Forsøg på forsoning blandt venstrefløjens materialister

Skulle der være et bestemt kendetegn ved venstrefløjen, må det være evnen til at blive uenig om selv de mindste teorier og derefter fortsætte den teoretiske kamp igennem tunge teoribøger. Alt imens venstrefløjens fjende nummer ét, Kapitalen med stort K, ufortrødent fortsætter sin destruktive magt over naturen og mennesket.

Men med en ny bog, Verden er ikke længere den samme, der er skrevet af ph.d. i politisk teori Mads Ejsing, lysner en form for forsoning blandt venstrefløjens materialister – i hvert fald på et teoretisk niveau. For måske er forskellen mellem de to positioner, historisk materialisme og nymaterialisme, ikke så stor endda, når det kommer til stykket?

Det er groft fortalt oplægget til et stuvende fuldt debatarrangement en kold onsdag i februar, hvor event-invitationen stiller spørgsmålet: “Har vi brug for nymaterialismen til at forstå nutidens kriser?” Det spørgsmål kan for udenforstående virke meningsløst, så tillad mig at kridte positionerne op.

Kort fortalt mener nymaterialisterne, at vi mennesker skal fokusere og lære af de mere-end-menneskelige materialer på jorden, hvis vi skal kunne leve i økologisk balance. Disse materialer kunne være fisken i havet, bakterierne i jorden eller regnen fra himlen.

Omvendt mener de historiske materialister, at man ved dette syn mister blikket for den reelle skurk, nemlig de kapitalejere, der bevidst fortsætter med at pumpe olie op af jorden og dermed ødelægger vores fælles jordklode. Her er argumentet, at man risikerer at udvande kritikken og dermed sit politiske projekt om at overtage produktionsapparatet, hvis fokus – kort sagt – bliver på fisken i stedet for kapitalisten.

Nymaterialisme vækker følelser til livs

Men det er en for snæver opdeling mellem de to positioner, mener Rik Jespersen, der udover at være en af paneldeltagerne i debatten også er en del af kunstaktivistgruppen Becoming Species. En gruppe, der arbejder for at bryde dualismen mellem menneske og natur via kreativ aktivisme, og som dermed lægger sig tæt op ad den nymaterialistiske forståelse af, hvordan forandring skabes.

“Det er ikke fordi jeg tror, at fossilindustrien stopper, hvis jeg klæder mig ud og bevæger mig som en ugle til en demonstration, men jeg tror, at der er et behov for at mærke flere af de følelser, der gør os forbundne til hinanden og til naturen”, siger de fra scenen og viser en uglemaske, som de bruger til demonstrationer.

Derfor handler diskussionen mellem de to materialistiske positioner for Rik Jespersen heller ikke om, hvilken der er den rigtige, men om hvordan de kan komplementere hinanden som en samlet kritik af det bestående kapitalistiske system.

“Den fossile kapitalisme genopfinder konstant sig selv og iklæder sig grønne klæder. Vi kan ikke hele tiden være i kamp, så det nymaterialistiske for mig er den omsorg, vi viser for os selv og vores omgivelser, når vi forbinder os og accepterer, at vi ikke kan forstå verden, men at vi stadig kan give os hen til et dybfølt ønske om at beskytte den”, siger de og fortsætter.

“Der er brug for forestillingskraft og følelser i de politiske analyser. Det er også et mobiliserende aspekt på linje med klasseanalyser. Det virker bedre at gå ud og røre ved en plante end bare at kigge på den i en bog.”

En indadvendt konflikt

Søren Mau, der som marxistisk politisk filosof har fokuseret mere på den historiske materialisme, er enig i, at følelser – og specielt et “økologisk klassehad” – spiller en mobiliserende rolle. Alligevel ser han nymaterialismens politiske projekt som værende indadvendt.

“Nymaterialismen virker introspektivt, hvor den primære politiske drivkraft bliver at undersøge, hvilke måder vi kan tænke og føle på” siger Søren Mau, der mener, at det fører til et mindre fokus på de reelle problemer.

“Det forskyder for meget fokus i kampen mellem dem, der er undertrykte, og dem der er undertrykkere, hvor den politiske horisont ender med at blive en indadvendt selvkritik.”

