Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix
Frygt fylder meget for tiden. Som TV 2 om noget fik anskueliggjort med både korsang og en grædende Ulla Terkelsen forrige søndag i den dybt bizarre udsendelse “Verden i opbrud – Danmark samles”, skal vi åbenbart befinde os i en permanent tilstand af bange anelser. Vi skal tage statsministeren i hånden og tænke, at verdenssituationen nærmest ikke kan blive mere farlig, og i den forbindelse glemme, at der intet nyt er ved tilværelsens utilregnelighed, som var vi allerede blevet reduceret til handlingslammede og infantiliserede tilskuere uden hverken objektpermanens eller hukommelse. Heldigvis er det dog stadig tilladt at trække vejret og sætte tingene i kontekst.
Allerede tilbage i 1986 – altså for knap en halv menneskealder siden, dengang Mette Frederiksen stadig var barn – betegnede den tyske sociolog Ulrich Beck faktisk det, vi lever i nu, som et risikosamfund. Sammenfaldende med Tjernobyl-ulykken beskrev Beck, hvordan de usynlige og allestedsnærværende trusler à la en pludselig atomnedsmeltning er blevet en ny slags åndemagter, som præger alting: vores politik, vores hverdag og vores kommunikation. En vigtig pointe for Beck var dog, at de mange risici ikke bare kommer ud af det blå, men at de snarere er selvskabte. Af samme grund findes der heldigvis også en vej ud af paniktilstanden. Første skridt er noget så simpelt som selvkritik – at vi simpelthen forholder os til risiciene med værdibevidst saglighed.
Så lad os da prøve at gøre det i praksis:
Truslen mod Grønland og Danmark fra Donald Trumps USA er åbenlys. Som afgående landsstyreformand Múte B. Egede søndag understregede i et opsigtsvækkende interview i den grønlandske avis Sermitsiaq, kan situationen faktisk ikke blive mere alvorlig: “hver eneste minut gælder for, at amerikanernes drøm om at annektere vores land ikke bliver til realitet”. Bedst som regeringsforhandlingerne er i gang, og Grønland dermed befinder sig i et aktuelt magtvakuum, har Trumps regering iværksat en ny provo-påvirkningskampagne, der inkluderer et besøg fra vicepræsident JD Vances hustru Usha Vance, et sponsorat af det årlige hundeslædeløb, to militære Hercules-transportfly og ikke mindst besøg fra energiminister Chris Wright samt USA’s nationale sikkerhedsrådgiver (og en af Trumps tættest betroede) Mike Waltz. Samtidig har Donald Trump atter udtalt, at “Grønland kommer til at være noget, der måske er i vores fremtid”.
De isnende og ildevarslende fornemmelser er kort sagt svære at ryste af sig, særligt når alle trækkene lægges sammen. Med fuldt overlæg ser amerikanerne ud til at tilsidesætte alle diplomatiske konventioner til fordel for et machiavellistisk magtspil, hvor Grønland og Danmark gradvist skal lade sig kue. Umiddelbart ligner det, at Trump-administrationen har fat i den lange ende; at der foreligger en taktisk drejebog, som vi har god grund til at være bange for. Alligevel vil vi vove den påstand, at frygt næppe er den helt rigtige grundfølelse – for hæver man blikket en anelse, begynder et radikalt andet billede at tegne sig: at der mindre er tale om Machiavelli, og mere om en samling MAGAlomane village idiots.
Mandag kunne The Atlantics ansvarshavende chefredaktør Jeffrey Goldberg publicere en dybt opsigtsvækkende historie i sit hæderkronede magasin. I hovedrystende detaljer beretter Goldberg, hvordan han ved en fejl var blevet tilføjet på den krypterede beskedtjeneste Signal af Michael Waltz – altså selvsamme Waltz, der agter at besøge Grønland – og snart efter havnede midt i en dybt fortrolig chatsamtale, hvor bl.a. vicepræsident JD Vance og forsvarsminister Pete Hegseth diskuterede et nært forestående amerikansk angreb mod houthi-oprørerne i Yemen.
Af gode grunde troede Jeffrey Goldberg ikke sine egne øjne; der måtte, tænkte han, være tale om et yderst raffineret svindelnummer, for så talentløs kunne selv ikke Trumps stab vel være: at man ved en fejl inkluderede en journalist i en alvorlig samtale om nationale sikkerhedsanliggender, og end ikke opdagede, at journalisten kunne læse alt – og så endda på en beskedtjeneste, som ifølge amerikansk lovgivning slet ikke må bruges til den slags diskussioner. Utroligt nok var samtalen dog ægte, hvilket Goldberg også får bekræftet af en talsperson fra USA’s nationale sikkerhedsråd.
Hele The Atlantic-artiklen er virkelig værd at læse, for den rummer mange, mange forstemmende detaljer – fx at JD Vance helt eksplicit skriver, hvordan han “bare hader at redde Europa igen”. Sammenlagt giver alle detaljerne et uhørt godt billede af, at topfolkene i Trumps regering – meget ligesom præsidenten himself – faktisk ikke har den fjerneste idé om, hvad de laver. Et indtryk, som kun er blevet forstærket af det forbløffende efterspil, hvor forsvarsminister Pete Hegseth bl.a. først har påstået, at historien var løgn og latin, også selvom det nationale sikkerhedsråd som nævnt selv havde bekræftet den.
Præcis hvilken fornemmelse man som læser efterlades med, kan vi dårligt sige. Frygt er det helt afgjort ikke, nok snarere en slags chokeret forundring. For pludselig er det ret svært at forestille sig (skulle man vurdere det lidt sagligt), hvordan så gennemført inkompetente mennesker kan have noget, der bare tilnærmelsesvist ligner en færdig invasionsplan for Grønland, til at ligge klar i skuffen – eller hvordan de overhovedet skulle være i stand til at holde den hemmelig. Som det fremgår af The Atlantics artikel, består USA’s nye magtcentrum jo faktisk af idioter. Vel at mærke idioter med adgang til atomvåben. Åh pis, der kom frygten flyvende igen! /David Dragsted