Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Onsdag aften var der officiel åbning af dette års udgave af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. Det skete med en filmvisning i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums koncertsal på Frederiksberg. Sidste år var åbningsfilmen en dokumentarfilm af eksistentiel karakter, dog i den hyggelige ende. I 2023 var temaet kolonialisme. I 2022 handlede åbningsfilmen om klimakatastrofen. Og hvad så i år? Svaret er krig. Eller i hvert fald derhenad. Filmen, der blev vist, hed Facing War, som er instrueret af den norske instruktør Tommy Gulliksen.
Den følger Jens Stoltenberg i hans sidste år som generalsekretær for Nato. Så den handler om Stoltenberg, men den handler også om forsvarsalliancen, om magt og altså om krig. For Stoltenberg bruger en betragtelig del af sin sidste tid på at få alle Natos medlemslande til at stå sammen – for Ukraine og mod Rusland. Stoltenberg skal have statslederne til at makke ret, og det er særligt to autoritære skikkelser – Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan og Ungarns premierminister Viktor Orbán, der skaber problemer med deres krav og magtspil. Seeren får det indtryk – hvilket sikkert også er rigtigt – at Stoltenberg klarer ærterne med sit afdæmpede, kontrollerede gemyt, sin evne til at tale lige ud af posen, når der er brug for det, og sin taktile begavelse (et klap på skulderen her, et greb om en albue der).
Magtens rum er et brutalt, lufttomt rum. Der er mange egoer. Ja, der er vel ikke andet. Filmholdet er embedded, de er ofte helt oppe i fjæset på Stoltenberg eller lige et par skridt bag ham. Man er meget tæt på maskinrummet, og det er det, der er filmens scoop. Det, og så et fænomenalt soundtrack af den norske musikduo Röyksopp, der gav Darth Vader-fornemmelser, når Erdoğan dukkede op.
Jens Stoltenberg, der i dag er 66 år og finansminister i Norge, var selv til stede under visningen. Det samme var statsminister Mette Frederiksen (S). Efter filmen blev de interviewet sammen på scenen. Det var en lidt tam affære med uinteressante, diplomatiske svar. Under visningen var det svært ikke at tænke på, at Mette Frederiksen angiveligt var i spil til jobbet som Nato-generalsekretær i foråret 2023, inden USA’s præsident Joe Biden overtalte Stoltenberg til at tage et år mere på grund af krigen i Ukraine. Det ville – eller kunne i hvert fald – have været en katastrofe. I Facing War ser man også ret meget til holdet omkring Stoltenberg. Dygtige folk, hovedsageligt mænd, der skal levere under stort pres.
Et koldsvedsscenarie eller mareridtssyn får tag i seeren: Mette Frederiksen, der bliver udnævnt til generalsekretær og straks begynder at håndplukke sit eget hold af dybt loyale folk, som hun stoler på… Hendes gamle ven, væbner og tidligere spindoktor Martin Engell-Rossen; Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, som Mette Frederiksen bypassede hele embedssystemet for at løfte op fra en eller anden styrelse til departementschef i Justitsministeriet, og som hun bl.a. under coronapandemien har truffet en række forhastede beslutninger sammen med, som har kostet staten milliarder og atter milliarder af kroner i udbetalinger til den ulækre, døende minkbranche; og sikkert også en type som Martin Justesen, der tidligere var Engell-Rossens adjudant og nu Frederiksens stabschef og særlige rådgiver. Gys, fucking gys! Hvad sådan et hold ikke ville kunne forrette af skade på den internationale scene.
Det er ikke for at være personlig eller grov her. Men når man ser Facing War, er det tydeligt, at det betyder noget, at manden (eller kvinden) i midten har en sund kerne – et moralsk kompas. At folk ved, hvor de har vedkommende. Det kan godt være, at Erdoğan og Orbán selv er nogle skurke, men de respekterer på en eller anden måde Stoltenberg, som har en udstråling som en teknokrat, men i hjertet er socialdemokrat, som topsocialdemokrater er i de andre nordiske lande. Det vil sige: ikke højreorienterede, ikke imod indvandrere, præget af en vis humanisme. Ikke tiltrukket af krise og mørke.
Det amerikanske medie Politico har i dag, torsdag, en artikel, som er prydet af et billede af Mette Frederiksen og overskriften ‘JD Vance had a point on migration, Denmark’s prime minister warns EU leaders’. Da USA’s vicepræsident JD Vance talte på Sikkerhedskonferencen i München d. 14. februar i år, sendte han chokbølger gennem Europa, da han sagde, at “der er ikke noget, som er mere presserende end massemigration”, altså mere presserende end at håndtere Rusland og klimakrisen. I interviewet i Politico går Frederiksen nu ind og siger det samme som Vance: “Jeg opfatter masseindvandring til Europa som en trussel mod det daglige liv i Europa.”
Læs selv interviewet. Der er meget, der skurrer, bl.a. også denne sætning, som må stå for Politicos egen regning: “Men mens de danske vælgere har omfavnet hendes hårde linje over for at tage imod udlændinge, har menneskerettighedsorganisationer og flygtningefortalere anklaget regeringen for ‘racisme’ og ‘diskrimination’.” Politico har ikke set tallene. De danske vælgere har ikke omfavnet noget som helst, mindst af alt Socialdemokratiet. /Oliver Stilling