Kommer kobberblomsterne nogensinde igen, hvis alle mineraler er udvundet?

Vi forstår atombombeangrebene på Japan som det grusomme amerikanske punktum, der afsluttede Anden Verdenskrig. Hjemsøgende fotografier vidner om tabet af menneskeliv og den lidelse, der fortsatte i generationer på grund af den voldsomme radioaktive eksponering. Som kunstneren Toshie Takeuchi påpeger, er det en krig, der fortsat får stor opmærksomhed i vestlig historieskrivning. Men ikke kun med det formål at afdække dens ødelæggelser: Ekstrem vold forstås som en undtagelse, der tilbyder imperierne – britiske, amerikanske, franske, belgiske, tyske, japanske – selvransagelse og selvretfærdiggørelse.

Takeuchi er mødt op i lokalerne hos Center for Applied Ecological Thinking i København for at præsentere sin praksis sammen med sin samarbejdspartner Edouard Ilunga wa Ilunga, der er professor ved Lubumbashi University i Den Demokratiske Republik Congo. Selvom hendes udgangspunkt er Anden Verdenskrig, er det ikke endnu en fortælling om imperial forløsning, som Takeuchi ønsker at gengive i sin kunstneriske praksis. Tværtimod blotlægger hun kritisk, hvordan det japanske imperium brugte fortællingen om sin offerrolle til at skjule sin brutale invasion af Sydøstasien – for slet ikke at nævne de mange koreanske overlevende, der på grund af det koloniale forhold mellem Korea og Japan skulle kæmpe for at få adgang til medicinsk behandling efter bombeangrebene.

I hendes kunst søger Takeuchi svar på, hvad en decentraliseret fortælling om Anden Verdenskrig kan fortælle os om den imperialistiske jagt på rigdom og magt. Takeuchi undersøger det radioaktive urans vej fra jorden og ud i verden for at afsløre den illusion, der opretholder fortællingen om imperiets vold som en nødvendig undtagelse snarere end status quo. I en verdenshistorie, hvor ofre og helte er opdigtede, forenklede karakterer, der tjener imperiernes interesser, giver fortællingen om uran sandheden om den imperialistiske magt.

Takeuchi fortæller om sit værk Refuturing the Soil 2. – Mapping the other side of modernity and peace, guided by the radioactivity of Shinkolobwe’s uranium ore (2024), en collage af postkort-formede fotografier, nogle arkivbilleder og nogle hendes egne. Det var en del af udstillingen Shinkolobwe Between Power and Memory og blev skabt til Lubumbashi-biennalen sammen med kunstnerne Roger Peet og Sixte Kakinda. Takeuchis projekt tog hende på en rejse til Shinkolobwe-minen i Katanga, som er den region i DR Congo, der rummer nogle af verdens rigeste malmforekomster af kobber, kobolt og uran.

I DR Congo møder hun Edouard Ilunga wa Ilunga, som forsker i planter, der trives i mineralrig jord. Historisk set har planter været brugt af lokale til at identificere, hvor mineralforekomsterne befinder sig, da de afspejler jordens mineralindhold. Et trænet øje kan spotte kobber i Katangas bakkelandskab, siger Ilunga wa Ilunga. Den lokale brug af mineraler har været en integreret del af de centralafrikanske handelssystemer, hvor metallet engang blev brugt som betalingsmiddel.

Men efter at en britisk geolog opdagede radioaktivt materiale, begyndte et selskab under den belgiske konge at udføre boringer i Shinkolobwe-minen i 1921. Lokale minearbejdere arbejdede med deres bare hænder og boede i segregerede boliger, som sandsynligvis var bygget af radioaktivt affald. Arbejdsrelaterede sygdomme forårsaget af radioaktivt materiale var allerede identificeret i 1920’erne i den amerikanske retssag anlagt af de såkaldte “Radium Girls”, der malede radium på urskiver med kræftsygdom som følge. Radiums sundhedsskadelige konsekvenser blev også offentliggjort i The American Journal of Cancer i 1923. Alligevel blev sikkerhedsforanstaltninger ignoreret i den belgiske koloni (Belgisk Congo eksisterede fra 1908-1960, red.), og det belgiske selskab Union Minière du Haut-Katanga fortsatte uden at tilbyde minearbejdere beskyttelse, forklarer Takeuchi.

