Danny Moloshok/Reuters/Ritzau Scanpix
Gør noget. Begynd fra en ende af. Husk, at lidt har også ret. Forfatteren og essayisten Peder Frederik Jensen – ham med romanerne Det Danmark du kender (2020) og Rans vilje (2024) – skrev mandag morgen på Instagram, at han inspireret af kollegerne Lars Skinnebach, Lars Bukdahl og Jens Peter Kaj har tænkt sig at “genstarte” sin blog, som han ikke har skrevet på i næsten 10 år. Det er måske ikke verdens største nyhed, den finder nok ikke vej til Politikens kulturnoter, men den kan nu alligevel noget.
Jensen forklarer i opslaget: “Det kan være, det kræver et ordentligt stød fra en hjertestarter, for meget er sket siden jeg skrev mit sidste indlæg, men det meget, der er sket, er også at vi er blevet fanget i en ødelæggende some-dødsspiral, der understøtter en fascistoid dødskapitalisme hjulpet af indhold og hjerner, de fleste af os velvilligt har overdraget denne tids største ødelæggere. Fuck dem! Fuck den verden, de ønsker. Vi tager ordet tilbage. Meeen alt begynder med handling, ellers er ordene ligegyldige så jeg tænker bloggen er et sted at starte. Enig?”
Peder Frederik Jensen er ikke mere specifik end som så, men det er heller ikke nødvendigt. Man forstår, hvor han vil hen. I løbet af de seneste måneder må det efterhånden stå tindrende klart for de fleste, at de sociale medier ikke vil det sociale menneske noget godt. De sociale medier adskiller sig ikke fra alle mulige andre virksomheder; de har ét hovedformål, og det er profitmaksimering for ejerne og investorerne. Nogle vil sige, at det er ironisk, at Jensen må skrive sin nyhed ud på Instagram, men hvis man vil lave en afvikling, må man jo starte et sted. Det gælder for alle: Start et sted!
Lidt kan føre til mere
I en klumme i Financial Times (hård betalingsmur) forleden spurgte den amerikanske organisationspsykolog Adam Grant, hvor alle protesterne mod Donald Trump er henne i USA? Hvor bliver demonstrationerne af? Hvorfor er den almindelige amerikaner ikke på gaden, når meningsmålinger viser, at halvdelen af landets voksne befolkning er dybt utilfreds med præsidentens job performance. Trump og hans kumpaner er ved at smadre landet i fuldt dagslys. Grant mindede om begrebet tillært hjælpeløshed, som psykologerne Martin Seligman og Steven Maier fandt på i 1960’erne efter at have lavet nogle ret ubehagelige tests på hunde (som vi ikke skal komme nærmere ind på her). Tillært hjælpeløshed handler om den tendens, vi har til at give op og acceptere vores skæbne, når vi opdager, at begivenheder i vores liv er ude af vores kontrol.
“Det er det, der sker i amerikansk politik lige nu. Modstanden mod Trump i hans første præsidentperiode var kraftig. Undersøgelser og rigsretssager kunne ikke stoppe ham – han kom bare endnu stærkere tilbage. Kongressen og domstolene har vist sig uvillige til at sætte grænser. Protester er blevet overhørt. Intet virkede, så hvorfor forsøge?” skriver Grant, der selvfølgelig gerne vil have folk til at drage den modsatte konklusion: “Når det føles, som om intet virker, er svaret ikke at gøre ingenting. Det er at gøre noget anderledes.”
Hvad er ‘anderledes’? I flere af Tyrkiets storbyer har folk været massivt på gaden i den forløbne uge for at demonstrere mod styrets tvivlsomme anholdelse af Istanbuls borgmester Ekrem İmamoğlu, som er oppositionens stærke kandidat mod præsident Erdoğan ved valget i 2028. På en video optaget onsdag aften i kystbyen Antalya så man demonstranter løbe væk fra politiet. Imellem demonstranterne sås en person, som var iført et oppusteligt Pikachu-kostume (Pikachu er en elsket figur i det japanske Pokémon-univers). Det var måske ikke en stor ting, men det var opløftende. Pikachus tilstedeværelse fik gadedemonstrationer i Tyrkiet til at se lette og overkommelige ud, selv om repressalierne fra myndighederne kan være voldsomme.
Lidt er bedre end ingenting. Alle kan gøre lidt. Lidt kan føre til mere. Mere kan skabe forandringer. I Venedig er der måske også nogle, der har fået nok. Amazons alt for rige grundlægger Jeff Bezos og hans forlovede, en tidligere tv-journalist ved navn Lauren Sánchez, har planer om at holde deres bryllup i Venedig. Det vil sætte den historiske by, der i forvejen er plaget af overturisme, på den anden ende i tre dage i juni; gader, smøger og kanaler vil danne bagtæppe, og de lokale bliver statister i deres show. “Ifølge italiensk presse har bryllupsplanlæggere booket alle værelser på Venedigs dyreste hoteller og reserveret næsten hele byens flåde af vandtaxier og en kajplads til Bezos’ mega-yacht. Der ventes hundredvis af gæster, måske endda USA’s præsident, Donald Trump,” skriver The Guardian.
Venetianerne gider det imidlertid ikke. Da filmstjernen George Clooney blev gift i byen i 2014, var det også et gigantisk bryllup, men folk tålte det, fordi Clooney og hans tilkommende, Amal, er sympatiske. Men Jeff Bezos er et røvhul; han kommer ikke med noget godt. “Det bliver en kæmpe plage,” udtaler en turistguide ved navn Francesca til avisen. “Jeg tror, de fleste er enige. Vi er udmattede af alle de problemer, som knytter sig til overturisme, og det her er 117. gang, at byen påtvinges sådan en lidelse.”
Det ville være skønt at se Venedig holde stand. Tænk hvis Bezos blev tvunget til at rykke sit bryllup. Nej tak til fascistoid dødskapitalisme. /Oliver Stilling