Her er Rik Jespersen uenig:

“Så ser jeg nymaterialisme helt omvendt. For mig handler det ikke om at gå ind i sig selv, men om at være med det, der er. At undersøge og lytte til fortællinger, hvor mennesket ikke altid er i centrum.”

Med kriser er der brug for utopier

De mange kriser, der folder sig ud i samtiden, lægger sig som et stykke dystert underlægningsmusik under samtalen mellem de tre debattører. Det er dagen efter, at Donald Trump har meddelt verden, at han de facto vil lave en etnisk udrensning af Gaza og bygge en “Mellemøsten-riviera” i landet. Og på selvsamme dag beskriver den anerkendte klimaforsker James Hansen, at temperaturerne med sikkerhed vil stige med mere end to grader. Verden står i flammer, og det politiske system adresserer det ikke.

Det er på den baggrund, Mads Ejsing spørger, om der “overhovedet er tid til denne diskussion om en filosofisk reorientering?”

Søren Mau tager ordet:

“Kritik af det eksisterende samfund er ikke tilstrækkeligt som et politisk projekt. Modstanden mod kapitalisme kan også findes i reaktionære former og udvikle sig til en fascisme. Derfor skal venstrefløjen blive bedre til en utopisk tænkning, men er det noget, som nymaterialismen bidrager med?” spørger han ud i rummet.

Mads Ejsing svarer:

“Det er ikke fordi nymaterialismen har været god til at skalere ting op og tænke over nye samfundsstrukturer, men jeg oplever helt klart en utopi i den begejstring og glæde, der findes i den måde at genforbinde sig med naturen og skabe en større omsorg for verden omkring sig.”

Rik Jespersen overtager:

“Der er noget utopisk i at bringe andre arter i spil og give dem en stemme. Måske ligner det bare fjolleri at tage en maske på og sige, man er en ugle. Det er det måske også lidt, men hvad skal vi ellers gøre? Vi befinder os i en blindgyde og føler os handlingslammede, men naturen kan faktisk lære os andre måder at opfatte os selv og organisere os på”, siger Rik Jespersen. Hun henviser til myceliets funktion for svampe og svampenes mange køn.

“Det er enormt frisættende for en, der identificerer sig som non-binær, at lære, at svampe har enormt mange køn og organiserer sig på vilde måder. Det giver inspiration.”

Kan vi så bruge nymaterialismen til noget?

Spørgsmålet, der på mange måder står tilbage, er, om nymaterialismen kan bruges til at tænke og handle os ud af de kriser, som ifølge de tre debattører definerer vores samtid. Eller om den akademiske strømning om nymaterialisme fortoner sig oppe i en teoretisk sky i stedet for at materialisere sig som et effektivt våben i kampen mod den fossile økonomi.

Som de to teoriers parterapeut insisterer Mads Ejsing på begges relevans og formår i bogen Verden er ikke længere den samme at afklare behovet for at udvide ens erkendelser til det mere-end-menneskelige, mens man samtidigt retter kritik imod sine fjender.

Men her skal man, ifølge Søren Mau, passe på at tilskrive intellektuelle forandringsprocesser for stor politisk vigtighed.

“Problemet ved nymaterialismen er, at den primært handler om at skabe nye fortællinger og nye verdensbilleder, som producerer en ny selvforståelse, hvilket tilskriver intellektuelle stor vigtighed”, siger han ud i salen, som – tør jeg godt satse på – i overvejende grad er fyldt med folk med en længere universitetsuddannelse.

“Men jeg tror ikke, vi skal satse på, at den politiske forandring skal komme fra intellektuelle.”

Det er Rik Jespersen som sådan ikke uenig i. Der skal mere praksis til, og så skal venstrefløjen blive bedre til at organisere sig og støtte op om hinandens bevægelser og partier.

“Vi skal gribe ud efter dem, der befinder sig i udkanten af vores bevægelser og byde dem ind, så vi kan forstærke de forskellige bevægelser i klimakampen og på venstrefløjen. Også selvom det bliver på bekostning af diskussioner om, hvilken materialisme der er den vigtigste.” /Mads Thunestvedt Hansen

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Denne artikel bygger på arrangementet ‘Har vi brug for nymaterialismen til at forstå nutidens kriser?‘.