
Immanuel Kant
MAGA-regeringen er mange ubehagelige ting: inkompetente imperialister, infantile fascister, indskrænkede dødsgardister. Midt i det geopolitiske virvar må vi dog ikke glemme, at de også er oplysningens ærkefjender. Ifølge den tyske filosof Immanuel Kant består oplysning i “menneskets udgang fra dets selvforskyldte umyndighed.” Med ordene opfordrede han os mennesker til at stole på vores fornuft og tænke selvstændigt uden påvirkning fra demagogiske autoriteter. Trump har næppe læst Kant – det er nok lettere at få en guldfisk til at betjene den nyeste iPhone. Men hvis vi alligevel leger med tanken, er det, som om MAGA-folket læser Kant, som Fanden læser Bibelen.
Tag bare deres kærlige alliance med techmoguler som Mark Zuckerberg og Sam Altman, der om nogen bidrager til menneskehedens umyndiggørelse. Førstnævnte arbejder for at gøre os til skærmafhængige dopamin-junkier, sidstnævnte vil sælge os kunstig “intelligens”, der angiveligt skal klare tænkningen for os. En diktator kan næppe ønske sig bedre venner end dem, der glædeligt bedøver befolkningen med nuttede kattevideoer og højreradikal propaganda, mens han selv afmonterer demokratiet. Det anti-demokratiske projekt bliver betydeligt lettere at føre til dørs, hvis befolkningen hverken tænker eller stiller for mange kritiske spørgsmål.
For hver dag der går i MAGA-land, bliver det tydeligere, at Trump-administrationen ikke bare er i krig med demokratiet og deres egne allierede, men med sandheden selv. Forleden løj forsvarsministeren og den tidligere TV-vært Pete Hegseth for åben skærm. Det skete, da han forklarede sin rolle i den bizarre historie om en journalist, som blev føjet til en fortrolig Signal-samtale med bl.a. J.D Vance, hvor højtstående regeringsfolk diskuterede angrebsplaner mod houthierne i Yemen.
I vanlig MAGA-stil bortforklarede Hegseth sin inkompetence ved at skyde skylden på nogle andre end sig selv, for derefter at fornægte virkeligheden. “Der blev ikke diskuteret krigsplaner i den chat,” sagde Hegseth selvsikkert og machoagtigt, mens alle beviser og hans egne ansatte endda bekræftede det modsatte. Det bemærkelsesværdige er knap så meget løgnen selv, som hvor normal den fremstår i det amerikanske cirkus. Når Hegseth lyver, gør han intet andet end at leve op til sin uofficielle, men egentlige titel som tough guy i det trumpistiske realityshow, hvor hans primære funktion er at se godt ud og følge herskerens befalinger.
Trumpismens krigserklæring mod oplysning består ikke kun i enkeltstående løgne, men også i en dybtliggende anti-intellektualisme, der nu viser sig i realpolitikken. Sammen med dræbermaskinen DOGE er regeringen ved at udslette enhver form for vidensproduktion, der ikke passer ind i MAGA-ideologiens parallelunivers. Trump-administrationen har i forsøget på at tage livet af “woke-initiativer” lavet en liste (betalingsmur) med hundredvis af ord, som de ønsker at fjerne eller begrænse fra statslige hjemmesider. Listen inkluderer bl.a. black, activism, female, women, og men who have sex with men. Censuren har fået den danske kønsforsker Pernille Ipsen til at flygte tilbage til Danmark efter 15 år som professor på University of Wisconsin-Madison. Som hun siger meget logisk til Dagbladet Information: “Rimelig svært at bedrive nogen form for kvinde- eller kønsforskning, hvis man ikke må nævne ordet kvinde i nogen fondsansøgning eller på universitetets hjemmeside.”
Nedslagtningen af humaniora er trist og alarmerende, men måske knap så overraskende, MAGA’s evige anti-wokisme taget i betragtning. Endnu mere afsindigt massefyrer de dog også sundhedsforskere. Sundhedsstyrelsen skal i alt skære knap 30 mia. kr. i forskningsbevillinger, hvilket allerede har taget livet af vital forskning i HIV, kræft og vacciner. Samtidig har vaccineskeptikeren, konspirationsteoretikeren og *suk* sundhedsministeren Robert Kennedy Jr. netop varslet 10.000 fyringer i sit ministerium. For slet ikke at tale om klimaforskerne, der også bliver gjort arbejdsløse på stribe – fx har fordummelsens kniv allerede skåret 1.500 stillinger væk i organisationen NOAA, der forsker i klima og vejr.
Umiddelbart kan det være svært at se lyspunkter i denne diabolske fjendtlighed mod oplysningsprojektet. Og dog, for ifølge den tyske økonomiprofessor Ulrike Malmendier skaber situationen nemlig en unik mulighed for os her på den anden side af Atlanten: “Udviklingen i USA er en kæmpechance for Europa og for Tyskland. Jeg ved, at rigtig mange tænker på at rejse væk”, siger hun. Universiteter i Frankrig og Belgien har allerede opsnappet tendensen og etableret programmer, der skal hjælpe amerikanske forskere med at søge stillinger i Europa. I et brev til Europa-Kommissionen skriver 13 europæiske uddannelses- og forskningsministre, at EU bør fremskynde processen og sætte alt ind på at lokke de frustrerede forskere hertil.
Man kan kun opfordre vores egen Christina Egelund (M) og kontinentets resterende forskningsministre til at aktivere lokkeindsatsen. Ville det ikke være skønt, hvis vi europæere her midt i den geopolitiske trængsel kunne vinde lidt på den amerikanske hjerneflugt og samtidig gøre noget godt for oplysningen? I 1930’erne måtte de kloge hoveder flygte fra fascismen i Europa til USA, men nu kan det omvendte blive tilfældet – hvis europæerne altså har viljen og modet til at opruste med andet end krudt og kugler. Leg med tanken: Europa som et verdensførende fyrtårn inden for forskning og vidensproduktion. Det ville bestemt gøre den gamle Kant stolt og være et yderligere skridt ud af den selvforskyldte umyndighed. I hvert fald på denne side af Atlanterhavet. /Claes T. Sørensen