Velkommen i smålighedens klub

Nostalgien rammer én med det samme. George W. Bushs kække ansigt er i fokus, kameraet zoomer ind og ud flere gange for at vise den amerikanske præsident i selskab med Iraks daværende premierminister Nouri al-Maliki. Året er 2008, vi befinder os i Bagdad, og Bush er fem uger fra at blive erstattet af Barack Obama som USA’s præsident.

Bush strækker en løs hånd ud mod al-Maliki, som giver hånden tilbage. Et tilfreds nik vendes mod publikum. Rummet er fyldt med et pressekorps, overvejende mænd, alle i jakkesæt med koncentrerede miner. Stemningen virker overskudsagtig, som når et stykke gruppearbejde i skolen har fået gode karakterer. Og så alligevel: Pludselig rejser den ene af journalisterne, Muntadhar al-Zaidi, sig og kaster en mørk lædersko mod Bush, der nærmest i samme øjeblik dukker sig, før skoen når at ramme ham. Sko nummer to flyver direkte efter. Bush undviger igen. Den amerikanske præsident har reflekser som en kat, det må man give ham. “Det her er et farvelkys fra det irakiske folk, din hund” råber al-Zaidi til George W. Bush og verdenspressen.

For mange var det dengang i 2008 et glædens øjeblik. Skokastet blev til en fejring; det var nærmest euforisk. At få kastet en sko efter sig er en yderst hånlig akt i Irak. Så selvom skoene på ingen måde er sammenlignelige med de op til 210.296 mistede irakiske menneskeliv fra 2003 til 2017 (Iraq Body Count Project), åbnede en lillebitte sprække af poetisk retfærdighed sig den dag.

I boligblokken i Valby, hvor jeg voksede op, var forældrenes ellers trætte indstilling til decembermørket pludselig mere livlig. Der blev spurgt med store smil, om man havde set, hvad der var sket i Irak. De funklende lys kom ikke fra toppen af juletræet, men fra glimtet i øjnene på folk, der havde haft The War on Terror tæt på sig. Og det var ikke kun i boligblokken, at der blev jublet. Et voldsomt stigende salg af den sko, al-Zaidi havde kastet – Ducati Model 271, som kommer fra Tyrkiet – kunne mærkes på Tyrkiets handelsbalance på under en måned. I Colombia brugte et vaskepulverfirma billeder fra begivenheden til at reklamere for deres produkter. Hugo Chavez tilbød al-Zaidi at bo i Venezuela. Malaysias og Nordkoreas politiske top roste journalisten, som også blev tilbudt utallige ansættelser og en Mercedes med seks døre.

For se, der er mange af os, som har været vant til at se USA som skurken over alle skurke. Både dengang tilbage i 2008 og nu. Alt det ramaskrig, der har kørt i sjette gear i den vestlige verden siden præsidentvalget i november sidste år, har faktisk været standard for mange mennesker i mange årtier. Fra Japan, Vietnam, Laos og Cambodia til diverse lande i Central- og Sydamerika (take your pick), Iran, Afghanistan (1979), Golfkrigene, Afghanistan igen (2001), Irak, Libyen, Syrien og kanhænde…Grønland. USA har stået som en frygtindgydende kolos snarere end en frihedsgudinde, og det uagtet, hvem der har regeret landet.

I Danmark har størstedelen af befolkningen bare ikke mærket så meget til vreden og frustrationen. Det har uden tvivl været hjerteskærende, at vi har mistet soldater til amerikanernes krige. Men det har åbenbart ikke været tragisk nok til, at folk uden for soldaternes familier har fornemmet alle betænkelighederne. Før nu, hvor Grønland meget konkret mærker frygten, mens vi i Danmark oplever den på afstand.

Pludselig er en kulturel og anti-amerikansk oprustning kommet over os. Salling Group hjælper kunder med at fravælge amerikanske varer, mens det at købe EU-varer er blevet alamodisk. Klistermærker til Tesla-biler skal sikre, at medborgere ikke dømmer bilisten for at eje, hvad der før var et grønt vidunder, men nu er blevet til et kikset symbol på det amerikanske oligarki. I Horsens overvejer 54-årige Simon Madsen, om han også skal boykotte Anthon Berg Chokolade, da mandlerne i deres produkter kommer fra USA, mens den franske instant-messaging app Treebal dagligt stiger med cirka 200 brugere.

Oprøret har kort sagt ligget på blus i mange årtier, men nu er det blevet mainstream. Jeg burde være glad på vegne af alle de voksne, jeg er vokset op med, der længe har følt en magtesløshed over for verdens politibetjent, og som har ventet på, at alle andre ser deres frustrationer. Men det er jeg ikke. Jeg er nok snarere, hvad Friedrich Nietzsche kalder et ressentiment-menneske: Magtesløsheden har gjort mig moralsk svag, og i mine svageste øjeblikke har jeg endda mærket lyst efter hævn.

Nietzsche forklarer, at ressentiment-mennesket ikke er ude på at få tilfredsstillet en moralsk retsfølelse. Tværtimod. Ressentiment-mennesket er ude på at tilfredsstille en vrede, om den er legitim eller ej. Selv mærker jeg da også en tørst efter at føle mig skadefro. Ikke fordi jeg gerne vil have, at USA gør sin egen befolkning eller verden ondt – for det er faktisk det værste scenarie. Men fordi det jo altid føles godt at sige “hvad sagde jeg”? Ressentiment-menneskets manglende adgang til handling skaber en frustration, der bygger sig op, mener Nietzsche. Personligt manifesterer frustrationen sig hos mig som bitterhed: Småligheden er blevet min eneste ventil for frustrationen. Det er ikke en særlig konstruktiv kvalitet at besidde. Til gengæld er den meget menneskelig.

Kigger man tilbage på det, der skete med Bush i 2008, virker det pludselig ikke længere så uciviliseret. Jeg er rimelig sikker på, at hvis Donald Trump fik kylet et par sko mod sig i dag, ville der blive grinet langt mere end grædt. Og fortsætter USA sin nuværende udenrigspolitiske kurs, vil en ny og større bølge af globale ressentiment-mennesker vokse frem, der gladeligt står klar med deres støvler, sneakers, sandaler eller alt for små sko. I så fald: Velkommen i smålighedens klub! /Meriem-Hadia Charif

Meriem er pt. i erhvervspraktik på Føljeton.