Den hverdagslige ondsindetheds comeback

I 2021 spåede trendvarsleren Sean Monahan, at vi står over for et såkaldt og nu meget omtalt “vibe shift”. Siden da har der været rejst spørgsmål om, hvad dette vibe shift egentlig indebærer. Hvordan opstår skiftet, og hvordan identificerer man det? Og er begrebet ikke bare ny internet-lingo for ‘en ny tidsånd’? Dets udefinerbarhed til trods: Der er noget i luften – vi er vidner til et skifte i, hvem der har den kulturelle definitionsmagt. Konturerne af skiftet er blevet meget tydeligere de sidste fire år: Efter årtier med en kultur domineret af venstreorienterede holdninger er konservatisme som kulturel kraft nu for alvor tilbage.

Vendingens legemliggørelse står i centrum af en reportage fra New York Magazine (betalingsmur), hvor journalist Brock Colyar er med til fejringen af Trumps præsidentindsættelse på bistroen Butterworth’s på Manhattan. Festdeltagerne er unge konservative af forskellige kalibre: kryptonørder, influencer-piger, helsefreaks og Joe Rogan-lyttere. De er ikke den typiske anti-elitære MAGA-figur, som vi hørte så meget til ved præsidentvalgene i 2016 og 2020. De er heller ikke en del af en marginaliseret arbejderklasse i udkants-Amerika. Tværtimod – de er urbane typer med tilsyneladende høj social kapital. De har ikke nødvendigvis mange politiske standpunkter, men én ting de har til fælles er, at de reagerer på “venstrefløjens puritanske besættelse af at kontrollere sprog og tale om identitet”.

Netop denne “besættelse” agter de unge Trump-vælgere at gøre op med. Det gør de blandt andet ved hjælp af stødende ord: festlokalet flyder over af politisk ukorrekte jokes og hverdagslig ondsindethed. Faktisk er det lige præcis muligheden for at udtrykke sig på denne måde, der har fået flere af de interviewpersoner, New York Magazine møder, til at slutte sig til den konservative gruppering. En af dem fortæller, at han for bare nogle år siden støttede Bernie Sanders, men blev så træt af DEI (mangfoldighed, ligestilling og inklusion)-narrativet, at han nu ikke længere magter venstrefløjen. Han ønsker sig friheden til at udtrykke sig nedsættende om homoseksuelle og personer med udviklingsudfordringer.

Den drøje sprogbrug spreder sig tilsyneladende også mere bredt i kulturen. Ord, som længe har været forvist til reaktionære afkroge på 4Chan og Reddit, omfavnes nu i den brede offentlighed. Det er for eksempel blevet bemærket, at r-ordet igen forsøges normaliseret. Efter at have været fraværende i mange år, særligt på grund af en kampagne for at modvirke brugen af det, benyttes det nu på tværs af det politiske spektrum i mere eller mindre ironisk grad. Som Constance Grady i Vox skriver (betalingsmur):

“Indlæg, der bruger ordet, har samlet titusindvis af likes, bogmærker og reposts på X det sidste år. Edgelord-komikere er begyndt at bruge ordet i deres shows. ‘Jeg ved, at jeg sagde ‘[r-ordet]’ et par gange. Undskyld for det,’ sagde komikeren Shane Gillis for nylig, da han introducerede en joke om sin onkels Downs syndrom. I FX’s nye sitcom The English Teacher funderer lærere over, at deres elever tager et opgør med woke og benytter sig af ‘r-ordet’ igen.”

Omfavnelsen af de nedsættende termer er ikke nødvendigvis harmløs. Historisk set er brugen af r-ordet fx knyttet til en forståelse af, at mennesker med udviklingsudfordringer ikke er værdige borgere, hvorfor de lige så godt kan elimineres for samfundets nytte. I Nazi-Tyskland blev spredningen af propaganda omkring disse ideer brugt til at skabe offentlig støtte til det eutanasiprogram, som dræbte omkring 250.000 mennesker. Men en bredere accept af eugenikkens idéer er ikke kun et levn fra fortiden: En meget indflydelsesrig højrefløj i Silicon Valley viser også øget interesse for disse idéer og spreder dem med tilsyneladende succes. Det er nok ikke rent tilfældigt, at eugenik-tilhængeren Elon Musk (undskyld, her er han igen) har r-ordet som et af sine mest brugte skældsord på X.

Det er én ting at være vidne til spredningen af fornedrende ord uden at vide helt, hvordan man skal bekæmpe dem. Det er noget andet selv at bidrage til den. Alligevel er det tilsyneladende dét, som i stigende grad gøres på internettet, og også uden for de konservative anti-woke-kredse – hvilket nok delvist også kan tilskrives opmærksomhedsøkonomiens jernhånd over kulturen, hvor engagement er den primære valuta. I en sådan virkelighed er chokfaktoren hele pointen. Og som Musk er god til at illustrere, er der ikke nødvendigvis så meget på spil ved at benytte sig af problematisk sprog og kropssprog.

Samtidig, sådan som lingvist Caitlin Green påpeger i den tidligere nævnte Vox-artikel, kan det for nogle på venstrefløjen også fungere som en identitetsmarkør at distancere sig fra det, man måske opfatter som en humorforladt venstrefløj. Det kan meget vel være, at venstrefløjen kunne have godt af lidt mere humor. Men blindt at adoptere dehumaniserende retorik for at distancere sig fra det humorløse er næppe den rette medicin. /Åsa Vigen Bardal