Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Regeringen vil have dem til at fremstå som landets mest kriminelle. I stationsbyen Bording ved Ikast bor udvisningsdømte udlændinge, der ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) kan være “særligt modtagelige over for radikalisering og påvirkning fra militant islamistiske dagsordener”. Det er den samme vage, men politisk effektive konklusion, der i årevis har været brugt om udrejsecentret Kærshovedgård i Midtjylland. Og går igen i PET’s seneste vurdering af terrortruslen i Danmark:
Det er “muligt”, skriver efterretningstjenesten, at “enkelte udlændinge på tålt ophold i Danmark med sympati for militant islamisme udgør en terrortrussel”. Ligesom det er “sandsynligt”, at “nogle udviste terrordømte og personer med sympati for militant islamisme vil søge at etablere nye netværk eller styrke eksisterende netværk med ligesindede under ophold på Udrejsecenter Kærshovedgård.”
B.T. har søgt aktindsigt i, hvor mange indberetninger myndighederne har modtaget om radikalisering. I februar gjaldt det 25 af centrets beboere. “Går man en tur ned ad en tilfældig gågade, så risikerer man at møde personer mistænkt for radikalisering, der måske også er dømt for terror, og det er ærlig talt uhyggeligt,” siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører Mikkel Bjørn til avisen.
Mikkel Bjørn har derfor fremsat lovforslag om, at man sætter en lås på centret, og at beboerne heller ikke må køre bil. Begge dele af hensyn til indbyggerne i Bording, der er blevet lovet en “hjælpende hånd” for den usikkerhed, de oplever. I dag kan lokale, der bor inden for de nærmeste 1,5 kilometer fra “midtpunktet” af centret, få økonomisk kompensation, mens beboere inden for 500 meter kan sælge deres bygning til staten i en kontant udveksling: Utryghed for eksproprierede mursten.
Den lykkelige historie er, at partier som Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne, der ellers bakker op om at stramme forholdene på de danske udrejsecentre, i folketingssalen stemte imod begge Mikkel Bjørns forslag. Den mindre lykkelige er, at der i forvejen snart ikke var flere håndtag tilbage at skrue på, før beboernes fuldstændige frihedsberøvelse ville være nået.
Deprimerede og nedbrudte
Udlændingestyrelsen mener ikke, at beboerne er frihedsberøvede, da beboerne eksempelvis kan tage bussen til omkringliggende byer, hvis bare man kommer hjem i tide og står op på de rigtige tidspunkter.
De udvisningsdømte er sjældent, hvad man ville kalde farlige: På Kærshovedgård sidder folk, der er blevet bedt om at rejse hjem, fordi de har et falsk pas, har begået et butikstyveri, eller ikke har overholdt den meldepligt, der kræver, at de konstant oplyser myndighederne om, hvor de er. De er hele tiden under overvågning – meget som den overvågning, regeringen vil indføre i resten af Danmark.
Udover de udvisningsdømte bor der personer på tålt ophold, der har begået kriminalitet – men som på grund af sikkerhedssituationen i hjemlandet ikke kan sendes ud – samt afviste asylansøgere, der aldrig har været i nærheden af kriminalitet. Langt de fleste er enlige udlændinge uden børn.
Ligesom på udrejsecentrene Sjælsmark og Avnstrup på Sjælland, sidder de fleste beboere fast i flere år. De må ikke tage danskkurser eller have et lønnet arbejde. Men netop fordi der på Kærshovedgård ikke er børn, der forpligter myndighederne til at sikre beboerne et minimum af rettigheder, har man også frataget dem muligheden for at lave egen mad. Det må de 12 kvinder, der i efteråret blev overflyttet fra Kærshovedgård til Center Avnstrup i Lejre Kommune på Sjælland, heller ikke. De kan blot se til, mens resten af familierne frit kan gå rundt i køkkenet.
Sidste forår besøgte Folketingets Ombudsmand Kærshovedgård og konkluderede, at der ikke var tale om tortur, men om det, der kunne karakteriseres som det næstværste: At “forholdene for persongruppen fortsat – og i forhold til den generelle sikkerhedssituation på udrejsecentret i endnu større grad end tidligere – må anses for meget belastende og begrænsende for grundlæggende livsførelse.”
Ombudsmanden – hvis institution varetages af juristen Henrik Bloch Andersen, som er valgt af Folketinget for at sikre god “forvaltningsskik” – opfordrede til at gøre centret til et så “trygt“ sted som muligt, trods de forudsætninger, beboerne måtte have for at opholde sig i centret. Under punktet ‘’i øvrigt’ bemærkes den konkrete og lavthængende frugt, at man kunne skabe mere “indbydende og funktionelle fællesfaciliteter i de bygninger, hvor personer på tålt ophold er indkvarteret, herunder overveje, om beboerne kan have elkedler på værelserne”.
Det har beboerne ikke i dag. Fællesrummene såvel som værelserne er “fuldstændig strippet for ting”, skriver Zenia Stampe fra Radikale Venstre i et opslag på Instagram, efter hun den 1. april var på besøg på centret. Stuerne er tomme. Ingen stole. Ikke alene må man ikke lave mad, men man skal også slås om det kogende vand. Lige indtil Stampe lavede opslaget, for pludselig var elkedlerne igen at finde på værelserne, og sofaerne tilbage i fællesrummene.
“Jeg har søgt aktindsigt i Kærshovedgårds svar til ombudsmanden, og jeg har bedt ministeren redegøre for den manglende opfølgning på kritikken. Jeg har ikke fået svar endnu, men min højlydte undren var åbenbart nok til, at nogen følte sig set efter i kortene – og at det, vi så, ikke var i orden”, fortsætter Stampe.
Beboerne selv beskriver, at de føler sig deprimerede og umyndiggjorte. Dansk Flygtningehjælps asylchef Eva Singer kalder det et system, der “nedbryder” mennesker. Stille, langsomt, og for nogle åbenbart også retfærdigt. /Emma Louise Stenholm