Åbent brev om det åbne brev

På Føljeton bliver vi sommetider spurgt, hvorfor vi er så glade for e-mails. Det er der mange gode grunde til, men en af de vigtigste er måske, at nyhedsbrevet indbyder til en venskabelig tone og et friere sprog. Som et håndskrevet brev, der lander direkte i din digitale indbakke, kan det (forhåbentlig) være med til at skabe et fortrolighedsrum, hvor vi uden omsvøb fortæller om alt det spændende, vi synes er værd at vide – fortalt til dig.

Breve tilbyder nemlig en herligt personlig henvendelsesform, selv når de er tiltænkt flere læsere end den konkrete modtager. Samtidig rummer de en pondus, man bare ikke får med et Facebook-opslag eller en seddel hængt i opgangen; det smager mere af raffineret åndsudveksling à la Republic of Letters end af surt opstød. Hvilket måske også forklarer, hvorfor det åbne brev stadig lever som protestform i en tid, hvor alt indhold på internettet ret beset kan betegnes som forargede henvendelser til alle.

Det åbne brev tilbyder en formaliseret protest i sin pæneste og mest høfligt-demokratiske form. Selvom det sjældent er lige så effektivt som den storstilede gadedemonstration, er brevet trods alt bedre egnet til at få formuleret en uddybende magthaverkritik, end hvad der er muligt at sige med slagsange og bannere med mere eller mindre kreative ordspil. Samtidig ser det stadig ud af noget, hvis man kan få en masse mennesker til at agere medunderskrivere. Også selvom man risikerer at skulle udvande teksten for at få alles signaturer på den.

Og nej, nu vil vi ikke have det til at handle alt for meget om ham. Men ser man mod USA, kan man altså lære ret meget om landets præsident bare ved at læse alle de åbne breve, der er blevet sendt i hans retning – eller som har ham som omdrejningspunkt. Det begyndte allerede tilbage i 2016, hvor en større gruppe republikanske sikkerhedseksperter – herunder den tidligere CIA-direktør Michael Hayden – i et åbent brev advarede amerikanerne mod at stemme på du-ved-hvem med den begrundelse, at han “helt grundlæggende” manglede “karakteren, værdierne og erfaringen til at blive præsident” og ergo ville “svække USA’s moralske autoritet som leder af den frie verden”.

Et lignende åbent brev, underskrevet af en hel stribe prominente tidligere republikanske rådgivere, landede under sidste års præsidentvalgkamp – men havde så heller ikke den ønskede effekt. Det er, som om man umuligt kan skrive MAGA-bevægelsen ihjel, for dens støtter er vist ikke kendt for at være de største læseheste. Ikke at det forhindrer de åbne breve i at komme i en fortsat lind strøm. Faktisk er det fascinerende, i hvor høj grad man kan fornemme demokratiets igangværende sammenbrud i dem.

Der er fx tusindvis af videnskabsfolk fra The National Academies of Sciences, Engineering and Medicine, der advarer om den store fare, som Det Hvide Hus’ igangværende frontalangreb på forskningen medfører; om hvordan “administrationen skærer i finansieringen af videnskabelige agenturer, stopper bevillinger til forskere, nedlægger deres laboratorier og hæmmer det internationale videnskabelige arbejde”. Der er åbne breve fra bekymrede advokater, som frygter retsstatens igangværende sammenbrud i USA. Og der er sågar skriftlige opsange fra tidligere Guantanamo-fanger, som direkte advarer mod de menneskerettighedsovergreb, som massefængslingen af migranter vil medføre.

Er det bekymrende læsning? Uden tvivl. Nytter brevene noget? Hvem ved, de er jo ikke adresseret til os. Men som minimum kan brevene blive til fremragende kildemateriale for fremtidige historikere, der skal forsøge at forklare, hvordan det kunne gå så galt på den anden side af Atlanten. Så her kommer en åben opfordring: Skriv mange flere! /David Dragsted