”Et ord: plastik.”
I filmen The Graduate (Fagre voksne verden, 1967) er der en scene, hvor den 21-årige hovedperson Benjamin – spillet af Dustin Hoffman – bliver trukket til side af Mr. McGuire, en brovtende, midaldrende, slipseklædt herre med spidse øjenbryn. Det er Benjamins gradueringsfest; han er trådt ind i en voksenverden, hvor forskellige personager, der allerede befolker den, trænger sig på med dumme gode råd. Og sådan et har Mr. McGuire til ham. Mr. McGuire hiver Benjamin væk fra festlighederne, hvor han stopper op uden at slippe taget i den unge mand: “Jeg vil bare sige et ord til dig. Bare et ord. Hører du efter? Plastik.” Det har Benjamin ikke noget godt svar på. Mr. McGuire uddyber alvorligt: “Der er en stor fremtid i plastik. Tænk over det. Vil du tænke over det?”
“Yessir,” svarer Dustin Hoffman. I scenen repræsenterer plastik selvfølgelig penge, kapitalisme, materialisme og det gode, konforme liv. Men det er også noget syntetisk lort og svært nedbrydeligt affald, som en repræsentant for en ældre generation forsøger at krænge ned i halsen på Benjamin. Man vidste udmærket, hvad det var i 60’erne. Det har man altid vidst. Men plastikindustrien kørte derudad uden nævneværdige bremseklodser. Der var penge i skidtet, og det gjorde livet nemmere for folk. Når man havde brugt det, smed man det ud, nogen kørte det væk, måske på en forbrændingsanstalt, og så skulle man ikke spekulere så meget mere over det.
Vi spoler tiden frem til 2025. Der har efterhånden en del år været talt om mikroplastik – at det er alle vegne, og at vi har det i kroppen. Og hvad så? Men pludselig er der nogle forskere, som sætter mængde på. Ifølge en forskningsartikel udgivet i det videnskabelige magasin Nature Medicine i februar har toksikologer fundet 50 pct. mere mikroplastik i prøver fra menneskehjerner i 2024 end i tilsvarende prøver fra 2016.
Den gennemsnitlige koncentration af mikroplastik i 24 undersøgte hjerner i 2024 var næsten 5.000 mikrogram pr. gram. Undersøgelsen er godt nok behæftet med en vis usikkerhed på grund af måle- og udregningsmetoden, skriver The New York Times. Men helt sikkert ikke så stor usikkerhed, at vi kan ignorere resultatet. Vi taler om syv gram plastik pr. hjerne, svarende til en plastikske. En ske af plastik inde i hjernen. Og dobbelt så meget plastik som for ni år siden.
Prøv at nævne det med skeen for folk omkring dig. “Mener du så meget plastik, at det kan ligge på skeen?” spørger de. Nej, du mener selve skeen. En hel ske. Ifølge forskerne har folk med demens mere plastik. Men det kan skyldes, at deres hjerner har “en mere porøs blodhjerne-barriere og har sværere ved at fjerne toksiner”, som The New York Times formulerer det. Ifølge nogle beregninger fordobles produktionen af plastik på verdensplan hvert 10. til 15. år. Så ikke nok med, at alt det plastiklort, der allerede findes, bliver mindre og mindre, vi bliver også ved med at hælde mere og mere ud i kredsløbet. Det går ikke godt.
Toksikologen Dr. Matthew Camden, som driver et laboratorium på University of New Mexico, anslår, at den mikroplastik, vi har i vores organer, er langt mindre end tidligere antaget, hvilket kan forklare, at det overhovedet er sluppet ind. “Han bekræftede den mistanke ved hjælp af et mikroskop med høj opløsning: Det viste skår-lignende fragmenter, der var højst 200 nanometer lange – omkring 400 gange mindre end bredden af et hår – og så tynde, at de var gennemsigtige. Tidligere studier havde hovedsageligt brugt mikroskoper, der kun kunne se ned til 25 gange den størrelse.”
Og hvordan stiller det os? Er der alvorlige sygdomme, som bliver accelereret af mikroplastik? Hvad med brystmælk? Sædkvalitet? Det er forskerne ved at se nærmere på. Man taler om højt blodtryk som ‘den stille dræber’. Ikke for at male fanden på væggen, men måske er det mikroplastik, der ender med at slå os alle sammen ihjel.
Der er ikke så meget at gøre ved det. Men vi må konstatere, at ligesom tobaksindustriens og olieindustriens lobbyvirksomhed har været særdeles godt kørende i årtier, så har plastikindustrien det også. Vi kan ikke leve uden plastik, vil den skruppelløse plastiklobbyist påpege. Muligvis, men vi kan sgu da heller ikke leve med det. /Oliver Stilling