Trump mod bunden

På landjorden kaster Trump tariffer og tirader efter Canada. Det har allerede haft en klar effekt: Under hver femte amerikaner støtter nu Trumps drøm om Canada som den 51. stat i USA. Samtidig er de canadiske bånd til EU blevet så stærke, at det næsten ikke længere er en joke, at Canada skulle blive den 28. stjerne på EU’s flag. Knap halvdelen af canadierne vil gerne være med i EU, selvom det lige nu er juridisk umuligt.

De storpolitiske konflikter er dog samtidig også rykket mange kilometer væk fra, hvor vi normalt kan se dem. Torsdag meddelte det canadiske dybhavsmineselskab The Metals Company (TMC), at de har været i direkte kontakt med Det Hvide Hus om at få lov til at drive dybhavsminedrift i internationalt farvand – hvilket ellers lige nu er sat på pause, besluttet af et flertal af de 169 medlemslande i FN’s Internationale Havbundsmyndighed (ISA).

Konkret vil TMC omgå en FN-traktat ved at bruge et amerikansk datterselskab til at udvinde mineraler fra havbunden. Det skal ske “hurtigst muligt”, selvom ISA har beslutningsmagten over al potentiel minedrift under havets overflade, og i mange år har afvist at behandle nye tilladelser, før nye fælles regler på området er fastlagt.

“Vi mener, at vi har tilstrækkelig viden til at komme i gang og bevise, at vi kan håndtere miljørisici,” siger TMC’s administrerende direktør Gerard Barron. TMC har allerede såkaldte efterforskningslicenser til at udvinde mineraler fra Clarion-Clipperton-zonen mellem Mexico og Hawaii. “Derfor har vi formelt indledt processen med at ansøge om licenser og tilladelser i henhold til den eksisterende amerikanske lov om minedrift på havbunden”, fortsætter direktøren.

Mens Trump har gjort sig uvenner med den canadiske regering, er han altså anderledes tæt med landets private virksomheder. Barron vil allerede i gang i 2027 og brokker sig over, at det går for langsomt i ISA, der igen og igen har lovet, at et fælles regelsæt er på vej. Miljøforskere og organisationer presser samtidig på for at få internationale regler på plads, før havet – som i dag er mindre udforsket end Månen – potentielt får ødelagt bund og marineliv, fordi vi endnu ikke kender konsekvenserne af minedriften.

Mangler juridisk infrastruktur

Det er de samme bestræbelser fra TMC om at lede efter mineraler på havbunden, der for to år siden blev sponsoreret af den lille østat Nauru – som FTX-stifter Sam Friedman forsøgte at købe på samme måde, som Trump i dag vil have fat på både Grønland og Canada. Nauru er truet af havstigninger og sælger statsborgerskab for 105.000 dollars for at få råd til den grønne omstilling, som man ser minedrift som en afgørende drivkraft i. Minedriften skal ifølge østaten sikre fortsat udvikling af batterier til elbiler og vindmøller, hvis efterspørgsel ifølge Det Internationale Energiagentur forventes at blive firedoblet i 2040.

Også i Norge gav Stortinget sidste år som det første land i verden grønt lys til kommerciel minedrift på havets bund i Arktis. Den beslutning vil potentielt kunne trække Grønland med ind i en international konflikt om jagten på havbundens mineraler. Planerne blev dog sat på pause efter pres fra Sosialistisk Venstreparti (SV) og et søgsmål fra Verdensnaturfonden WWF.

Projektet i Nauru, der havde danske Bjarke Ingels Group i front, udløste et kapløb om at lave nye regler, allerede inden TMC og andre virksomheder begyndte at afsøge nye veje på havbunden. Men dengang som nu mangler den juridiske infrastruktur: ISA havde reelt ingen chance for at kunne nå at vedtage et regelsæt de 169 lande imellem, før der skulle tages stilling til ansøgningen.

“Vores største bekymring er, at det som følge af den nuværende struktur vil være stort set umuligt for Havbundsmyndigheden at sige nej til andre lande, som ønsker minelicenser, hvis først de begynder at godkende, og de første virksomheder og lande begynder at tjene penge på det,” sagde medstifter af ngo’en Deep Sea Conservation Coalition Matthew Gianni for to år siden til Føljeton, da The Metals Companys første ansøgning havde deadline.

Nye profitkapløb

I sidste uge mødtes ISA-landene igen i Jamaica for at forhandle de nye regler, som man forventer skal vedtages i løbet af 2025. Her var en stor aftale lige så langt væk som før. Man blev dog enige om, at ingen nye ansøgninger skal tages i betragtning, før der er et fælles sæt regler på havbunden.

En række lande og organisationer blev sidste år også enige om at støtte en forebyggende pause for international dybhavsminedrift – herunder det danske rigsfællesskab. Det betyder, at hverken virksomheder eller stater skal kunne genoptage minedriften, før ISA har sikret “tilstrækkelig” miljøbeskyttelse. Samtidig skal der sikres “tilstrækkelig videnskabelig forståelse af negativ indvirkning og effektiv beskyttelse af havmiljøet fra de skadelige virkninger ved dybhavsminedriftsaktiviteter,” skrev Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det kan der være mange år til endnu, men den del ser Donald Trump ud til at være ligeglad med. I hvert fald oplyser flere kilder, at den amerikanske præsident overvejer at sige ja til aftalen med TMC – hvilket blot endnu engang vil understrege, at FN-samarbejder og -aftaler ikke er noget, der står højere end ham.

Generalsekretær Leticia Carvalho siger, at ISA er i “dyb bekymring” over Trumps planer, som næsten 40 organisationer har taget afstand fra. Problemet er bare, at det ikke er nok. Da ISA endnu ikke har et klart sæt regler, er det mindst lige så uklart, hvad der skal ske, hvis Trump vælger at omgå dem – og hvis USA rykker længere ned mod bunden, kan ISA blive nødt til at anlægge en international retssag, siger Pradeep Singh, ekspert i havret ved Oceano Azul Foundation, til Bloomberg.

På den måde kan Trump sætte gang i et nyt kapløb mod bunden med to modsatrettede effekter: Jo længere der går, før ISA lander en fælles aftale, jo større bliver risikoen for anarki på havbunden. Og i takt med at Gerard Barron og TMC dykker længere og længere ned, skal ISA kun bruge endnu mere tid på at formulere nye regler. /Emma Louise Stenholm