Ann Wang/Reuters/Ritzau Scanpix
Et yngre mandligt medlem af Føljetons redaktion begyndte for år tilbage at løfte tunge vægte. I begyndelsen var det udfordrende. Efter at have basket rundt et par gange på fitnessmaskinerne som en fortabt pingvin, gik han på YouTube efter råd til at optimere øvelserne. Det skulle han aldrig have gjort.
Af ukendte, kapitalistiske årsager associerede algoritmen ønsket om mere muskelmasse med viljen til maskulint overherredømme. Billederne af veltrænede mandekroppe gled pludselig over i pickup artists med manipulerende scoretricks, Jordan Petersons pseudovidenskabelige teorier om kvinders naturlige hang til underdanighed og Andrew Tates tirader om samfundets forfald til degenereret femininitet. Det mandlige redaktionsmedlem ville bare gerne have sundhedstips, men fik sit blik ufrivilligt fæstnet til en algoritmisk motorvej med tæt testosterontrafik.
Det var redaktionsmedlemmets første møde med manosfæren. Man fristes til at bruge ordet til at beskrive slænget af fascistoide regeringsledere, der er ved at styre civilisationen mod afgrunden – og sammenhængen er der bestemt også. Men i sin oprindelige betydning er manosfæren altså et digitalt netværk af misogyne bloggere og manfluencers, der fortæller unge mænd, at deres maskulinitet er truet af fjendske feminister. Frelsen består imidlertid i mere materiel rigdom, større muskler og en verden, hvor kvinderne tvinges tilbage til kødgryderne.
Alfahannernes digitale underverden har for alvor ramt offentlighedens søgelys med Netflix-succesen Adolescence, hvor den 13-årige dreng Jamie anklages for at myrde en jævnaldrende pige. Tv-serien knytter mordet til det kvindefjendske indhold, som Jamie indtager via de sociale mediers profitmaksimerende algoritmer.
Adolescence viser, hvorfor man ikke længere kan affeje manosfæren som en gruppe marginaliserede kældermennesker. De sexistiske idéer er blevet mainstream, ikke mindst fordi det som ung mand er uhyggeligt let at blive suget ind i alfahannernes parallelunivers. Forskning viser, at fra en almindelig 16-årig dreng downloader TikTok, tager det i gennemsnit ca. 20 minutter, før han får serveret misogynt indhold – helt uden at han bevidst opsøger det.
Alfahanspropagandaen hjalp ikke bare Donald Trump med at vinde præsidentvalget i USA. En rapport fra UN Women fremhæver også misogyne online-fællesskaber som en del af forklaringen på, at feminisme og ligestilling mellem kønnene på globalt plan er gået tilbage i ét ud af fire lande.
Ingen lette løsninger
I et interview med Wired fortæller Adolescence’s skaber, Jack Thorne, at han i arbejdet med serien dykkede langt ned i inceluniversets mørkeste hulekamre: “Jeg gik meget, meget dybt. Jeg gik steder hen, jeg ville ønske, jeg ikke havde været,” siger han. Thorne fortæller også, at serien ikke vil vække empati for Jamie eller andre incels, men derimod skabe forståelse. Det lykkes den utvivlsomt med.
Lige så tiltrængt Thornes værk er for kønsdebatten, lige så tvivlsom er serieskaberens eget bud på en løsning: Et forbud mod sociale medier for unge: “[Sociale medier] bliver som cigaretter. Det bliver som alkohol. Det bliver som skydevåben,” siger han. Man forstår ham jo godt, men der er flere grunde til at tro på, at forbud næppe løser problemet.
Som 33 danske forskere skriver i Jyllands-Posten, er et forbud mod sociale medier en symbolsk lappeløsning: “Det er urealistisk at håndhæve, krænker børns rettigheder og kan især skade de mest sårbare unge.” Sociale medier er som bekendt mere end en misogyn propagandacentral. De er blevet en allestedsnærværende del af unges virkelighed, og ny forskning peger (betalingsmur) endda på, at unge med smartphones generelt har bedre mentalt helbred. Så er der ikke noget problematisk ved tanken om, at det er de unge, der skal straffes for manfluencernes og techgiganternes ugerninger?
Første skridt må snarere være at sikre mere transparens om techgiganternes algoritmer. Dernæst at øge moderation af det falske og skadelige indhold, der florerer på platformene. Det projekt bliver dog næppe lettere med Mark Zuckerbergs beslutning om at mindske moderationen og fjerne faktatjekkere på Meta. For nylig har YouTube også valgt at fjerne ordet “kønsidentitet” fra deres hadtalepolitik, så manfluencers nu får endnu lettere ved at dæmonisere kvinder og transpersoner på platformen.
Som den britiske premierminister Keir Starmer rigtigt sagde forleden, er der “ingen lette løsninger” på, at unge mænd bliver radikaliseret på sociale medier. Generelt må vi have for øje, at der ikke findes individuelle quickfixes på komplekse samfundsproblemer. For som kønsforskeren Maja Brandt Andreasen meget rigtigt har sagt:
“Et er at tale om, hvad den enkelte kan gøre. Men det her opererer på et større strukturelt niveau. Hvis vi virkelig ønsker at ændre ting ved manosfæren og tage et opgør med den misogyni, der eksisterer og florerer så meget af på internettet, kræver det en kulturændring. [Det kræver] en større enighed om at nedbryde kønsstereotyper, binære idéer om køn og hele idéen om, at man skal være på en bestemt måde hele livet, fordi man ved fødslen blev tildelt et bestemt køn.”
Vi må fx også gøre op med den besynderlige forestilling om, at lysten til at løfte tunge vægte er uløseligt forbundet med viljen til at fastholde mænd og kvinder i forældede kønsroller. Vi har med andre ord brug for flere feministiske fitness-influencers! Hvad med, om Judith Butler tog en pause fra bogproduktionen og startede en YouTube-kanal, hvor de gav tips til bedre squats og det teknisk besværlige bænkpres? Hvis techgiganterne serverede mere af den slags indhold, ville vi glædeligt sælge vores sjæl til algoritmen. /Claes T. Sørensen