Kolde åbninger

Da den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama fulgte i kølvandet på sin landsmand Bartolomeu Dias – der var den første europæer, der rundede Kap Det Gode Håb – og sidenhen nåede Indien i 1498, var det en mildest talt verdensomvæltende udvikling. Pludselig havde de europæiske nationer, med Portugal i spidsen, fundet en søvej syd om Afrika, der førte til krydderier og ukendte rigdomme i øst. Med havet som medium blev en ny imperialistisk verdensorden bygget, sømil for sømil.

Mens skibsfarten mod syd for alvor tog fat, og Portugal med kanoner cementerede sin magt i Det Indiske Ocean, blev jagten på en alternativ passage fra vest mod øst også accelereret. For hvilke muligheder ville det ikke give, hvis man snarere end at sejle syd om Afrika – i konkurrence med portugiserne – kunne sejle mod nord og her finde en farbar vej gennem de arktiske farvande? I slutningen af 1500-tallet, små 100 år efter Vasco da Gamas gennembrud, skulle den nederlandske Willem Barents eksempelvis rejse ud på hele tre iskolde ekspeditioner i jagten på Nordøstpassagen, der ville åbne en spritny handelsrute til Kina. Det lykkedes ikke, selvom Barents undervejs bl.a. opdagede Svalbard, som han selv døbte Spitsbergen.

Sidenhen skulle russerne – og herunder den danske søfarer Vitus Bering, som sejlede for dem – opdage, at der rent faktisk findes et stræde, som forbinder det Arktiske Hav med Stillehavet, og som det under de rette vejrforhold er muligt at passere. Egentlig var det russeren Semjon Dezjnjov, som først fandt det i 1648, men det var Bering, som senere skulle få æren af at få det opkaldt efter sig. Beringstrædet til trods er drømmen om et reelt arktisk alternativ til verdens øvrige handelsruter, der fx går gennem Suezkanalen og Malaccastrædet, dog aldrig rigtigt blevet indfriet; isen er stadig en alt for stor og utilregnelig udfordring, selv her flere hundrede år efter med atomdrevne isbrydere ved hånden. Med klimakrisens fortsatte fremmarch – og smeltende konsekvenser – kan det dog måske være ved at ændre sig.

De umiddelbare forklaringer på Donald Trumps interesse i Grønland er mange, fra mulig råstofudvinding til militærstrategiske hensyn og den mere banale (men måske også mere sandsynlige, Trumps narcissistiske tilbøjeligheder in mente) at det simpelthen vil se flot ud på verdenskortet, hvis verdens største ø pludselig tilhørte USA. Som Vasco da Gama før har vist, skal havets muligheder dog heller aldrig undervurderes. Hvilket igen åbner et nyt perspektiv i hele Grønlands-debatten: At amerikanerne også ønsker at sikre sig en større fysisk tilstedeværelse i Arktis som følge af de kommende handelsruter og dertilhørende geopolitiske spændinger. Allerede nu er skibstrafikken i regionen blevet øget – og i Kina er man fx udmærket bevidst om, hvor værdifuld en nordlig rute vil være, der fx mindsker afhængigheden af flaskehalse som Malaccastrædet.

Mens indlands- og havisen smelter med foruroligende hast, raser diskussionen kort sagt også om de muligheder, katastrofen bizart nok byder på: Vil man fra Asien til Europa, eller fra Asien til USA med diverse containervarer, vil de nye veje gennem Arktis være op mod 40 pct. kortere – hvilket også vil gøre shippingaktiviteten mindre energikrævende. Selvom det stadig er en åben debat, om sejladsen i de foranderlige islandskaber vil være så ressource- og tidsbesparende i praksis, er alene forestillingens økonomiske perspektiver nok til, at USA slet og ret ønsker sig al den suverænitet, man kan få i regionen. For lige så uforudsigelig Donald Trump er, lige så forræderiske kan verdenshavene være. Og historien har før rykket sig drastisk, når nye søveje viser sig. /David Dragsted