Lyden af længsel

Slowdive har i løbet af den sidste håndfuld år oplevet noget lidt mærkeligt. Når shoegazebandet – der oprindeligt debuterede med pladen Just for a Day tilbage i 1991 – kiggede væk fra deres fodpedaler og udover scenekanten, måtte det konstatere, at der var teenagere alle vegne. Hvor bandmedlemmerne normalt ville forvente at se en sal fyldt med nostalgiske, midaldrende mennesker, som for en aften forsøgte at genoplive deres tabte ungdom, fandt de nu ægte unge, for hvem 90’erne blot var en abstrakt og dunkel forestilling – men som ikke desto mindre kunne skråle med på Slowdives årtier gamle atmosfærisk-længselsfulde sange, som havde de skamlyttet dem i bandets oprindelige storhedstid.

I interview efter interview har Slowdive betuttet beskrevet, hvordan de ikke lige havde set den komme: at de mere end 30 år efter hovedværket Souvlaki er mere populære end nogensinde; ja, at de overhovedet har opnået den slags anerkendelse, som de nyder nu. Tilbage i 90’erne var det langt fra givet: Slowdive begyndte sammen med bands som Ride at definere shoegazen, denne tidløst drømmende og guitarcentrerede musik (som efter sigende har fået sit navn efter, hvor meget guitaristerne kigger ned på deres effektpedaler) i en tid, hvor britpop og grunge var the name of the game. Det faldt ikke nødvendigvis i god jord i den britiske mainstream-samtid. Richey Edwards fra Manic Street Preachers har fx på berømt vis kværuleret, at “vi altid vil hade Slowdive mere, end vi hader Adolf Hitler”.

Tiden er i dag heldigvis blevet en anden. Og så alligevel: På bandets nyere plader lyder Slowdive til forveksling som sit gamle jeg. Det er den samme slags shoegaze, som blot har fået et spritnyt publikum – sammen med en hel ny bølge af unge musikere, som spiller den. Som Stereogum fx har beskrevet indgående, er der sammen med Slowdives renæssance kommet et væld af nye (og overbevisende) shoegaze-navne, som også er med til at genoplive genren. Både i klassiske bandkonstellationer som hos britiske bdrmm, men også – og endnu mere interessant – i form af såkaldte bedroom-producere som fx koreanske Parannoul, som alene laver musikken på en computer med virtuelle midi-instrumenter. Pludselig er vi langt fra de fysiske guitarstrenge og effektpedalerne på scenegulvet. Men lyden og introspektionen er stadig helt ægte.

Kreative begrænsninger

“Uanset hvad du nu finder underligt, grimt, ubehageligt og væmmeligt ved et nyt medie, vil det helt sikkert blive dets signatur. CD-forvrængning, den digitale videos rystelser, 8-bits lortelyd – alt dette vil blive værdsat og efterlignet, så snart det kan undgås”, skriver musikgeniet Brian Eno i sin bog A Year With Swollen Appendices. Enos pointe er, at det faktisk også er lyden af et medium, der bliver presset til sit alleryderste – af fx den forvrængede guitar, som forstærkeren knap nok kan håndtere – som gør kunsten dragende.

Med begrænsningen – og den medfølgende fare for fiasko – opstår simpelthen noget magisk, som vi har svært ved at slippe igen. Hvilket måske kan forklare det tilsyneladende paradoks, en musiker som ovennævnte Parannoul eksemplificerer: At vi med moderne musikprogrammer ret beset har mulighed for at skabe alle tænkelige lyde og dermed skubbe til alle auditive grænser. Men at vi alligevel i vid udstrækning klamrer os nostalgisk til velkendte genreudtryk (dog med fx den afdøde producer og hyperpop-pioner SOPHIE som en klar undtagelse). Selvfølgelig flytter musikken sig hele tiden. Alligevel er den ofte påfaldende retrospektiv.

Den oplagte – og hyppigst brugte – forklaring på shoegazens genopdagede popularitet er TikTok, hvor Slowdives musik pludselig har fået et helt nyt og ungt publikum. Hvilket dog blot fordrer et opfølgende spørgsmål: Hvorfor hitter den gamle musik? Til NME har Slowdive-sanger Rachel Goswell sagt, at det givetvis har at gøre med den eskapisme, som ligger latent i bandets lyd. En grundstemning, der måske resonerer lige så meget med teenagere i dag som med teenagere tilbage i 90’erne. På sin vis er det dog en eskapisme, der nemt kan findes mange andre steder. Så det kan vel ikke kun være det?

