Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Russiske samtidstænkere opfatter EU-landene som en flok idioter og kældermennesker. Med god grund. For hver krone og euro, der er blevet givet til forsvaret af Ukraine, er der nemlig blevet sendt endnu flere penge direkte ned i den russiske krigskasse.
Skævridningen risikerer tilmed at blive tvistet yderligere i russisk favør nu: Efter USA’s præsident Donald Trump i en længere telefonsamtale gav nye indrømmelser til Ruslands præsident Vladimir Putin, har aggressoren fået foræret endnu en trumf.
Konkret har USA accepteret forslaget om, at Ukraine ikke må angribe den russiske energiforsyning i 30 dage, mod at Rusland så til gengæld også undlader at bombe den civile energiinfrastruktur i Ukraine. Selvom de ukrainske borgere bestemt har været tyranniseret af Ruslands vedholdende sabotage mod el- og varmeværker, er det alligevel Rusland, som vinder mest.
Gennem den seneste tid er det lykkedes for den ukrainske hær at bruge droner uhyre effektivt til at angribe russiske olie- og gasfaciliteter, og dermed selve rygraden i Putins krigsøkonomi. Ifølge militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Steen Kjærgaard har de ukrainske droneangreb gjort rigtig ondt på Rusland, og det midlertidige stop for energiangreb vurderes derfor til at være en strategisk sejr for Vladimir Putin:
“Russerne har jo fået indført denne passus, fordi ukrainerne har fat i noget, der gør ondt her. For det første er det jo den energi, som forsyner de russiske styrker, og for det andet er det, der holder denne krig i gang, jo muligheden for at kunne sælge den russiske olie. Det er jo en økonomisk nerve i det russiske samfund,” siger Steen Kjærgaard til DR.
Selvom det er oplagt at kritisere, revse og hudflette USA’s gumpetunge præsident Donald Trump for at lade sig manipulere af Ruslands tydeligvis mere snu præsident Vladimir Putin, er det også påtrængende at gøre sig en endnu mere smertelig erkendelse. For selvom USA’s bratte exit fra den regelbundne, demokratiske verdensorden er og bliver tragisk, har EU-landene fortsat ikke meget at lade andre høre.
Den brutale bundlinje er, at EU-landene koldt og kontant har finansieret Ruslands invasion i Ukraine, og at den seneste aftale om en pause i energiangreb reelt vil gøre det muligt for Europa at sende endnu flere milliarder østpå. Det er ren galimatias.
Afhængig af junk
Som optegnelser fra et kælderdyb handler EU-landene stadig irrationelt, fremmedgjorte og selvdestruktivt.
I en fortvivlende omfavnelse af menneskelig lidelse og dybe selvmodsigelser har EU-landene med den ene hånd doneret 138,2 milliarder euro til Ukraine, siden invasionen begyndte i februar 2022, og har samtidig med den anden hånd købt russiske fossile brændstoffer, herunder olie, kul og gas, for mere end 205 milliarder euro.
Omregnet til danske kroner er balancen, at EU-landene har sendt 1.527 milliarder kroner til Rusland, og 1.030 milliarder kroner til Ukraine.
De to beløb er opgjort af henholdsvis EU-kommissionen og den uafhængige forskningsorganisation Centre for Research on Energy and Clean Air, og begge tal er selvfølgelig omgærdet af en vis usikkerhedsmargen, da både militærbistand og energikøb indgår i komplicerede kredsløb. Men ingen betvivler den grundlæggende skævhed: Siden invasionen har EU-landene overført mere til Rusland end til Ukraine.
Årsagen er primitivt enkel: EU-landene har en junkies afhængighed af fossil energi, en sort CO2-narkomani, som tilsyneladende er langt stærkere og mere fysisk vanedannende end både vores frihedstrang og overlevelsesinstinkter.
