Herhjemme kommer regeringens såkaldte digitale taskforce snart med deres bud på, hvor mange offentlige årsværk der kan skæres væk ved hjælp af kunstig “intelligens.”
Ebbensgaard spiller altså lige lystigt nok på Altman og co.’s techkapitalistiske kirkeorgel, når hun fx skriver, at fremkomsten af kunstig intelligens er en vildere teknologisk revolution end internettet, og at “(…) brugt på den rigtige måde kan kunstig intelligens give os superkræfter, frisætte energi fra træls rutinearbejde og effektivisere, så vi kan bruge vores ressourcer klogere andre steder.” Få vil benægte, at KI-værktøjer kan hjælpe os med rutineprægede opgaver såsom at sortere i filer, transskribere lyd og lave simple referater. Der er bare langt fra hjælpemidler, der gør arbejdsdagen minimalt mere gnidningsfri, til deciderede “superkræfter.” Optimeret email-sortering gør os næppe til nietzscheanske overmennesker.
Når Ebbensgaard, techindustrien og SVM-regeringen antager, at KI kan frigøre ressourcer, taler de simpelthen ind i en myte om, at generativ KI nødvendigvis gør os mere produktive. Som den amerikanske KI-forsker Eryk Salvaggio har sagt, består myten i en antagelse om, at alt, vi bruger vores tid på, kan og bør automatiseres. Eller som han skriver: “vigtigheden og værdien af at tænke på vores arbejde, og hvorfor vi gør det, bliver affejet som en distraktion.” Ja, hvorfor har et medlem af Føljetons redaktion overhovedet valgt at skrive disse ord? Ikke kun for at udfylde en blank side, men fordi vedkommende værdsætter den tankeproces, som teksten repræsenterer. En proces, der forsvinder, hvis man udliciterer opgaven til en tankeløs chatbot. /Claes T. Sørensen