2,5 tons klimamodstand

Onsdag dumpede en gruppe ældre schweiziske kvinder en 2,5 tons tung sten fra Strasbourg midt i Schweiz’ politiske hovedstad Bern. Stenen er et “klimamindesmærke”, sagde de. Den faldt præcis et år efter, at 2.500 KlimaSeniorinnen fik Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord for, at regeringen ikke gør nok for at bekæmpe klimaforandringerne. I det, der blev beskrevet som en historisk klimadom, slog domstolen for første gang fast, at klimaet er en menneskeret, der kan krænkes.

Samtidig med, at de schweiziske kvinder skred til handling, sagsøgte fire unge portugisere deres regering og 32 andre lande for ikke at reducere CO2-udledningerne hurtigt nok. Sagen blev dog afvist, da den ikke levede op til de formelle krav – man kan nemlig kun lægge sag an mod et enkelt land. Men nu, præcis et år efter, vil de unge portugisere bruge KlimaSeniorinnens succes til at gøre det igen.

Sammen med den portugisiske ungdomsorganisation Último Recurso vil man tvinge Portugal til at lægge langsigtede planer for CO2-udledningen. Og man håber på det samme udfald, som KlimaSeniorinnen fik sidste år. Schweiz havde, da KlimaSeniorinnen lagde sag an, forpligtet sig til inden 2020 at reducere sin udledning af drivhusgasser med 20 pct. sammenlignet med i 1990, men kun nået 11 pct. reduktion.

Stenen i Bern er dog samtidig et symbol på den modstand, klimaseniorkvinderne kontinuerligt er løbet ind i fra den schweiziske regering. For de 12 måneder er ikke blevet brugt på at efterleve dommen, men på at opfinde forklaringer på, at regeringen allerede gør det godt nok. Sådan var det faktisk allerede fra begyndelsen: Først sagde statens advokater, at myndighederne er lige så meget ofre for klimaforandringerne som kvinderne, når stigende temperaturer betyder færre vinterturister og dermed dårligere økonomi.

“Jeg skammede mig på deres vegne,” sagde den dengang 76-årige Elisabeth Stern, den ene af kvinderne, til Føljeton, da vi mødte hende i Zürich, efter dommen var faldet, og kvinderne modtog lykønskninger fra klimaaktivister i resten af verden.

Klimadommen sætter dels præcedens for de øvrige 45 lande, der er medlemmer af Europarådet, og som derfor forpligtes til at behandle klimaet som et menneskerettighedsspørgsmål. Dels kunne den have været en chance for Schweiz til at vise, at man som et rigt land – med en BNP pr. indbygger, der langt overstiger gennemsnittet i EU – vil tage ansvaret for klimakrisen på sig og gå forrest. Ikke desto mindre har den schweiziske regering langt fra fulgt op på dommen eller overhovedet anerkendt dens konklusion.

For en måned siden konkluderede Europarådets ministerkomité, at Schweiz ikke har gjort nok for at respektere afgørelsen. Ikke mindst fordi de schweiziske advokater kort efter dommen indsendte en officiel anmodning om at lukke sagen, da man allerede havde indsendt et nyt CO2-budget, som det var kravet i dommen. Men som klimakvinderne også påpegede i Bern onsdag, vil landet med sin nuværende klimastrategi opbruge CO2-budgettet allerede i 2032.

I oktober valgte Schweiz at indsende en handlingsrapport i stedet for en handlingsplan, som de ellers var blevet bedt om – og fastholdt desuden, at der ikke findes en “internationalt anerkendt metode” til, hvordan man udarbejder specifikke CO2-budgetter. Dommen kræver imidlertid, at Schweiz skærper de eksisterende mål og giver “konkrete eksempler” på, hvordan man involverer befolkningen i udarbejdelsen af klimapolitik.

For Schweiz er det altafgørende mål altså at vise, at man allerede lever op til de “klimapolitiske krav”. Ifølge regeringen anerkender man selvfølgelig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som danner grundlaget for domstolen. Regeringen mener dog alligevel, at domstolens fortolkning er for “bred” til at omfatte klimakrisen. Ligesom Schweiz mener, at man allerede har en effektiv strategi for at bekæmpe klimaforandringer. Derfor ignorerer man ikke domstolen – man tillader sig blot at være uenig i mellemregningerne.

Ifølge schweiziske Corina Heri, der er assisterende professor ved Tilburg Law School, handler det særligt om, at regeringen er bange for at miste sit renommé som en frontfigur for klimaet, som de tidligere har haft. Modstanden mod domstolene er samtidig et effektivt politisk værktøj for at vinde stemmer på den højrefløj, der fik et rekordgodt valg i 2023.

“Det afspejler en indenrigspolitisk splittelse, hvor den ene halvdel af befolkningen reagerer positivt på angreb på domstolen og på at skubbe til det internationale demokratiske system, mens den anden halvdel virkelig har stærke miljøinteresser,” siger hun.

“Man kunne forestille sig en verden, hvor folk var stolte af den her sag og tænker, at Schweiz kunne være førende inden for klimaforandringer. Men det er ikke det, der sker. I stedet bliver domstolen en syndebuk, for i regeringens narrativ har domstolen bare udpeget Schweiz, selvom de ikke er det værste land, sammenlignet med andre lande, der også udleder for meget.”

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fungerer dog ikke sådan, at man kan være med i samarbejdet, men på samme tid fravælge de domme, man ikke kan lide – heller ikke selvom flere regeringer har gjort ihærdige forsøg på netop det. Heriblandt Danmark, der for første gang har udnævnt en politisk ambassadør til Europarådet, Michael Aastrup Jensen (V), der fra august skal “udfordre” Menneskerettighedskonventionen.

Den uafhængige nationale schweiziske menneskerettighedsinstitution SHRI kalder Schweiz’ position “bekymrende”, fordi opbakningen til, hvor meget konventionen skal fortolkes, “mildest talt er tvetydig”. Det risikerer også at styrke opbakningen til ønskerne om at forlade Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som europæiske politikere løbende truer med, når de møder domme, de er uenige i – som det var tilfældet, da Menneskerettighedsdomstolen i 2022 stoppede et britisk fly i at lette mod Rwanda.

I Portugal ved man, at der er en risiko for at møde samme modstand, skriver Último Recurso-stifter Mariana Gomes i et skriftligt svar til Føljeton: “Den første udfordring, vi får, er de portugisiske domstoles manglende specialisering i klima- og miljøsager, hvilket kan medføre en vis modstand mod at acceptere klimasager. Men vi er sikre på, at vi har en stærk sag.” /Emma Louise Stenholm