Fodboldens falske fornemmelser

Fodbold er en på alle måder mystisk sport. Mens spillet på banen bliver stadig mere taktisk raffineret, og pengene strømmer ind med eksorbitante tv-aftaler, truer helhedsindtrykket med at blive sært sjæleforladt; med at afgive en ildevarslende fornemmelse af, at produktet for længst er blevet hyperreelt – forstået på den måde, at det tilsyneladende har mistet al forbindelse til sin oprindelige græs(rods)virkelighed. På visse stadions er det endda kunstgræs, man spiller på.

De største stjerner er for længst blevet til professionelle pr-maskiner uden umiddelbar personlighed (et problem, andre sportsgrene så også bakser med), mens fodboldorganerne Fifa og Uefa med deres monopoler kan sætte hårde grænser for, hvad der overhovedet er tilladt på stadion. VAR-spøgelset har effektivt formået at hjemsøge samtlige mål med frygten for, at de kan blive annulleret, og dermed dræbt al umiddelbar og barnlig jubel. Endeløse bettingreklamer i sendefladen og påklistret alle tænkelige steder på fodboldtrøjerne sanktionerer ludomani som en integreret del af spillet. Der knæles mod racisme og tales om inklusion og #FootbALL, selvom stadig flere klubejerskaber har rod i autoritære olieregimer, hvor homoseksualitet fx er ulovligt.

Memento Mori

Den japanske professor og robotforsker Masahiro Mori introducerede tilbage i 1970’erne begrebet bukimi no tani, der på engelsk kan oversættes til ‘uncanny valley’ og på dansk til ‘den uhyggelige dal’. Mori brugte begrebet til at beskrive den mærkelige graf, man kan tegne over folks følelser omkring robotter: Desto mere mere menneskelignende robotterne bliver, desto større sympati nærer vi for dem – lige indtil det punkt, hvor robotterne bliver for menneskelignende, og sympatien tager et styrtdyk for at blive afløst af afsky.

Den moderne fodbolds problem er på sin vis, at den i stigende grad flirter med denne uhyggelige dal, også selvom den ankommer til den baglæns: Spillerne fremstår stadig mere robotagtige i deres bevægelsesmønstre og udtalelser, mens selve spillets raison d’être – dens naturlige uforudsigelighed – forsøges kvalt med uendelige statistikker og kvantificeringer, der skal optimere enhver aflevering, ethvert skud, ethvert løb. Kommentatorerne og tv-eksperterne gentager sig selv i dette uoverskuelige virvar af tal, der skal gøre deres udtalelser “objektive” og fjerne enhver beskyldning om bias. Et bedre billede på udviklingen fås næppe, end at fans af den bedste svenske liga Allsvenskan fremover kan “glæde” sig over at få serveret kolde dataanalyser fra den nye KI-ekspert Aida.

Norsk oprør

Den gode nyhed er, at fodbolden til gengæld har et indbygget græsk kor, som kan kommentere den uncanny udvikling og udstille klubbernes, forbundenes og tv-selskabernes grådighed og hykleri: Fra lægterne har fans magten til at råbe op om alt det, de ikke ønsker at se i sporten, også selvom dissensen sjældent kommer ustraffet.

Særligt det europæiske fodboldforbund Uefa har for vane at være aggressivt ude med bødeblokken, hvis fans skulle formaste sig til at udtale sig i kritiske vendinger om Uefas egne beslutninger, som har det med at trække fodbolden i en kontinuerligt mere pengegrisk retning. Heldigvis kunne noget dog nu tyde på, at fans fremover vil kunne synge (relativt) mere frit.

Da den norske Bergen-klub Branns kvindehold sidste år spillede et Champions League-opgør mod østrigske St Pölten, kunne man fra lægterne høre fans gjalde “Uefa mafia” – en klassisk bredside mod det europæiske fodboldforbund, som flere klubber før er blevet straffet for. I stedet for blot at acceptere den resulterende bøde på 5.000 euro, valgte Brann imidlertid at gå rettens vej med det argument, at Uefa ikke skal have lov til at begrænse ytringsfriheden på stadion; og da slet ikke, når det gælder kritik rettet mod Uefa selv. Søndag landede den længe ventede dom fra Den Internationale Sportsdomstol (CAS) så: Bergenserne har fået fuld medhold i sagen og har dermed vundet det, der flere steder kaldes en historisk sejr for fodbolden.

Selvom afgørelsen ifølge Uefa ikke kommer til at skabe præcedens – hvorfor forbundet ser ud til at ville fortsætte den restriktive linje – har Branns meget berettigede protest blotlagt en ny spilåbning: Pludselig ser man for sig, hvordan mange flere fans med fornyet energi vil lave tifoer og sange, der holder fodbolden nede på jorden og irettesætter den gennemkommercialiserede og restriktivt mekaniserede udvikling, som forvansker sporten til et uigenkendeligt og afskyvækkende misfoster. Tricket er tilsyneladende, at fans med deres oprigtige begejstring for fodboldens umiddelbarhed alligevel kan afhjælpe alt det beskidte spil for galleriet, som findes både på og uden for grønsværen. /David Dragsted