Fatamorgana fra fortiden

Sporene fra atombombernes forurening leder Takeuchi til Belgiens naturhistoriske samlinger, hvor det radioaktive uran tidligere var udstillet i glasmontrer. Sådanne samlinger fremviste trofæer fra kolonierne og de nyeste teknologier inden for minedrift. Mineraler blev udstillet ved siden af mennesker fra Belgisk Congo og skulpturer af stærke kroppe, der arbejdede i minerne, som en form for imperialistisk og umenneskeliggørende propaganda. For det var ikke sunde, stærke arbejdere, der gravede efter uran: Arkivernes fotografier afbilder minearbejdere, hvoraf mange af dem var børn. I dag arbejder 40.000 børn fortsat med udvinding af uran, tilføjer Ilunga wa Ilunga.

I Lubumbashi fremstår den naturhistoriske samling som et fatamorgana af en natur, der engang blomstrede, men som nu ikke længere eksisterer. Ilunga wa Ilunga fortæller om eksemplarer af lokale kobberblomster, som han kun har set i herbariets samlinger. Hans konserveringsarbejde består primært i at plante truede arter i et lille naturreservat. De botaniske haver har for få ansatte, og de skiftende ejere af mineselskaberne gør det vanskeligt at vedligeholde bevaringsprojekter.

Engang opererede botanikere som imperiets agenter, der rekognoscerede det koloniserede terræn for malm. I dag er botanisk konservering nærmest en umulighed: Når et område endelig har genvundet sin plantediversitet efter nedlukningen af minedrift, er der allerede udviklet nye teknologier, der gør det muligt at udvinde mineraler fra det, der tidligere blev betragtet som affald, og minen genåbnes. Derfor er Ilunga wa Ilungas primære opgave at samarbejde med lokalsamfundet om at finde en levevej for mennesker og planter i de ekstreme niveauer af giftig forurening og enorme mængder affald omkring minerne i Katanga.

Historien om uranminen i Shinkolobwe udfordrer den forsimplede fortælling om vindere og tabere, som ofte præger historieskrivningen om Anden Verdenskrig. Takeuchi og Ilunga wa Ilunga retter opmærksomheden mod den sygdom og ødelæggelse, som uranudvinding forårsagede – ikke kun i Hiroshima i 1945, men også i årtierne før og efter i Belgisk Congo. De imperialistiske ambitioner om magt og profit driver fortsat udvindingen af uran, som engang lagde den japanske by i ruiner – og som stadig skader arbejderne og civilbefolkningen, der lever omkring minerne i Katanga.

Først når jorden er fuldstændig udpint, kan vi begynde at tage vare på planterne, siger Ilunga wa Ilunga, for da vil ingen vende tilbage og forstyrre økosystemerne – hverken mineselskaber eller lokale, der håber på at udvinde de sidste rester af mineraler fra det industrielle affald. Men hvis alle mineraler er udvundet fra jorden, vil kobberblomsterne så nogensinde blomstre igen? /Semine Long-Callesen

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Denne artikel bygger på arrangementet ‘Restoring Global Memories & Local Ecologies: Metallophyte plants and colonial history in DR Congo mining‘, hvor kunster Toshie Takeuchi og professor Edouard Ilunga wa Ilunga præsenterede deres arbejde sammen med Martha Ann Fleming, lektor på Center for Practice-based Art Studies på Københavns Universitet, og leder af projektet “Field/Work in the Archive: Herbaria as Sites of Cultural Exchange” på Statens Naturhistoriske Museum.