Det er ikke kun Trump-vælgere og trad wives, som er nostalgiske

I 2016 lovede Donald Trump at gøre USA “great again” og vandt præsidentvalget. I 2020 opdaterede han kampagnen for at bevare landet “great” og tabte. I 2024 vendte han tilbage med sit oprindelige slogan og vandt ikke bare valget, men størstedelen af amerikanernes stemmer.

The New York Times beskrev vælgernostalgien, som blev afspejlet i meningsmålingerne: Trump fulgte det velkendte mønster for tidligere præsidenter, som generelt har højere opbakning, efter de har forladt Det Hvide Hus, end mens de sidder på posten. “Hvordan Trump brugte nostalgi som våben (igen)” lød en overskrift også hos Bloomberg efter valgsejren i november.

Ifølge historiker Agnes Arnold-Forster er det nemt at anklage sine politiske modstandere for nostalgi. I bogen Nostalgia: A History of a Dangerous Emotion spoler hun tiden helt tilbage til dengang, hvor nostalgi var en sygdom, for at forstå denne refleks.

I 1688 opfandt den schweiziske læge Johannes Hofer begrebet nostalgi til at beskrive en lidelse, der smittede soldater, der var udsendt langt væk hjemmefra. Den traditionelle malkesang Khüe-Reyen og efterårets faldende blade var triggers, og kuren var at komme hjem i alpernes velkendte højder.

“Det er først i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, at det bliver til en slags følelsesmæssig længsel efter fortiden. Men det var vigtigt at begynde bogen før da. Vi tænker ofte på følelser som uforanderlige, statiske og biologiske af natur, men det, som jeg er interesseret i, er, hvordan følelser har ændret sig over tid, og hvordan samfundet og politik i bredere forstand kan forme vores indre liv,” siger Arnold-Forster til Føljeton. “Nostalgi gik fra at være noget ildevarslende og dødbringende til noget mere komplekst,” uddyber hun.

De negative associationer hang ved, og psykoanalytikeren Nandor Fodor afviste i 1900-tallet nostalgi som både “infantilt” og “bagstræberisk navlebeskuelse”.

Forestillet fortid

Det er nemt at pege fingre ad Trumps vælgere for deres forestilling om de gode gamle dage. Det samme gør sig gældende for de konservative trad wives, der har trivedes i TikToks algoritme de seneste år. Kvinder i det 21. århundrede, der drikker rå mælk, går i lange nederdele, laver mad fra bunden og lader deres mænd være hjemmets overhoved.

Både Trump og trad wives afslører dog noget fundamentalt ved nostalgiens natur. “De finder deres udtryk i en fiktion om fortiden,” som Arnold-Forster formulerer det. “Den politiske magt ved MAGA [Make America Great Again] som slogan er, at det er vagt og upræcist, hvilket giver folk mulighed for at projicere deres egne idéer og ønsker på det.”

Det samme gør sig gældende for trad wives, der oftest baserer deres livsstil på en forestilling om 1950’erne frem for den daværende virkelighed for kvinder.

Ifølge Arnold-Forster er nostalgien heller ikke statisk. Hun nævner nostalgien (den imperialistiske af slagsen), som blev fremmanet på forskellig vis, da Storbritannien henholdsvis blev medlem af og forlod EU. Da Storbritannien i 1973 stemte for at blive en del af det europæiske projekt, mente daværende udenrigsminister George Brown, at Europa bød Storbritannien på en ny mulighed for at lede verden. Avisen The Sun fejrede det som “en enestående mulighed for en nation, der mistede et imperium, for at vinde et kontinent.”

Da landet forlod unionen i 2016, blev nostalgien påtalt på ny. Daværende udenrigsminister Boris Johnson beskrev britisk kolonialisme som en “forbløffende globalisering, denne wanderlust hos nødhjælpsarbejdere og journalister og handelsfolk og diplomater og entreprenører” og overvejede, om “den næste generation af briter vil komme i besiddelse af den samme drivkraft, nysgerrighed og risikovillighed for mennesker og steder langt væk.”

Selvom Trump-vælgere, trad wives og dem, der i sin tid stemte for at forlade EU, har den konservative ideologi til fælles, er nostalgi ifølge Arnold-Forster en universel følelse. “Der er ingen iboende moral eller politisk orientering i nostalgi. Det er mere produktivt at se på, hvad det er, folk udtrykker nostalgi for. Jeg vil nok afsløre mine egne politiske fordomme nu, men for eksempel nostalgien for ting som bedre arbejdsforhold, mere robuste fagforeninger eller en bedre fungerende velfærdsstat.”

Nostalgi for alle

Nostalgien hører altså ikke kun hjemme til højre for det politiske centrum, selvom den kan virke beslægtet med en konservativ ideologi. Arnold Forster udforsker i sin bog den udbredte nostalgi hos tidligere østbloklande og venstreorienterede politiske bevægelser. I anledning af Det Kommunistiske Manifests 150-års jubilæum udgav det venstreorienterede, britiske forlag Verso en ny og eksklusiv udgave af Karl Marx’ tekst. “Folk har glemt Gulag og Stalin og de negative billeder… Så det er måske på tide, at den kommer tilbage som ren stil,” sagde en direktør i det amerikanske stormagasin Barneys, “det er en god idé. Idéen om at bære en bog frem for en håndtaske.”

Selvom nutidens psykologer overordnet ser nostalgi som en positiv følelse, der kan dæmpe ensomhed, kedsomhed, stress eller angst, kan det for nogen stadig virke farligt. For eksempel for kommissionsformand Ursula von der Leyen, der har advaret EU om at træffe beslutninger om forsvar og fred på baggrund af “følelser eller nostalgi fra en verden, der engang var.”

Ifølge Arnold-Forster er nostalgien ikke til at komme udenom: “Alle generationer mener, at verden er det værste, den nogensinde har været. Der er en slags følelse af, at alting kollapser. I det 19. århundrede skrev folk også, at civilisationen, som de kendte den, var ved at gå under. Den nye teknologi ville ødelægge måden, de levede på. Og folk siger meget lignende ting i dag om for eksempel kunstig intelligens. Så jeg tror, der er en vis følelse af, at folk altid tror, at deres nuværende øjeblik er det værste, og at de derfor også tror, at deres nuværende øjeblik er det mest nostalgiske.”

I dag kan selv atomkapløbet virke som de gode gamle dage. “Det er ikke, fordi jeg undervurderer, hvor svært det har været at håndtere Den Kolde Krig, det kunne jeg ikke drømme om, men ikke desto mindre er min vurdering, at det er en sværere situation, vi er i nu. Og det er også en farligere situation, for der var på en eller anden måde… det kan lyde lidt mærkeligt, men der var lidt mere styr på det under Den Kolde Krig,” som statsminister Mette Frederiksen sagde til DR for nylig.

Og altså: Længes vi ikke alle sammen efter tiden, hvor Trump tweetede “covfefe” i stedet for en KI-genereret video af Gaza som “Mellemøstens Riviera”? /Emilie Ewald