Naturen skriver sin egen historie

I sommer var der hedebølge i Arktis. For to uger siden nåede den arktiske havis’ udbredelse det, som klimaforskere forventer bliver dens årlige maksimum – rekordtidligt. Nogle klimamodeller antyder endda, at Arktis kan opleve isfrie somre inden 2050.

I 2013 vurderede FN’s klimapanel IPCC, at havniveauet globalt ville stige én meter i år 2100, hvis vi ikke begyndte at skrue ned for vores udledninger. Det har vi stadig ikke gjort, og det er ikke det eneste problem. I sidste måned udgav fire danske klimaforskere en rapport, hvor de advarede om, at IPCC undervurderer, hvor meget og hvor hurtigt vandet kan stige i verdenshavene. Ifølge forskerne risikerer havniveauet at stige op til tre meter i 2100.

En af de forskere er Katherine Richardson, som er professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Centre på Københavns Universitet. Hun er dertil medlem af Klimarådet og har været med til at formulere begrebet planetære grænser, inden for hvilke den menneskelige aktivitet er i overensstemmelse med klodens systemer. Hvis en grænse overskrides, øges risikoen for en drastisk ændring i klima og miljø, der ellers de seneste cirka 12.000 år – i det, der betegnes som den holocæne periode – har været bemærkelsesværdigt stabilt.

Seks ud af de ni planetære grænser er i dag overskredet.

“Havet er den helt store klimaregulator og har været det gennem jordens historie. Men det er på en meget lang tidsskala. De planetære grænser er tænkt som et redskab i det nuværende politiske system, som opererer med en meget kort tidshorisont,” siger Richardson. “Vi sidder og snakker om, at verden bliver 2,8 grader varmere. Hvem tror vi, at vi er? Det skyldes bare den tidsskala, modellerne har kørt på. Og alle fokuserer på havvandsstigninger i 2100, men de stopper altså ikke i 2100,” siger Richardson.

I efteråret underskrev hun sammen med en række internationale forskere et brev henvendt til Nordisk Ministerråd om risikoen for kollaps af havstrømme i Atlanterhavet. Det ville være et tipping point, noget, der ikke kan stoppes eller omvendes, hvis grænsen passeres. Hvis strømmene bliver tilpas svækket eller kollapser helt, vil det have konsekvenser, som “særligt i de nordiske lande ville være katastrofale,” skriver de i brevet. Det kan medføre markante konsekvenser for temperaturen, økosystemer og potentielt for “landbrugets levedygtighed i det nordvestlige Europa”.

“Ingen kan lægge hånden på hjertet og sige, at det ikke kommer til at ske. Det kan godt være, at det er en lille risiko, men vi ved, at den er stigende, det er unægteligt. Hvis alle [de nordiske lande] brugte deres magt på den internationale arena til at presse på, kunne det være, at det ville gøre en forskel,” siger Katherine Richardson. “Vi er nået dertil, hvor vi ikke kan rulle klimaforandringerne tilbage. De er noget, vi skal leve med fra nu af. Jeg synes, det er dybt problematisk, at vi har så svært ved at forholde os til risici i vores samfund.”

Havene husker

I kraft af rollen som klimaregulator er havene ifølge Katherine Richardson nøglen til at forstå hele vores eksistens. Derfor mener hun også, at vi skal være ydmyge over for, at havtemperaturerne flere gange i historien er steget mere, end IPCC og resten af verdens klimaforskere har kunnet forudse. Med de såkaldte Argo-bøjer forsøger forskerne at forstå, hvad der driver temperaturstigningerne.

Som leder af forskningscentret ROCS ved Københavns Universitet var Richardson sidste år med til at søsætte Danmarks første robotlignende bøje, der som en del af det internationale Argo-netværk de næste tre til fem år skal indsamle data om klimaforandringernes påvirkning af havene. I første omgang er den placeret ud for kysten ved Island, hvorfra den skal drive med havstrømmene.

Projektet er et forsøg på at forstå det enorme økosystem, som havet er, og som vi ifølge Richardson ved så lidt om. Konkret bruger Richardson blandt andet målingerne til at undersøge, hvordan planter i havet har optaget CO2 ved at se på biologisk materiale, der har bevæget sig fra overfladelaget og ned til havbunden – og derigennem forstå, hvad den biologiske sammensætning med hendes ord betyder for “forskellige konfigurationer, temperaturer eller næringstilgængeligheder.”

“Jeg kan godt lide at tænke på det, som om naturen skriver sin egen historie. Det er kun for ganske nyligt, at vi har fået mulighed for at stille spørgsmål til den. Det virker som et mirakel, at du har noget, som er mindre end et knappenålshoved, og som du ikke kan se med det blotte øje. Det er oppe i overfladelaget, dør, synker over to kilometer, bliver nedbrudt af bakterier og kommer ned i mudderet i bunden, hvor der også er bakterier, og så sidder den og venter i 300.000 år på, at jeg skal måle den. Undskyld mig, men jeg synes, at det er fantastisk,” siger Richardson og fortsætter:

“Vi tror, at de her sedimentationsprocesser har ændret sig gennem tiden, men vi ved ikke hvordan.”

Menneskets ansvar for opvarmningen af havene er ikke desto mindre helt entydigt, siger hun. “Der, hvor vi har en enorm effekt, er via global opvarmning. Mere end 90 pct. af den ekstra varme, der nu lagres tæt ved jordens overflade, er i havet.”

Da jorden gik fra istid til ikke-istid, flyttedes der ca. 80 ppm – antallet af CO2-molekyler for hver million luftmolekyler – “fra atmosfæren til havet eller den anden vej rundt”, siger Richardson. Hun fremhæver til sammenligning, at 140 ppm har bevæget sig mellem undergrunden og atmosfæren de seneste 300 år.

“Meget af det kan forklares ud fra fysik og kemi, men vi er ret sikre på, at biologien også har haft en finger med i spillet. Det er det, vi har gang i: Prøve at forstå, hvordan biologiens fingre bevæger sig, og hvad de laver.” /Emilie Ewald og Emma Louise Stenholm