Det lykkeligste sted på jorden

En voksen kvinde begynder at græde, da hun ser en Fedtmule-maskot komme rundt om hjørnet. Underlæben skyder frem, og hun laver et lille hop, idet hun løber hen og omfavner den Disneyland-ansatte iført kostumet, mens tårerne triller ned ad kinderne.

I en helt anden del af verden står utallige voksne i kø i en pop-up butik i London for at købe fish and chips. De får lov til at hjælpe de ansatte med at hælde salt og vinegar på, imens de ansatte pakker det ind i det klassiske papir og italesætter, når nogle af retterne er for varme. ”Det er lidt fedtet, måske skal du have en serviet,” siger kvinden bag disken og fortsætter med at pakke en bamse formet som en fisk ind og række den til en af de utallige, ivrige millennials, der står i kø for at købe plysdyrene.

De er født mellem 1986 og 1996, tjener mindre end deres forældre til trods for at være bedre uddannede og er blevet døbt endnu en ”lost generation”. Og så nægter de at blive voksne. Eller de vil i hvert fald bare gerne blive så længe inde på barndomsværelset som muligt.

De små bamser, som forestiller fisk og andre dagligvarer som majs eller macarons, er søde og bløde med små ansigter på. ”Plushie”-industrien, som bamserne kaldes, omsætter globalt for mere end 80 milliarder kroner. Forretningsmanden Warren Buffett kaldte det en ”moneymaking gem”, da han i 2022 investerede i en af bamseproducenterne. Ud af de mange milliarder, står det der kaldes ”kidults”, altså børnevoksne, for over en fjerdedel af salget. Ifølge The Economist overhalede de barnlige voksne altså de ægte børn som den største købekraft af legetøj i 2023.

Hvem er det til for? 

Generelt elsker internettet at udstille millennials og deres kiksede tendenser, som at kalde sig en ”28-årig tumling” eller lave tåkrummende rap-forsvar, når de tror, at Gen Z er i gang med at ”cancel” Eminem. Men de er først og fremmest pinlige, når de tager i Disneyland eller -world. Videoer som den førstnævnte af voksne, der begynder at græde i mødet med deres yndlingskarakterer, eller bogstaveligt talt falder på knæ, når de ser Disney-slottet, går viralt og parodieres i en uendelighed. Men det er faktisk ikke så underligt endda. Disney har i flere år aktivt markedsført sig til de barnlige voksne.

”Disneyworld er en FAMILIE forlystelsespark. Og alligevel SMIDER disse UMODNE millennials DERES PENGE VÆK PÅ LIGEGYLDIGT LORT!!!!” skrev en meget vred mor, efter at hun og hendes søn havde måttet bruge dagen i lange køer fyldt med millennials uden børn. Og det gør de, altså bruger deres penge på ligegyldigt lort. For har man kigget ud over det musede landskab af nye Disney-film og tænkt over hvem det intenderede publikum egentlig er til de to gange Løvernes Konge-remake med realistiske dyr, eller bare de hele tre forskellige genindspilninger af Disney-film med ægte mennesker, der udkommer i år, hhv. Snehvide, Lilo & Stitch og Moana, så er svaret ikke børn, men netop millennials.

Nostalgi er nemlig en pengemaskine. Da LEGO var ved at konkurs efter at have ekspanderet i lidt for stort omfang tilbage i 2004, sadlede de om, vendte tilbage til det oprindelige produkt og begyndte derudover at markedsføre sig til en helt ny målgruppe, de ellers havde ignoreret: De voksne. Brikfabrikken udvidede deres produktion af de mere komplicerede LEGO-sæt i tråd med den famøse Dødsstjerne fra Star Wars. I dag kan man både bygge sine egne billeder i brikker, såsom Vincent van Goghs Solsikker, eller settet til tv-serien The Office.

Og den fidus har Disney længe luret. I løbet af de sidste 30 år har de specifikt markedsført sig til nostalgiske voksenbørn med det for øje at skabe livslange forbrugere. De har besøgt fødselsgange over hele USA og uddelt babytøj med Disneyfigurer på. Som journalisten Amelia Tait skriver i New Statesman, så er det lige så normalt i dag at blive født ind i Disney, som det var at blive født som katolik i 1500-tallet. Konglomeratet har da også sørget for, at hvis man har lyst, så kan man også ende sine dage i Disney-omgivelser. Disney er pt. i gang med at bygge flere slags bofællesskaber over USA med særlige faciliteter til personer over 55. Så man kan se Disney og dø, helt bogstaveligt.

Forever young

Det kaldes meget passende Peter Pan-syndromet, når man er en voksen, der hellere vil leve i barndommens nostalgi og umodenhed fremfor den voksne verden. Men som filosoffen Susan Neiman pointerer i bogen Why Grow Up: Subversive Thoughts for an Infantile Age fra 2014, hvorfor skulle man da også gide at blive voksen, når der ikke er noget at se frem til?

Alderdom og pension er overvældende, fremmedgørende og skræmmende, når arbejdsforholdene bliver værre og værre, lønnen dårligere og lønsikkerheden endnu værre. Nej, vi lever i en infantil tidsalder. ”Vores umodenhed er ikke, eller i hvert fald ikke alene, vores egen skyld. De sociale strukturer, inden for hvilke vi lever, er konstrueret på en sådan måde, at de fastholder os i det barnlige. Staten har en interesse i at forhindre os i at tænke selvstændigt, og den kultiverer og udnytter vores værste tendenser til at gøre det,” skriver hun og refererer til Emmanuel Kants Hvad er oplysning fra 1784.

Her definerer Kant – hvis liv efter sigende skulle have været så kedeligt, at digteren Heinrich Heine (1797-1856) skulle have sagt, at det ville være nemt at skrive Kants livshistorie, siden han hverken havde et liv eller en historie – fornuften som værende modstillet til umodenheden. Kant forklarer, at vi vælger umodenheden, fordi vi er bange og dovne. Det er nemmere at betale andre for at tage beslutninger for os. Kan du komme udover din egen frygt og dovenhed, da bliver du et oplyst menneske, sammenkoger Neiman.

Men hvorfor skulle man have lyst til at være oplyst? Grunden til, at vi skulle ønske at blive voksne skulle netop være fordi man havde lyst til at indgå i samfundet og fællesskabet. Men hvilket? Fordi vi ikke har formået at skabe samfund, som vores unge har lyst til at tage del i, begynder vi i stedet at idealisere ungdommen, understreger Susan Neiman. Når det at købe ting, merchandise, film, LEGO osv. bliver vores kulturs fokus frem for at arbejde, så har vi netop lykkedes med at skabe et samfund af evige teenagere.

I stedet læser vi, altså de unge voksne, Teen Vogue-magasiner og Young Adult-romaner. Voksne mænd samler på legetøj og maler Warhammer-figurer. Vi har ingen børn, men vi tager i Disneyland alligevel, gerne udklædt i tøj inspireret af vores yndlingskarakterer (man må ikke have kostumer på i Disneyland, hvis man er over 14, øv!) og har svært ved at ”adulte”. Men hvorfor skulle man også have lyst til at blive voksen, når man kan forblive et barn på det lykkeligste sted på jorden? /Astrid Plum