Angelos Tzortzinis/AFP/Ritzau Scanpix
Af statur minder Recep Tayyip Erdoğan lidt om Gentoftes forhenværende borgmester, den konservative Hans Toft, som styrede den lille, rige forstadskommune med hård hånd fra 1993 til 2021. Eller måske er Erdoğan lidt højere. Men nu, hvor Tyrkiets præsident har rundet de 71 år, er der noget lidt porøst over hans fremtoning, ligesom der var over Hans Toft i de sidste par år i borgmesterstolen.
Folk, der har oplevet Hans Toft live, har også set, hvor hårdt han arbejdede for at bevare magten gennem alle de år. Hvis Toft deltog i et offentligt arrangement, fx på Vangede Bibliotek, sørgede han troligt for at holde sin tale, men også for at hilse personligt med hånden på hver enkelt borger, som han kunne komme i nærheden af. Hvis folk sad på klapstole, der var stillet frem, maste han sig ind gennem rækkerne og stak hånden frem til alle. Når talen var holdt, og hans job var overstået, smuttede han videre til næste event i sin lille bil og fortsatte sin meget nære borgerkontakt dér. Der skulle knokles for stemmerne – for gentofteborgernes tillid – hver eneste dag. Det så slidsomt ud. Og så 28 år i træk.
Det her er sagt uden yderligere sammenligning! Hans Toft var ikke en autoritær leder. Hvis han var, brugte han demokratiske midler. Han er ikke Gentoftes svar på Erdoğan! Måske skal vi i virkeligheden prøve at glemme hele anslaget til denne tekst.
Men kampen for at holde på magten er vel den samme – bare ganget med 1.000 i Erdoğans tilfælde. Det er ikke sjovt for en autoritær lederskikkelse, når alderen begynder at trykke. Det er kontraproduktivt. Så kan man have taget nok så mange forholdsregler gennem årene, sat nok så mange modstandere i fængsel osv. Erdoğan og hans kumpaner i det højrepopulistiske, nationalkonservative Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), som han selv var med til at stifte i 2001, har gennem mange år strammet grebet om magten i små og store ryk.
Allerede i 2018 rangerede den Washington-baserede tænketank Freedom House Tyrkiet som “ikke-frit”, og der ligger det stadig. Ifølge Nate Schenkkan, der er forskningschef i Freedom House, er Tyrkiet et præmieeksempel på et ‘konkurrencedygtigt autokrati’. Begrebet er udviklet af to amerikanske politologer, Steven Levitsky og Lucan Way, og betegner et styre, som stadig har flere demokratisk funderede instanser end et decideret autokratisk styre (a la Rusland), men som stadig ikke er at opfatte som et demokrati.
“Trods den omfattende undertrykkelse af medierne og civilsamfundet i Tyrkiet, samt konsolideringen af Erdoğans kontrol over domstolene, sikkerhedstjenesterne, militæret og alle andre dele af staten, lykkedes det İmamoğlu at vinde valg efter valg i Tyrkiets største by. Men ikke nok med det, han har også vist sig som en mulig udfordrer til Erdoğan– en kendsgerning, som ikke bare er bekræftet af meningsmålinger, men også af den risiko, som Erdoğan nu har taget ved at fængsle ham,” skriver Nate Schenkkan i en kommentar i nyhedsbrevet Turkey Recap.
Det er Istanbuls borgmester, Ekrem İmamoğlu, han taler om. İmamoğlu, 54, er det socialdemokratiske Republikanske Folkepartis (CHP) kandidat til det kommende præsidentvalg, og han er populær. Men præsidentvalget er først sat til d. 7. maj 2028. Så man må sige, at præsident Erdoğan er tidligt ude. Er det et tegn på styrke eller et svaghed? Ekrem İmamoğlu blev tilbageholdt d. 19. marts og sat i fængsel d. 23. marts. Anklagerne var ‘de sædvanlige’, fristes man til at skrive. Korruption, bestikkelse, hvidvask og terrorstøtte til bl.a. det kurdiske frihedsparti PKK – hvad man nu kunne komme i tanker om.
Fængslingen fik straks demokratisk sindede tyrkere på gaden, og dem er der mange af. Ved CHP’s primærvalg søndag fik Ekrem İmamoğlu 15 mio. stemmer. Og vi taler om et parti, der menes at have omkring 1,7 mio. registrerede medlemmer. Resten var støttestemmer fra ikke-medlemmer. Ikke så rart for gamle Erdoğan.
Den tyrkiske befolkning er kommet på gaden og er blevet der, selv om myndighederne har slået hårdt ned på dem og foretaget masseanholdelser. “Demonstrationerne minder mange om Gezi-opstanden i 2013,” skriver den tyrkiske journalist og forfatter Ece Temelkuran i en kommentar i The Guardian, “men denne gang er de unge mennesker, som vi troede havde mistet alt håb for fremtiden under Erdoğan og den voldsomme økonomiske krise, gået på gaden, hvor de risikerer at blive udsat for grænseløs politivold ved at deltage i offentlige forsamlinger, som nu er blevet forbudt.”
Det er ikke nogen selvfølge, at Erdoğan skal sidde hele sin præsidentperiode ud. Og det er slet ikke nogen selvfølge, at han vinder igen i 2028. Men han har nok nogle tricks i ærmet, og det er ikke bare at give alle et håndtryk. /Oliver Stilling