For hver gang Ukraine har fået EU-midler til at købe to granater, har Rusland altså fået overført hård valuta direkte fra Europa til at kunne producere mindst tre granater. Og altså betalt for at kunne få endnu et sort fix af fossil energi. Bare lige det allersidste fix.
I løbet af de seneste tre år er det ikke lykkedes for EU-landene at omlægge energiforsyningen, så afhængigheden af fossil energi er blevet afgørende mindre. For selv om importen af russisk olie, gas og kul – trods alt – er faldet, er den sorte energi i vid udstrækning blot blevet købt andre steder, ikke mindst fra Mellemøsten og USA. Og heri ligger dobbelttragedien.
Ikke engang det største anslag mod Europas fred og sikkerhed har fremkaldt den fornødne beslutningskraft til at ændre politisk og økonomisk kurs – og for alvor accelerere omstillingen til vedvarende, selvforsynede energikilder. Så hellere købe sort energi, der bliver brugt målrettet til at underminere vores egen tryghed og frihed.
Kujonens natur
Dumhedernes vagtparade er langt om længe nået frem til Bruxelles, og den danske EU-kommissær for energi og boliger, Dan Jørgensen, har for længst erkendt, hvor hasarderet den sorte økonomi reelt er for Europa. Retorisk forsøger han nu at sætte gang i et tiltrængt omslag:
“Det holder naturligvis ikke. Vi er indirekte med til at fylde Putins krigskasse,” siger EU-kommissær Dan Jørgensen til Ritzau, som dog også fremhæver, at importen af russisk gas er blevet mindsket. Men han indrømmer, at tempoet er alt for langsomt, ikke mindst efter han netop – igen – har måttet udskyde en køreplan for at gøre EU fri af russisk energi:
“Planen er blevet udskudt, men det er indsatsen ikke. Vi arbejder hver dag på at blive fri af russisk energi, men det er kompliceret. Havde det været let, så havde vi gjort det for tre år siden”, siger Dan Jørgensen.
Spørgsmålet er dog, hvornår EU-landene realistisk set vil vågne op til dåd? Lige nu synes idiot-spiralen nemlig kun at fortsætte. For mens planerne udskydes for at udfase sort energi fra Rusland – og vel at mærke foreløbigt kun for at erstatte med ny sort energi fra primært USA – har EU-landene med kommissionsformand Ursula von der Leyen i spidsen sat gang i et massivt oprustningskapløb.
På sit besøg i København tirsdag holdt hun en tale på Hærens Officersskole, lige ved siden af Zoologisk Have, hvor hun slog på den store krigstromme:
“Hvis Europa vil undgå krig, må Europa gøre klar til krig,” sagde von der Leyen med henvisning til den klassiske talemåde “Si vis pacem, para bellum”.
Skønt få i dag betvivler, at EU-landene må kunne forsvare sig selv, og bryde fri af den militære afhængighed af Trumps utilregnelighed og autokrat-besvimelse, er der dog grund til at stoppe op og spørge, hvad mere krudt og kugler skal nytte, hvis der fortsat sendes milliarder og atter milliarder til Rusland? Hvilken tryghed skaber nok så mange våben, hvis de straks modsvares af endnu flere russiske, som vi tilmed selv har betalt?
Ja, måske er den misantropiske sandhed bare, at Putin allerede har vundet? At Trump har kapituleret, og at EU-landene har undergravet sig selv i junk-afhængighed? Eller som Fjodor Dostojevskij mismodigt skriver i Kældermennesket – noter fra en undergrund:
“Ethvert anstændigt menneske er og må i vor tid være en kujon og en slavenatur. Det er menneskets normale tilstand. Det er en naturlov der gælder for alle anstændige mennesker på jorden. Skulle det ske at nogen kom til at udvise lidt tapperhed i en eller anden anledning, skal vedkommende ikke føle trøst eller begejstring herover: Man vil alligevel snart komme til at tabe modet over for noget andet”. /Lars Trier Mogensen