Sammenhængen mellem musik og den nostalgi, som skamspillede numre formår at fremkalde, er efterhånden temmelig velbeskrevet. Den musik, vi lytter til i vores teenageår, er i vid udstrækning også formativ for vores fremtidige smag. Samtidig peger forskning på, at vores hjerner slet og ret reagerer anderledes på musik, vi vil betegne som nostalgisk. Man ser for sig, hvordan de neurologiske forbindelser skaber en sonisk dominoeffekt: Længselsfuldt spiller forældre musik fra deres tabte ungdom for deres børn, og før man ved af det, står et band som aarhusianske Zar Paulo foran et menneskehav på Roskilde Festival som en veritabel reinkarnation af tv·2.

Spidser man ørerne under en digital rundtur i Spotify-hitlisternes lydhav, er de nostalgiske forbindelser allestedsnærværende. Blot kan kakofonien af forskellige inspirationskilder virke overrumplende: Snart er det 70’er-protestsange, snart er det 80’er-synthpop, snart er det slut-90’erne nu-metal og snart igen 00’er poppunk, som strømmer ud af højtalerne. På én og samme tid lyder musikken frisk og som den altid har gjort. Den kommer ikke kun som lydbølger, men også som deciderede modebølger. Og som Brian Eno forudså, bliver der gradvist inkorporeret lyde, som man nu teknisk kan undgå, men som netop derfor bliver tiltalende på ny.

Musik til tiden

Set i et bredere nostalgisk-musikalsk lys er det altså alligevel ikke så underligt igen, at Slowdive pludselig har fundet et entusiastisk yngre publikum. Tilbage står dog stadig det småbizarre i, at teenagepublikummet med sin shoegaze-begejstring tilsyneladende også fremmaner lyden af en tid, som det ikke selv har gennemlevet. Her kan forfatter og tænker Mark Fishers idé om hauntologi – som han låner fra den franske filosof Jacques Derrida – dog måske komme til hjælp.

Med udgangspunkt i særligt nyere elektronisk musik beskriver Mark Fisher i bogen Ghosts Of My Life, hvordan vi i det senmoderne samfund hjemsøges af såkaldt tabte fremtider – tabte i den forstand, at det i dag ikke synes muligt at forestille sig et reelt alternativ til kapitalismen. Begrebet hauntologi kan ifølge Fisher bruges til at definere en særlig (musikalsk) melankolsk æstetik, som indkapsler en genkendelig længsel efter alle de alternative, men urealiserede fremtider, vi ikke har fået lov til at opleve. Længslen runger som et ekko i musikken; en musik, som samtidig insisterer på en konkret materialitet, selvom den ikke længere er nødvendig (og her ledes tankerne så straks igen tilbage til Brian Eno).

Fisher bruger den knitren (crackle), som fx findes i den indflydelsesrige britiske dubstep-musiker Burials lyd, som et oplagt eksempel. Selvom Burials musik er gennemført digital, rummer den også en insisterende knitren, der imiterer en slidt pladeafspiller. Burial genintroducerer simpelthen vinylens fysiske skrøbelighed, som ellers burde være fraværende i en tid, hvor alt kan kopieres, og intet dermed risikerer at gå tabt. Men det er netop pointen: Der er altid beslutninger, vi aldrig har haft mulighed for at træffe, og potentialer, som aldrig bliver indfriet; vores nutid har simpelthen fået det, der engang var mulige fremtider, til at forsvinde ud i intetheden.

Umiddelbart er det noget af den samme melankolske længsel, som skinner igennem i Slowdives musik. Særligt når guitarerne runger og gradvist forvrænges; når de med diverse effekter presses mod både opløsningen og den evige genklang – om man så lytter til Souvlaki eller til den selvbetitlede comeback-plade Slowdive fra 2017. I den forstand er det heller ikke kun rendyrket nostalgi, tilhørerne hjemsøges af. Nej, de hjemsøges også af en hauntologisk fornemmelse af tab, som intet har at gøre med alder – men snarere med selve tiden, vi lever i. /David Dragsted