En lusofon odyssé

Som vi beskrev mandag, ændrede verdenshistorien sig afgørende, da portugiserne med Vasco da Gama i spidsen tilbage i slutningen af 1400-tallet fik åbnet søvejen til Indien ved at sejle syd om Afrika. Pludselig kunne grundstenene lægges til det, der skulle blive mange århundreder med europæisk kolonisering og imperialistisk dominans; med krydderihandel, kanonild og slavegørelse af mennesker. Efter rejsen til Indien stod verden åben og forbundet som aldrig før. Og ja, der var faktisk en god grund til, at netop det portugisiske eksempel lå præsent, for vi havde lige læst den norske forfatter Erika Fatlands seneste storværk Søfareren – der, som bogens undertitel fortæller, byder på “en rejse gennem Portugals tabte imperium”.

Erika Fatland – der er uddannet socialantropolog og desuden taler otte sprog – må siges at være mindst lige så produktiv, som hun er rejselysten. I løbet af de seneste godt 10 år har hun udgivet flere ambitiøse rejsereportager som digre bestseller-bogværker med alenlange undertitler, herunder Sovjetistan – en reise gjennom Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan fra 2014 og Grensen – en reise rundt Russland gjennom Nord Korea, Kina, Mongolia, Kasakhstan, Aserbajdsjan, Georgia, Ukraina, Hviterussland, Litauen, Polen, Latvia, Estland, Finland og Norge samt Nordøstpassasjen fra 2017. Senest udkom Sjøfareren sidste år på norsk, og lad os bare sige, at den gik dritt bra i Norge. Ikke nok med, at den blev hyldet af anmelderne, så blev den på rekordtid også årets bedst sælgende bog. Nu er den så udkommet på dansk ved Informations Forlag.

Søfareren tager – som titlen antyder – udgangspunkt i den portugisiske prins Henrik Søfareren (1394-1460), der igangsatte de første ekspeditioner til havs, som skulle skabe Portugals koloniale imperium; et imperium, der gennem tiden kom til at omfatte alt fra Brasilien til Angola og Macao. Ikke at Henrik Søfareren selv fungerede som så meget andet end mæcen for de opdagelsesrejsende. Som Erika Fatland også bemærker, var prinsen nemlig ikke “nogen udpræget søulk”, hvorfor han tilbragte “det meste af sit liv på land”. Henrik Søfareren iværksatte og sponsorerede blot det, som mere eventyrlystne portugisere førte ud i livet. Af samme grund forlades han også relativt hurtigt i Søfareren til fordel for selve rejserne. For det er på alle måder dem, der er bogens maritime drivkraft.

Henover små 700 sider forsøger Fatland simpelthen at kortlægge Portugals kolonihistorie helt fra Henrik Søfarerens tid og frem til i dag. Det store fortælletekniske trick er, at det ikke kun gøres kronologisk, men også konkret geografisk: Fatland følger i fodsporene – eller måske snarere i slipstrømmen – på de portugisiske ekspeditioner, og viser på den måde, hvordan verden gradvist åbner sig, opdagelse for opdagelse og sømil for sømil: Turen går fra den lille enklave Ceuta i Nordafrika og videre mod syd til Madeira, Kap Verde, Guinea-Bissau og São Tomé og Príncipe – og sidenhen også Angola og Mozambique, før turen går mod øst til bl.a. Indien, Sri Lanka og Japan.

Af samme grund udspiller bogen sig i tre parallelle spor, som Erika Fatland problemfrit veksler imellem, og som samtidig giver nogle tiltrængte friske pust, bedst som man er på vippen til at drukne i Portugals forvirrende kongerækker. Det er næsten som at blive mødt af en lindrende havbrise fra kapitel til kapitel. Dels er der den rent historiske gennemgang, der forklarer, hvordan det portugisiske rige gradvist udvider sig. Dels er der en række essayistiske og dagbogslignende optegnelser fra Fatlands egen rejse til søs – det, hun selv kalder “havkapitlerne” – som finder sted via to norskejede bilfragtskibe, som tilsammen sejler en rute lig den, portugiserne har taget ned langs Afrikas kyst og videre til Asien. Og dels er der forfatterens forskellige rejser til de mange lande og steder, som engang har haft en portugisisk tilknytning.

Sidstnævnte udgør hovedparten af Søfareren, og det er da også her, bogen for alvor skinner. Erika Fatland er en glimrende, empatisk og tålmodig reportageskribent, som med hjælp fra diverse lokale fixere formår at åbne og levendegøre meget lidt turistvenlige lande som fx Guinea-Bissau. Behændigt trækker Fatland lærerige tråde fra kolonial fortid til en ofte kompleks og kulturforvirret nutid; hun formår for det meste at begejstre uden at eksotisere, alt imens hun nuancerer, hvad hun ser i et velfortalt og glidende sprog. Det er den slags reportager, man næsten kun kan få for lidt af. Reportager, som både vækker ens egen backpackerlyst og en vag fornemmelse af saudade, dette svært oversættelige portugisiske ord for afsavn.

Samtidig er det dog den historiske ramme for rejserne (som Fatland på et tidspunkt forklarer, at den norske journalist Jens A. Riisnæs – som i mange år stod bag det norske radio-rejseprogram Ut i verden – oprindeligt gav hende idéen til), der formår at gøre Søfareren til et ofte kalejdoskopisk værk. Den kontinuerlige blanding af reportage og portugisisk baggrundshistorie får alt til at glide, så man som læser blot behøver at følge med havstrømmene mod næste overraskende destination.

Bogen står derfor også svagest de få gange, Erika Fatland truer med helt at glemme Portugal for pludselig at fortælle om fx den dansk-norske koloni i Tranquebar. Det virker mest som et apropos, nu hvor Fatland alligevel er i området (og det primære læsepublikum er norsk). De små afstikkere vidner om, at Fatland trods alt “bare” er en nysgerrig outsider uden andet tilhørsforhold til Portugals mange tidligere kolonier end den umiddelbare antropologiske fascination. Tilsyneladende vil hun lige så nemt kunne blive grebet af noget andet end den lusofone verden. Hvilket eksempelvis også kortvarigt sker, når hun på et tidspunkt begynder at skrive om Napoleon Bonapartes eksil på Sankt Helena.

Ironisk nok bliver bogens største begrænsning imidlertid også det, der ellers er dens primære styrke: nemlig de tre parallelle spor, der kronologisk og geografisk følger opdagelsesrejserne fra vest mod øst. I hele den inddeling kommer Brasilien, verdens største portugisiskstalende land, nemlig pludselig til at flagre. Ja, faktisk virker behandlingen af landet som et sært forhastet addendum. Brasilien passer ikke rigtigt ind i Søfarerens rejsesystem, hvorfor der pludselig skal hoppes uelegant tilbage i tid, når først Erika Fatland ankommer til Salvador, den oprindelige hovedstad i det, der nok ellers var den vigtigste tilføjelse til det portugisiske kongerige.

Med Fatlands øvrige sans for detaljer og narrative greb in mente, bliver den brasilianske behandling lidt undervældende – særligt når den udgør sidste del af det, der ellers har været en ret storslået rejse. Værre er det dog heller ikke, end at den norske forfatter jo passende kan skrive en hel opfølger, der fokuserer på Brasilien. For når først man har læst Søfareren, vil man egentlig bare gerne med på Erika Fatlands næste litterære galej. /David Dragsted