Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Da den bulgarske fodboldklub FC Arda Kardzhali for et par uger siden skulle spille mod hovedstadsholdet PFC Levski Sofia, udspillede nogle semi-uheldige scener sig før startfløjtet. Som det så ofte sker i professionel fodbold, stillede spillerne sig op på rad og række for at holde et minuts tavshed for den tidligere FC Arda-spiller Petko Ganchev, som på stadion blev meldt død. Alt foregik sådan set respektfuldt og efter bogen, men problemet var bare, at Petko Ganchev stadig var i live. Klubben havde fået forkerte informationer, og en betuttet Ganchev kunne derfor kort efter kampstart komme hjem til sin kone, der grædende fortalte, at de i fjernsynet sagde, han var gået bort.
Stakkels Petko, stakkels FC Arda Kardzhali: Tænk, hvor nemt det er at være for hurtig på aftrækkeren og på den måde skyde kondolencer mod den forkerte.
Rygterne om USA’s død er måske også lidt overdrevne. Sidst vi tjekkede, havde landet fx stadig en stærk og uafhængig presse, eksemplificeret ved The Atlantics fortsatte håndtering af den hovedrystende Signal-skandale og dets efterspil. Det tjener magasinet til stor ære, at man ikke bare bøjer nakken for Trump-administrationens angreb, men snarere hjælper dem med at grave et endnu større forklaringshul med frigivelsen af yderligere beskeder fra den nu så famøse Yemen-diskussion (som vi også skrev om tirsdag). Og selvom Demokraternes leder i Senatet Chuck Schumer mest opfører sig som en defaitistisk terminalpatient, viser populariteten af Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez’ fælles Fighting Oligarchy Tour (som vi var forbi mandag), at der da stadig er liv i den politiske opposition. Amerikanerne lægger sig ikke bare fladt ned; historien vidner om en stolt tradition for folkelig modstand, fra borgerrettighedsbevægelsen til demonstrationerne mod Vietnamkrigen.
Men altså, ja, det amerikanske demokrati lader da godt nok til at have en assault rifle for panden. Alt imens Donald Trump aka agent Krasnov mest har glædet sig over det portrætmaleri af ham selv, han har fået i gave fra dukkemester Putin, har hans kumpaner fortsat med at iværksætte lyssky anholdelser af universitetsstuderende (og generelt smadre den frie forskning – læs bare vores Kære læser ovenfor), at skilte åbent med det pludselige og tydeligvis dybfølte had til Europa, at true vores eget kongerige, at fortsætte den uforståelige toldkrig, at føre krig mod hele det juridiske system, og ikke mindst åbne døren på vid gab for fremmede agenter. Eller som journalist Noah Shachtman malerisk formulerer det i The New York Times:
“Hvis du leder sikkerhedsdirektoratet i en fjendtlig nation, så nyd dette øjeblik. Det har aldrig været nemmere at stjæle hemmeligheder fra den amerikanske regering. Kan man overhovedet kalde det at stjæle, når det er så simpelt? Trump-administrationen har låst bankboksdørene op, fyret halvdelen af sikkerhedsvagterne og bedt resten om at rulle mønter. Gå lige ind. Tag, hvad du vil have. Dette er den gyldne tidsalder.”
Skulle man alligevel være i tvivl om, hvor grelt det står til over there, behøver man faktisk bare slå op i Dagbladet Information og læse (betalingsmur) avisens dugfriske interview med tidligere minister og Venstre-profil Søren Pind. Det føles virkelig som at se et sidste dødsstød mod den amerikanske drøm. Selv Pind, der tilbage i 2015 forsøgte at få opstillet en statue af Ronald Reagan i København, og som generelt aldrig har lagt skjul på sin dybtfølte yankofili, har nu mistet troen på sit “elskede” USA. Det manifesterede sig meget konkret forleden, forklarer han til Information: “Jeg var til et arrangement på Bornholm og skulle synge Frank Sinatras ’My Way’. Så gik det op for mig: Jeg gider kraftedeme ikke synge ’My Way’ – den er essensen af amerikaniseringen.”
Smålige tunger ville måske indvende, at Søren Pind næppe skulle have kastet sin kærlighed på Ronald Reagan, hvis han nu har så svært ved at se Donald Trumps “Make America Great Again”-bevægelse i øjnene. Men nå ja, som Frank Sinatra også synger på “I Guess I’ll Have To Change My Plan” fra A Swingin’ Affair! (1957):
I guess I’ll have to change my plan/ I should have realized there’d be another man/ I overlooked that point completely/ Until the big affair began
Den nye plan består for Søren Pind bl.a. i en åndelig oprustning, som skal agere bolværk mod den pludselige eksistentielle trussel fra USA. For som Pind bevæget siger: “Den eksistenskamp, Europa står i, den er kulturel. Det er en demokratisk kamp. Det er en åndelig kamp […] kampen kræver, at vi har Højskolesangbogen i den ene hånd og salmebogen i den anden.”
Tja, tjo. Måske er det bare os, som ikke har en tilsvarende takt- og klippefast tro på fællessangens forløsende potentiale, men selv ville vi foretrække et minuts stilhed frem for Søren Pind, der for fuld udblæsning synger “Ingen er så tryg i fare”, “Tunge, mørke natteskyer” og andre begravelsessalmer. Hvis demokratiet står og falder med den slags, forstår vi da godt, at det er truet på livet. Og før vi kommer alt for godt i gang, må vi nok også sikre os, at håbet for USA’s redning rent faktisk er dødt. Diktaturer er før blevet væltet, det kan jo hænde, at det sker igen – også selvom det pt. ser pænt sort ud (jævnfør ovenstående Kære læser). Eller som Sinatra også crooner i “My Way”:
And now, the end is near/ And so I face the final curtain/ My friend, I’ll say it clea–
Nej, ved du hvad, fuck det. Lige her er vi faktisk enige med Søren Pind: Frank Sinatra kan rende og hoppe. Men lad os nu heller ikke begræde det måske-tabte og nostalgisk stirre os blinde på kuldsejlede forestillinger om Guds eget land, når vi faktisk er blevet givet muligheden for at tænke i helt nye baner. /David Dragsted, chefredaktør