Sygdom i systemet

Uforbeholden undskyldning. Sådan forsøgte klimaminister Lars Aagaard (M) her onsdag morgen at slippe af krogen. Og det lykkedes. Umiddelbart.

Moderaternes minister sidder stadig, da oppositionen ikke kunne mønstre det fornødne antal mandater. Og dermed kunne man tro, at den politiske skandale er blæst over.

Trods løbende afskalninger fra Moderaterne, som har svækket SVM-regeringens flertal, er venstre- og højrefløjen i forening med flere løsgængere stadig ikke i stand til at udfordre en enkelt minister.

Allerede på forhånd kunne statsminister Mette Frederiksen (S) konkludere: “Jeg har fuld tillid til klimaministeren”.

Men i virkeligheden er det først nu, at de egentlige advarselslamper begynder at blinke rødt. For selv om det næsten altid er cover-up’et, som udløser skandalen i den bredere offentlighed, rumsterer der fortsat langt større problemer i kulisserne.

Skønt polemikken, der førte frem til onsdagens samråd i Folketinget, hvor klimaminister Lars Aagaard blev krydsforhørt, hovedsageligt har handlet om, hvad der blev sagt og skrevet – og særligt ikke sagt – i forbindelse med den manglende orientering om Energinets forsinkede opgradering af elnettet, står sagens ildevarslende substans tilbage.

Prisen for forsinkelserne anslås til at løbe op i 3,6 mia. kr.

Når udbygningen af vedvarende energi stort set er gået i stå på land i Danmark, har det en banal, men altså også en dyr forklaring: Viljen til at prioritere den afgørende opgradering af elnettet, som er selve forudsætningen for at kunne tilslutte ekstra vind- og solcellestrøm, har svigtet. Både fra regeringstoppen og oppositionens side.

Status er desværre, at stort set alle offentlige anlægsprojekter, såsom udbygningen af elnettet, er præget af systematiske forsinkelser, og at der dermed opstår en kløft mellem, hvad politikerne på den ene side ønsker, og hvad der på den anden side sker.

Gennem flere år har der på Christiansborg været et massivt politisk fokus på symbolske markeringer og ceremonielle beslutninger, mens opmærksomheden på de mere tekniske spørgsmål og mere bøvlede processer har været noget mindre intens. For at sige det mildt. Både magthavere og folkevalgte har langt hellere villet tale om grønne prestigeprojekter end at fokusere på praktikken bag.

Selvoptaget politik

Klimaminister Lars Aagaard virker mest optaget af sit eget omdømme, og oppositionens revsere synes også mere fængslede af deres egne interne procedurer. Som i et parlamentarisk spil inde på Christiansborg.

Paradoksalt nok fortsætter skævvridningen sågar: Under samrådet var der ingen skarpe spørgsmål om årsagerne til forsinkelserne hos Energinet, men til gengæld en intens interesse for, hvordan og hvornår man i Klimaministeriet forsøgte at sløre og forsinke informationen til Folketinget.

Indtil videre er der endnu ikke taget håndfaste tiltag for at adressere problemets kerne, accelerationen af den videre forgrening af strømkabler rundt i landet.

Sandheden er, at elnettet ikke opfattes som politisk attraktivt: Der er simpelthen ikke stemmer i noget så konkret og praktisk som kabler, elmaster og transformerstationer. Og derfor har det reelt været betragtet som noget upolitisk og bureaukratisk, som embedsmændene i Energinet måtte sørge for.

Men det administrative apparat har ikke forstået alvoren. Energinet har ikke følt det tilstrækkelige pres oppefra, hverken fra ministre eller ordførere, og derfor er omstillingen til vedvarende energi gået mere eller mindre i stå.

Interessant nok er Rigsrevisionen nu gået ind i sagskomplekset. Og det kan vise sig at blive det vigtigste gravearbejde. I går tirsdag blev der således iværksat en undersøgelse, som skal “vurdere, om Energinet har sikret tilfredsstillende styring i udbygning af elnettet, og om Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har et tilfredsstillende tilsyn hermed”.

Undersøgelsen er vigtig, fordi stilstanden på energiområdet meget vel kan være en del af en større sygdomstilstand i det danske system. Bekymrende nok tyder problemerne hos Energinet på ikke at være et isoleret fænomen.

Rigsrevisionen har tidligere konstateret, at “60 pct. af ministeriernes bygge- og anlægsprojekter [ikke er] blevet færdige til tiden”. Og videre: “Ca. 20 pct. af projekterne er mere end 3 år forsinkede. Den gennemsnitlige forsinkelse på tværs af alle de forsinkede bygge- og anlægsprojekter er ca. 2,5 år”.

Tunge systemfejl

De økonomiske omkostninger er også blevet opgjort: I 120 bygge- og anlægsprojekter, som i alt seks forskellige ministerier har haft ansvaret for i perioden 2018 til 2022, er ekstraregningen løbet op i 8 mia. kr.

Ikke alene går det sløvt med den grønne omstilling, men sendrægtigheden er også rævedyr – og vil føre til mindre vedvarende energi. For realpolitisk er konsekvensen, at trykket på den faktiske energiomstilling mindskes, forsinkelse for forsinkelse.

Bundlinjen er, at elnettet fortsat ikke er på omdrejningshøjde med ambitionerne for flere landvindmøller og solcelleparker. Indtil videre er der ikke truffet beslutninger, hverken blandt et flertal i Folketinget, i regeringstoppens grønne udvalg eller i direktionen i Energinet, som på afgørende vis vil kunne øge produktionen af grøn strøm i Danmark.

Den dobbelte tragedie vil være, hvis embedsværket først nedprioriterer de tekniske forudsætninger for den grønne omstilling uden markante reaktioner fra det politiske niveau, og at der så bagefter – når den mørklagte proces så pludseligt blusser op – heller ikke rettes et benhårdt fokus på såvel de konkrete forsinkelser som de større systemfejl.

Heldigvis er der tidligere kommet forslag, som i bedste fald ville kunne gøre en forskel i den virkelige verden. Den særlige energikrisestab NEKST har fx foreslået, at udbygning af elnet fremover skal ligestilles med vejbyggeri. Eftersom etablering af elinfrastruktur typisk strækker sig over rigtig mange grunde og ejendomme, støder udbygningen som oftest ind i lokal modvilje, som stopper projekterne. Modsat når der skal hældes asfalt ud i landskabet, hvor mulighederne for ekspropriering er væsentligt nemmere.

Tænk, hvis elnettet fik samme politiske bevågenhed som nye omfarts- og motorveje? Tænk, hvis politikerne på Christiansborg begyndte at interessere sig lige så meget for fremtidens grønne strøm som for fortidens sorte biler?

At dømme efter maratonsamrådet her onsdag formiddag i Klimaudvalget i Folketinget er der vist stadig lang vej. SVM-regeringen overlevede stormløbet fra oppositionen, Lars Aagaard kan formelt fortsætte som klimaminister, omend med et yderligere forværret forhold til de andre partier, og oppositionen kan forsøge at indkalde til yderligere samråd. Men elnettet kan stadig ikke håndtere mere grøn strøm. /Lars Trier Mogensen