Der er intet som realpolitik

“Der er noget, der hedder realpolitik,” sagde Belgiens nye premierminister Bart De Wever torsdag aften på nationalt tv, da værten insisterede på at få et hypotetisk scenarie ud af ham: Ville han tilbageholde Israels premierminister Benjamin Netanyahu, hvis han skulle vælge at betræde belgisk jord? “Jeg tror ikke, der er et eneste europæisk land, der ville arrestere Netanyahu, hvis han tog dertil. Frankrig ville for eksempel ikke, og jeg tror heller ikke, at vi ville.”

Onsdag var Netanyahu på sit første besøg i et EU-land, siden han i november fik en arrestordre fra Den Internationale Straffedomstol (ICC). Turen gik til Ungarn og Viktor Orbán, der samtidig annoncerede, at Ungarn ville trække sig fra straffedomstolen. Således kunne Netanyahu mere eller mindre let glide videre mellem luftlagene på sin vej til Washington, hvor han mandag mødtes med Donald Trump og forsøgte at få ham til at fjerne de amerikanske toldsatser på Israel.

Trods en omvej på 400 kilometer giver alene flyveturens rute nærmest De Wever ret i, at en række europæiske lande ikke har tænkt sig at følge op på arrestordren: Den franske præsident Emmanuel Macron tillod Netanyahu at flyve gennem fransk luftrum uden yderligere bemærkninger. Selvom det ifølge den israelske avis Haaretz var et forsøg på at undgå at blive tilbageholdt i “Irland, Island og Holland”, tyder noget på, at han faktisk ville kunne lande flere steder i Europa uden problemer.

Frankrig, Italien og Tyskland har alle indikeret, at de i praksis ville have “svært” ved at forestille sig, at man ville arrestere Netanyahu, som en talsmand fra den tyske regering har formuleret det. Lige så usandsynligt er det derfor, at det skulle udfolde sig som da ICC’s medlemslande i al hemmelighed blev enige om at udstede en arrestordre og på rekordfå timer fik filippinske myndigheder til at anholde landets tidligere præsident Rodrigo Duterte.

I Belgien markerer Bart De Wevers udtalelser, om at “ingen europæiske lande” ville arrestere Netanyahu, en kovending fra den tidligere liberale premierminister Alexander De Croo, der i sommer gik af efter et markant nederlag til højrefløjen. Så sent som i november sagde De Croo, at Belgien ville “påtage sig sit ansvar” over for ICC, fordi der ikke var plads til “dobbeltmoral”. I februar blev han skiftet ud med De Wever, der siden 2004 har været formand for centrumhøjrepartiet Nieuw-Vlaamse Alliantie (N-VA).

“De Wever og hans parti har altid haft tætte bånd til det jødiske samfund. På den måde er hans holdning ikke overraskende. Men det er en overraskelse, at han gik så langt som til faktisk at sige det, fordi det er så provokerende,” siger Bernard Demonty, der er journalist og chef for den politiske redaktion på den fransktalende belgiske avis Le Soir og inden weekenden havde flere ministre i røret. De var både forvirrede og vrede over, at udtalelsen ikke var koordineret på forhånd, da den nye belgiske koalitionsregering – bestående af partier fra både højre- og venstrefløjen – langt fra er enige om holdningen til Israel.

“De Wever har selv sagt til sine kollegaer, at de ikke måtte sige noget om Israel-Gaza uden at aftale det først. Netop fordi deres holdninger er forskellige,” siger Demonty til Føljeton og kalder det en begynderfejl fra De Wever, der ikke tidligere har været minister. De Croo ville aldrig bruge udtrykket realpolitik om et så følsomt emne, siger Demonty – især når man ved, at regeringen helst undgår at bevæge sig “for dybt ind i emnet, fordi de ikke er på samme linje”.

Ikke ligetil

Da arrestordren på Netanyahu blev udstedt, meddelte den danske statsminister Mette Frederiksen (S), at hun støtter ICC, men ikke kommenterer konkrete scenarier. “Det er ikke sådan, at man som regering bakker op om anholdelser. Vi følger internationale regler og love. Det vil være de danske retshåndhævende myndigheder, om de [sic.] tager stilling i den konkrete situation,” sagde hun til Ritzau.

125 lande, herunder Danmark, har ratificeret den såkaldte Rom-statut, der i 2002 etablerede ICC. Men fordi Israel ikke er medlem, er spørgsmålet om, hvem der er forpligtet til at reagere på Netanyahus arrestordre ikke lige ud ad landevejen. Fra et juridisk synspunkt er en anholdelse af en regeringschef fra en stat, der ikke er part i ICC, “mere kompliceret, end det ser ud ved første øjekast”, siger den belgiske professor i strafferet Steven Dewulf.

“På den ene side har deltagerstater som Belgien pligt til at samarbejde med ICC. I ICC’s statut er det anført, at officielle hverv, som for eksempel at være regeringschef, i princippet ikke fritager en person for strafferetligt ansvar. På den anden side er udenlandske regeringschefers immunitet en fasttømret del af den bredere internationale juridiske ramme,” forklarer han og kalder det en uafklaret international juridisk debat, om stater, der er parter i ICC, kan eller skal overholde deres forpligtelse til at samarbejde med ICC i tilfælde som Netanyahus: “Eller om de skal respektere de immuniteter, der findes i den generelle folkeret.”

58 organisationer, herunder Human Rights Watch og Amnesty International, advarer om, at opbakningen til straffedomstolen er dalende – og under pres fra USA, som blandt andet har udstedt indrejseforbud til ansatte i ICC og deres familier. Derfor opfordrer de til, at EU-landene går sammen om at udtrykke støtte til ICC.

Alt imens har de europæiske statschefers vævende holdning til, om de vil anholde Netanyahu, sat gang i nye diskussioner om straffedomstolens legitimitet – og om den dobbeltmoral, som De Croo talte om i november. For hvordan kan man arrestere Duterte på få timer, mens Netanyahu bevæger sig ubesværet gennem Europa? Og hvor er det pres, man lagde på Sydafrika for at eksekvere den tilsvarende arrestordre mod Ruslands præsident Putin?

Fra EU’s side handler det eneste, Kommissionen har meddelt om Netanyahus rejseaktivitet, om Ungarn: Man vil beklage det “dybt”, hvis Orbán også på papiret færdiggør beslutningen om at trække sig ud af ICC. /Emma Louise Stenholm