Nyhedsanalyse

Aktier og arbejdere på udsalg

De amerikanske toldsatser vil påvirke nogle mere end andre. Mange sydøstasiatiske lande, hvis økonomier er stærkt afhængige af eksport til USA, vil fx være særligt udsatte. Derfor er det en velkommen nyhed for landenes fabriksarbejderne, at toldplanerne er blevet sat på pause i 90 dage. For nu kan de entusiastisk vende tilbage til deres 12-timers arbejdsdage ved samlebåndet.

Huu Kha/AFP/Ritzau Scanpix

I den seneste uges toldkaos er bankerne blevet kimet ned af bekymrede kunder – hvad skal vi gøre med vores aktier og fonde?! Rolig, rolig, formaner de bankansatte. Ingen grund til panik. På sigt vil dine investeringer blive mere værd igen. Og måske kan det hjælpe at se det positive i situationen – aktierne er i frit fald, det kan du udnytte! Nu er det tid til at gøre nogle virkelig gode kup. Men panikken er svær at modarbejde. Privatinvestorer lytter ofte ikke til rådet om at købe aktier på udsalg, de søger hellere det trygge og sælger sig væk fra aktiemarkedet.

Apropos paniktransaktioner skrev Bloomberg (betalingsmur) mandag om forbrugere, som strømmer til Apples butikker for at købe nye iPhones, da de frygter, at priserne på deres favorit-elektronikprodukt snart vil stige voldsomt. Techgiganten ville nemlig rammes hårdt af de tidligere planlagte astronomiske toldsatser – for selv om Apple gør en pointe ud af, at deres produkter er resultatet af amerikansk håndværk, er det langt fra sandheden. Deres produkters forsyningskæder strækker sig langt uden for USA’s grænser – fra blodige miner i DR Congo til fabrikker i Kina, Indien og Vietnam, hvor – for at bruge den amerikanske handelsminister Howard Lutnicks ord – en armé på millioner af mennesker sidder ved samlebånd og skruer på små skruer.

Håbet for neomerkantiliststaten USA, hvis man skal tro Lutnick, er, at meget af arbejdet vil blive flyttet inden for landets grænser. Eller, det vil sige – at fabrikkerne ville flyttes. For skruearbejdet ville i et sådant tilfælde snarere blive udført af robotter, ikke af den amerikanske arbejderklasse. Amerikanske arbejdere kan dog alligevel godt glæde sig, ifølge handelsministeren, for en masse nye jobs vil blive tilgængelige som følge af, at fabrikkerne, som skal huse robotterne, først skal bygges. Ja, og så vil der jo også være enkelte operatørjobs tilgængelige, efter fabrikkerne står færdige.

Samtidig vil millionarméen af skrueskruende arbejdere sidde tilbage med det, som trolig ikke vil være nogen nemmere arbejdshverdag. For som Bloomberg rapporterer, vil Apples indkøbere, før de beslutter sig for at sætte priserne op på iPhones, nok først forsøge at presse komponentproducenterne og produktionspartnere til at tilbyde bedre priser. Og det er vanskeligt at forestille sig, at det ikke ville forværre fabriksarbejdernes vilkår.

Arbejdet var heller ikke nogen dans på roser i forvejen. I 2017 rapporterede tech-journalist Brian Merchant fra Foxconns fabrikker i Kina, hvor store dele af iPhonens samlingsarbejde fandt sted. Arbejderne, som Merchant mødte, fortalte om arbejdsforhold, hvor udnyttelse var rutine, og depression svært udbredt. I 2010 blev der rapporteret om 18 selvmordsforsøg og 14 bekræftede dødsfald fra en af fabrikkerne. I 2012 samlede yderligere 150 ansatte sig i en koordineret protest, hvor de truede med at hoppe ud fra fabrikstaget, hvis Foxconn ikke ville forbedre deres arbejdsvilkår.

Siden dengang har Apple flyttet en betydelig del af sin produktion til andre lande. Man kunne jo håbe, at det var fordi selskabet havde fået nok af deres ansattes dårlige arbejdsvilkår. Men nej, det handler selvfølgelig om omkostninger. Da USA i 2017 begyndte at hæve toldsatserne mod Kina, blev det mere fordelagtigt at etablere samlebåndsarbejde i lande som Indien og Vietnam. I sidstnævnte er Apple i godt selskab med andre amerikanske giganter som Intel, Nike og Boeing, hvis produktion også står til at få tæsk som følge af en radikalt forandret amerikansk handelspolitik.

Mange lande i Sydøstasien er afhængige af den eksportdrevne vækst, som produktionen i disse selskaber understøtter. Eksport fra Vietnam til USA, for eksempel, er blevet estimeret til at udgøre 23 pct. af landets BNP. Når Trump foreslår at pålægge landet en told på 46 pct., er det altså svært bekymrende for vietnameserne. I værste fald vil handelskrigen, hvis den genoptages, kunne føre til, at landets BNP ville blive reduceret med 5,5 pct. – en ændring, som nok uundgåeligt vil medføre fabrikslukninger og tab af arbejdspladser. Med dette i betragtning, er det ikke overraskende, at det vietnamesiske statsapparat har været særligt optaget (betalingsmur) af at forhandle med amerikanerne.

Fabrikejere i Vietnam, på deres side, har den seneste uge gjort ihærdige forsøg (betalingsmur) på at finde nogen, som vil kunne købe de varer, som i udgangspunktet skulle sendes til USA. Det har dog ikke været nogen nem opgave, især fordi kinesiske fabriksejere også forsøger at finde alternative købere (betalingsmur) til deres produkter. I forvejen har kinesiske bedrifter forsøgt at komme af med en overflod af billige varer – efter toldchokket er det blevet estimeret, at varer for yderligere 400 mia. dollars forsøges solgt. Der er med andre ord benhård konkurrence. Med de seneste døgns udvikling og Trumps umiddelbare retræte kan vietnamesiske fabriksejere derfor ånde lettet op. Det kan deres arbejdere også – de bliver ikke sat på udsalg, men kan i stedet glæde sig til endnu flere 12-timers dage med skrueskruning. /Åsa Vigen Bardal

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12