Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vi ved ikke helt, hvorfor vi nævner det her; måske er det bare for at få det ud af systemet. Men som politolog Thomas Pepinsky fra Cornell University opridser, har autoritære regimer en tendens til at bryde sammen, når først en økonomisk krise fører til intern splid blandt eliten; når den konkrete falliterklæring banker på døren og dermed forkaster alle forkromede ideologiske principper.
Nå, nu er pointen smidt ud i plenum. Hvem ved, den kan blive brugbar i en skør skør periode, hvor man jo generelt ser så mange ting, man ikke havde regnet med at se i “vores” levetid. Såsom mæslinger: Her har lægerne brugt lange karrierer på ikke at bekymre sig om en sygdom, som effektivt er blevet udryddet med vacciner, blot for nu at skulle bladre tilbage i deres lærebøger for at lure, hvad det er for nogle mærkelige røde udslæt, deres patienter kommer ind med (du får ét gæt til at regne ud, i hvilket land det her primært er et problem). Det skaber altså en mærkelig følelse af uvirkelighed, når det, vi troede var permanente fremskridt, pludselig bliver rullet tilbage. Dissociation er som bekendt, når ma-
Det er ingen hemmelighed, at psykiatrien i mange år har været kritisk underbemidlet. Den ene skrækhistorie efter den anden er væltet frem om alenlange ventetider og om patienter, som er blevet sendt hjem som følge af manglende ressourcer, snarere end at deres tilstand er blevet afgørende forbedret. Alle har tilsyneladende været enige om, at noget må gøres, men alligevel har det føltes, som når man desperat forsøger at løbe i sine mareridt. Trods de bedste intentioner og en aftale helt tilbage fra 2019 om at få lavet en 10-årsplan for psykiatri og mental sundhed, har den politiske indsats primært udspillet sig i ubehagelig og angstfremkaldende slowmotion. To deludspil er kommet og gået uden synlig virkning, alt imens nye tal ifølge Politiken viser, at der “aldrig har været så mange med psykisk sygdom, der er blevet genindlagt akut, inden for 30 dage efter at de blev udskrevet”.
Selvom onde tunger – såsom vores – af samme grund ville sige, at den kommer mindst seks år for sent, står regeringen så nu klar med det, man må forstå er den sidste del af den samlede 10-årsplan for psykiatrien. Den skulle gerne blive præsenteret på et pressemøde mens denne tekst bliver udfærdiget, men heldigvis har man allerede fra morgenstunden kunnet læse en kronik fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i Politiken, hvori hun redegør (betalingsmur) for substansen.
Kronikken er overraskende lang, for der er pænt mange mangler i psykiatrien, som sundhedsministeren føler sig kaldet til at italesætte. Vel at mærke efter hun først (og meget taktisk) har understreget, at underprioriteringen selvfølgelig er sket mod hendes gode vilje: “Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Psykiatrien er i alt for mange år blevet stedmoderligt behandlet.” Hov, hør bare, hvordan de onde tunger nu hvisker et oplagt spørgsmål: Men hvem er det lige, der har stået for den stedmoderlige behandling?
Hvorom alting er, vil den mentale sundhedssituation ifølge Sophie Løhde nu blive meget bedre. Også selvom det selvfølgelig “bliver et langt sejt træk at opbygge tilstrækkelig kapacitet og gøre psykiatrien robust”. I den nye samlede 10-årsplan vil der blive introduceret “20 nye hovedinitiativer, der bygger oven på de mange tiltag, vi allerede har taget”, og derudover et “historisk” og varigt “økonomisk løft på ekstra 4,6 milliarder kroner”. Man skal nok være en ualmindeligt blåøjet djøffer for ikke at mene, at det er de mange ekstra milliarder, som her bliver afgørende – selvom mange af “hovedinitiativerne”, som bl.a. går på at give unge ret til hurtigere psykologhjælp, da på papiret også lyder gode.
Tænk: Det tog en håndfuld år og en verden i igangværende nedsmeltning med abnorme forsvarsinvesteringer til følge, men i sidste ende kunne der altså alligevel findes endnu flere penge til psykiatrien. Hurra! Nu mangler vi næsten bare noget tilsvarende hvid røg fra klimaområdet. Desværre kunne det her bare tyde på, at klimaminister Lars Aagaard (M) er lidt for travlt optaget med at skulle forklare på et samråd, hvorfor hans ministerium har tilbageholdt oplysninger om, at udbygningen af elnettet var blevet forsinket – med en regning på 3,6 milliarder kroner til følge. Og ja, hvorfor han ikke selv sagde noget, nu hvor han ifølge en ny redegørelse kendte til forsinkelserne.
Samrådet finder sted onsdag, og på forhånd har flere af de andre partiers klimaordførere kaldt situationen “alvorlig” eller endog “meget alvorlig”. Så ved man jo, at den er gal; at det potentielt kan føre til Aagaards afgang eller til, at han (gys) får en næse. Hvad det så umiddelbart ikke kan føre til, er, at klimaindsatsen får de afgørende pengeindsprøjtninger, der stadig kaldes på. Men okay, som tingene pt. er, tager vi alle de sejre, vi kan få.
Til Sophie Løhde og kompagni: Tillykke med den nye 10-årsplan. Forhåbentlig kan den styrkede indsats i psykiatrien hjælpe os alle med at holde lidt bedre fast i virkeligheden. For når DR fx forsøger at overbevise os om, at det er ved at blive sejt at være med i Hjemmeværnet, er det tydeligvis noget, vi har hårdt brug for. DR: Kan du komme ne’ derfra din forvirrede og moralsk høje fædrelandshest. Og kan vi så ellers ikke blive enige om, at der næste gang skal løbes i galopfart, når psykiatrien råber efter hjælp? /David Dragsted