Dårlige tv-billeder

Trump-doktrinen er enkel: Det handler om at skabe gode tv-billeder. Hverken mere eller mindre. USA’s præsident Donald Trump har flere gange afsløret, at hans egentlige ambitioner alene handler om at skabe virak i levende billeder. I nuet. Hvis der kan skabes gode tv-billeder, er det godt. Hvis ikke, ja, så er det ligegyldigt.

Den primitive tv-logik er Donald Trumps overrumplende styrke. For det gør, at han konstant evner at forføre, begejstre og forarge folkemasserne. Der sker altid noget nyt, vildt og ofte chokerende inde i flimmerkassen, når Trump og hans håndlangere går på.

Men tv-logikken er også hans største svaghed.

I løbet af det seneste døgn må det endelig være gået op for fortroppen, der var sendt til Grønlands hovedstad Nuuk, at der ikke ville være gode tv-billeder i det ellers velplanlagte mediestunt, hvor USA’s vicepræsident Usha Vance skulle overvære det nationale hundeslædeløb Avannaata Qimussersua i Sisimiut nu på lørdag.

Tilstedeværelsen af Usha Vance stod til at udvikle sig til en regulær tv-katastrofe. Et monumentalt nederlag over for hele verden.

Ikke kun fordi hundredvis af beboere i Sisimiut planlagde en stilfærdig, men så meget desto mere slagkraftig protest, hvor de ville stå demonstrativt med ryggen til hende langs hele vejen fra lufthavnen og hen til startområdet for hundeslædeløbet. Men også fordi den synlige og massive folkelige modvilje ville splintre det billede af grønlandsk begejstring for USA, som ellers er blevet promoveret på Trump-venlige medier.

Donald Trump, som selv er besat af hyldester og på størrelsen af publikum, ville ikke kunne undgå at se – for rullende kameraer – at forestillingen om, at grønlænderne selv skulle ønske at blive en del af USA, er en kæmpe illusion. Men også et efterhånden meget udbredt fupnummer, som folk i inderkredsen omkring præsidenten har formået at bilde sig selv ind.

Det er blevet set som en magtmanifestation, når Trump triumferende har kunnet sige ud gennem skærmen, at Grønland snart vil blive amerikansk, “på den ene eller den anden måde”.

Klakørerne har stået parat i kulissen til at tiljuble Donald Trumps erobringstogt. Selvom meningsmålinger viser, at flertallet af de amerikanske vælgere bestemt ikke er vilde med tanken om at annektere Grønland, er det en potent fortælling om et både ekspanderende og populært imperium.

Taktisk retræte

Forleden udtalte den republikanske senator Tommy Tuberville i et interview på tv-stationen Fox News om grønlændernes ønske om at blive en del af USA: “Hvis du bare lytter til dem, når de er blevet interviewet de seneste måneder, så er de alle sammen med på det”.

Når præsident Trump og vicepræsident Vance her på det seneste har promoveret fortællingen om, at grønlænderne skulle nære amerikanske drømme, har de pumpet en boble op, som skulle være med til at iscenesætte dem selv som en slags frelsere, der ville frisætte Grønland.

Men illusionen er totalt afkoblet fra virkeligheden, og holder ikke til at blive vist på tv. For hvis der er én ting, som stort set samtlige grønlændere er fuldstændigt enige om, så er det, at Kalaallit Nunaat ikke skal blive et amerikansk territorium, ligesom det skete for de tidligere dansk-vestindiske øer, U.S. Virgin Islands, hvor befolkningen ikke engang har stemmeret.

Hvis Trump-regeringen rent faktisk var gået videre med planerne om at sende Usha Vance til Sisimiut – hvor dansk politi på forhånd har været nødt til at sende ekstra betjente og politihunde afsted, for at “både delegationen og borgerne kan færdes trygt”, som det hedder i en pressemeddelelse fra politiet – ville seancen formentlig være spundet ud af kontrol. Så ville det have stået pinligt klart, at Trump er en både frygtet og foragtet mand i Grønland.

Manøvren med at aflyse Usha Vances besøg ved slædehundeløbet, og den samtidige annullering af såvel sikkerhedsrådgiver Mike Waltz’ som USA’s energiminister Chris Wrights ophold i Nuuk kan oplagt ses som en retræte. Som et symbolsk tilbagetog.

Men da det kort forinden blev annonceret, at vicepræsident J.D. Vance til gengæld tager til Grønland på fredag, er signalerne mildest talt blandede og tvetydige. Strategien fra amerikansk side må betragtes som en form for hybridlignende angreb, hvor man bevidst forsøger at sløre grænserne mellem krig og fred, mellem skrevne og uskrevne spilleregler.

Fremfærden i det høje nord begynder at vække mindelser om Ruslands hybridangreb mod Krim-halvøen tilbage i 2014. Dengang havde russiske styrker held til at infiltrere Ukraine og skabe total forvirring og røgslør. Et lignende magtteater er under opførsel i Grønland, nu blot iscenesat af Danmarks nærmeste allierede gennem mere end 80 år.

Konstant forvirring

Første regel er at skabe gode tv-billeder. Anden regel er at forvirre og snurre modparten rundt, så ingen til sidst ved, hvad der er op og ned. Uforudsigelighed er den eneste konstant.

På den ene side har USA netop dæmpet provokationsfaktoren en anelse, altså deeskaleret konflikten med Danmark og Grønland, simpelthen ved ikke at søge en direkte konfrontation med den grønlandske befolkning, men på den anden side er der samtidig blevet skruet op for den symbolske alvor, idet tilstedeværelsen af vicepræsident J.D. Vance i sig selv løfter konflikten op på et niveau, hvor der næppe er nogen let vej tilbage.

I første omgang kan det ses som godt nyt for Danmark og Grønland, at Vance-parrets besøg begrænses til et kort ophold på Pituffik Space Base, tidligere kendt som Thule Air Base, og hvor de ifølge det officielle program skal have “en briefing om arktiske sikkerhedsspørgsmål og mødes med amerikanske soldater”.

Vejrudsigten lover minus 25 grader i Thule på fredag, og hvis man tilføjer chill-faktoren fra den ofte hårde vind i regionen, tegner besøget til at blive en meget flygtig seance uden muligheder for mange gode tv-billeder. Men trods alt heller ikke decideret dårlige tv-billeder, da der nok skal stå nogle velindpakkede soldater på basen og vifte med amerikanske flag.

I bogstaveligste forstand vil J.D. Vance kunne plante Stars and Stripes i Grønland, og dermed vil den filmsekvens være alt rigeligt til både et opslag på sociale medier og til at danne baggrundstapet for nyhedsindslag på tv-stationer som Fox News. Alene derfor er det alt for tidligt at konkludere, at ugens Grønlands-offensiv har slået fejl.

Det turbulente forløb har ikke desto mindre blottet Donald Trumps akilleshæl: Hvis tv-billederne kan vendes imod ham, opgiver han tilsyneladende straks, ja, indtil balladen pludselig eksploderer igen. Ingen kan vide sig sikre på, hvad USA kommer til at gøre i Grønland. Kun at det er tv-billederne, som kommer til at afgøre slagets gang. /Lars Trier Mogensen