Forbrydelsernes forbrydelse

Det var en god nyhed, som godt nok var ventet. Men det var nu alligevel sært forløsende at se den på skrift: Fredag aften dansk tid blev det bekræftet, at Francesca Albanese, FN’s særlige rapportør for de besatte palæstinensiske områder, fortsætter på posten de næste tre år. Hendes mandat er blevet forlænget. Eller som den pro-israelske avis Times of Israel formulerede det: FN-undersøger “med en historik for antisemitisme og giftige verbale angreb på den israelske stat, kan blive i jobbet frem til 2028 trods en indsats fra amerikanske og europæiske lovgivere og jødiske grupper for at få hende fjernet”.

Den omtalte ‘historik’ er naturligvis bullshit; Albanese har bare passet sit arbejde. Hendes mandat går ud på at sikre, at palæstinensernes menneskerettigheder bliver overholdt, og dokumentere, når det ikke sker. Forleden skrev vi på denne plads om de villige intellektuelle i Vesten, som lader Israels krigsforbrydelser passere eller ligefrem bortforklarer. Den 48-årige Francesca Albanese har kaldt sig “en modvillig kronikør af et folkemord” – ikke fordi hun har et horn i siden på Israel, men fordi indicierne og beviserne tårner sig op. Den israelske hærs forbrydelser i Gaza og på Vestbredden synes på en og samme tid at blive værre og værre og mere og mere åbenlyse. Francesca Albanese taler meget om lovløshed og straffrihed – følelsen af, at krigsforbrydelserne ikke har nogen konsekvenser. Den Internationale Straffedomstol (ICC) har udstedt en arrestordre på Israels premierminister Benjamin Netanyahu, og alligevel kan han flyve til Ungarn og USA, uden at regeringerne dér kunne drømme om at anholde ham. Belgiens premierminister Bart De Wever udtalte endda forleden, at Netanyahu nok også ville få frit lejde, hvis han skulle finde på at lande i Bruxelles.

“I dag stinker det politiske miljø af racisme på en anden og mere sofistikeret måde end for hundrede år siden,” sagde Albanese, da hun for nylig var gæst i den populære britiske podcast The Rest is Politics. “Men vi er der stadig. Vi overkommer det og tilpasser os uden at deale med det faktum, at vi som vestlige samfund stadig er racistiske. Det er derfor, vi i dag ikke ser på palæstinenserne med samme medfølelse, som vi ser på israelerne.”

Den 23. marts åbnede soldater fra den israelske hær (IDF) ild mod fem ambulancer, en brandbil og et FN-køretøj syd for Rafah i Gaza. 15 hjælpearbejdere – herunder otte lokale ambulancefolk fra Røde Kors – døde. Ligene blev fundet tre dage senere i en massegrav. IDF sagde først, at ambulancerne var mistænkelige, at forlygterne og blinklysene ikke var tændt. En video, som blev fundet på en af de dræbte hjælpearbejderes mobiltelefon, viste, at det var løgn. Nu blev forklaringen ændret til, at de israelske soldater havde begået en fejl. Det er en klokkeklar krigsforbrydelse. Men konsekvenser?

I den seneste udgave af magasinet New York Review of Books er der et fremragende essay med titlen ‘Uendelig licens’. Det er skrevet af den israelsk-amerikanske historiker og Holocaust-ekspert Omer Bartov. Den uendelige licens er selvfølgelig den uendeligt lange snor, det internationale samfund med USA i spidsen har givet Israel. Lad os slutte dagens tekst med et (langt) citat fra Bartovs tekst:

“Hvis vi tager de dræbte, de sårede, de tusinder, der ligger begravet under murbrokkerne, de tusinder af ‘indirekte’ dødsfald som følge af ødelæggelsen af størstedelen af de medicinske faciliteter, de tusinder af børn, der aldrig vil komme sig helt efter de langvarige konsekvenser af sult og traumer, i betragtning, kan vi uden tvivl konkludere, at Israel bevidst har udsat det palæstinensiske folk i Gaza – hvoraf størstedelen er flygtninge fra delingen af Palæstina i 1948 eller deres efterkommere – for ‘livsbetingelser beregnet til at bringe deres fysiske ødelæggelse helt eller delvist’, som det er formuleret i artikel II (c) i FN’s Folkemordskonvention fra 1948. Resten af verden, især Israels vestlige allierede og jødiske samfund i Europa og USA, vil være nødt til at forholde sig til denne virkelighed i mange år fremover. Hvordan kunne det ske, langt inde i det 21. århundrede – 80 år efter afslutningen på Holocaust og oprettelsen af et internationalt juridisk system designet til at forhindre sådanne forbrydelser nogensinde i at gentage sig – at staten Israel, som både opfattes og beskriver sig selv som svaret på jødernes folkedrab, kunne begå et folkedrab mod palæstinenserne med næsten total straffrihed? Hvordan skal vi forholde os til det faktum, at Israel har brugt Holocaust som begrundelse for at underminere den juridiske orden, der blev skabt for at forhindre en gentagelse af denne ‘forbrydelsernes forbrydelse’?” /Oliver Stilling