Færøsk fremstød i Arktis

Det kunne lyde som en hævn: Færøerne skal ikke længere være passive tilskuere til verdens gang. På flere sider af det færøske politiske spektrum synes der at være enighed om, at Færøerne skal have en større udenrigspolitisk stemme, ikke mindst på baggrund af den stigende geopolitiske interesse i Arktis.

Ønsket bliver blot udtrykt med forskellige ord: Selvstændighedspartiet Tjóðveldi, der har haft regeringsmagten siden 2022, taler om beslutninger, der er blevet taget “hen over hovedet på Færøerne”. Mens partier som Sambandsflokkurin – der historisk har ønsket at bevare de institutionelle forbindelser til Danmark – foreslår en modernisering af rigsfællesskabet, der indebærer mere “bestemmelsesret” over færøsk forsvarspolitik – og at Færøerne derfor også skal have indflydelse i Nato.

“Da Danmark underskrev Atlantpagten i 1949, blev der ikke taget territorialt forbehold for Færøerne, og Færøerne er derfor en del af Nato,” lyder det i den nationale sikkerhedspolitik, der sidste år blev vedtaget af et enigt Lagting: “De færøske myndigheder blev ikke hørt i forbindelse med det danske riges indlemmelse i 1949 på trods af, at man i medfør af § 7 i hjemmestyreloven burde have været blevet det. I mange år har de nordlige egne fyldt forholdsvis lidt i Nato-sammenhæng.”

Derfor vil Færøerne ikke bare være en “stærk og pålidelig partner i Nato”, men også på egen hånd deltage i “relevante internationale forsvarspolitiske fora”.

De første skridt mod at blive en mere selvstændig aktør på den internationale scene blev allerede taget, da Færøerne og Danmark i januar skrev under på at aktivere det såkaldte tvistløsningsnævn, der skal afgøre, om Færøerne kan blive en selvstændig handelspartner i verdenshandelsorganisationen WTO.

I Jyllands-Posten advarer den færøske lagmand Aksel V. Johannesen om, at man er urolig og bekymret for Trumps fremrykning i Arktis. Uroen har udmøntet sig i nye penge til forsvarssamarbejde i Arktis, da Danmark og Færøerne for nylig indgik en ny delaftale for Arktis og Nordatlanten, der med næsten 15 milliarder nye kroner til nye droner og skibe vil forbedre overvågningen og suverænitetshævdelsen i både Grønland og Færøerne.

“Vi står over for alvorlige sikkerhedspolitiske udfordringer. Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at trusselniveauet i Arktis og Nordatlanten er forværret. Derfor skal vi styrke Forsvarets tilstedeværelse i regionerne markant,” sagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Men aftalen dækker samtidig over en anden altoverskyggende virkelighed: At eksisterende købsaftaler har været langsomme om at blive indfriet, og at der er store huller i den eksisterende overvågning i Arktis. “Danmark har skuffet USA militært i al almindelighed gennem de seneste år,” siger Kristian Søby Kristensen, seniorforsker ved Københavns Universitet og forsker i arktisk sikkerhed, til Kristeligt Dagblad.

Øget interesse fra EU

I dag er det Danmark, der i sidste ende har magten over de forsvarspolitiske forhold på Færøerne. For eksempel det militære radaranlæg på Sornfelli-fjeldet lidt uden for Torshavn, der i dag er nedlagt, men som danske politikere for tre år siden besluttede skulle tages i brug igen som led i en arktisk kapacitetspakke. Den danske tilstedeværelse er, som flere forskere i arktisk sikkerhed har beskrevet, altså på flere måder mangelfuld: Ikke blot fordi radaren endnu ikke er i brug, men også fordi beslutningen blev taget i København og ikke i Torshavn.

Forsvaret har siden 2012 selv været at finde i Torshavn med et såkaldt forbindelseselement, der rapporterer til Arktisk Kommandos hovedkontor i den grønlandske hovedstad Nuuk.

Den øgede interesse for Arktis startede således lang tid før Trump 2.0 – og længe inden hans nuværende trusler om at købe Grønland. Sidste år sendte EU-Kommissionen en ambassadør til Nuuk, der blandt andet skal sikre implementeringen af EU’s Arktis-strategi, hvor det også slås fast, at både Grønland og Færøerne er selvstændige og vigtige partnere for EU.

“Det handler både om klimaforandringer, råstoffer og geopolitisk indflydelse, ikke mindst på grund af den øgede stormagtrivalisering mellem USA, Kina og Rusland,” skrev Dansk Institut for Internationale Studier om strategien, da den først blev lanceret. Arktis er også indenrigspolitisk en “strategisk prioritet” i lande som Italien og Spanien – også på grund af en øget forskningsmæssig og maritim tilstedeværelse i Arktis i takt med landenes egne stigende energiproblemer. Den tidligere østrigske regering har på samme måde slået fast, at “selv det høje nord ikke er løsrevet fra den internationale politiske udvikling.”

Med et ben i og uden for EU er det både EU, Nato og USA (som Færøerne har en selvstændig partnerskabsaftale med), der garanterer Færøernes sikkerhed. Trump har ganske vist endnu ikke meldt USA ud af Nato, men i hvert fald gjort det tvivlsomt, hvem der kan stole på hvem, mens Færøernes placering ved indsejlingen til Arktis omvendt har vækket en omvendt interesse fra Nato og EU.

Men samarbejdet er ikke kun under pres i form af krudt og kugler. Færøerne vil med sin arktiske politik “styrke Færøernes selvstændige rolle” i Arktisk Råd, der tager sig af de ikke-militære drøftelser om Arktis – om blandt andet klimaforandringer og diplomati – og som har været midlertidigt suspenderet efter den russiske invasion af Ukraine. Fra maj får rigsfællesskabet formandskabet for rådet, hvor den danske regering har valgt en ny rollefordeling med Grønland i spidsen.

Med et havområde, der tilmed i dag er afhængigt af fiskeeksport til Rusland, befinder Færøerne sig på en knivsæg mellem handels- og geopolitiske interesser: Man kan i EU nemt blive enige om den betydning, Færøerne har for sikkerheden i Arktis, men har knap så let ved at enes om, hvordan man skal forholde sig til, at Færøerne for nylig har fornyet en 50 år gammel fiskeriaftale med Rusland. Således er det også uklart, hvordan et egentligt selvstændigt Færøerne i Nato vil se ud. Kan Færøerne blive en troværdig partner, når man allerede er bekymret for samarbejdet med netop det land, som Nato har brugt så mange år på at afskrække? /Emma Louise Stenholm, Føljeton, Kim Son Hoang, Der Standard, Lorenzo Ferrari, OBCT, og Lola García-Ajofrín, El Confidencial

Analysen er skrevet som en del af PULSE – et europæisk initiativ for at fremme tværnationalt journalistisk samarbejde.