Hvad ville Didion have sagt?

“Livet ændrer sig hurtigt. Livet ændrer sig i et nu. Man sætter sig for at spise middag, og ens vante liv hører op,” indleder Joan Didion sit værk Et år med magisk tænkning (2005) om den sorgproces, der fulgte hendes mand John Gregory Dunnes pludselige hjertestop.

“Det var faktisk det almindelige ved alt, hvad der lå før hændelsen, som hindrede mig i at tro på, at det der var sket, at begribe det, at kapere det, at komme igennem det. Nu er jeg klar over, at der ikke var noget usædvanligt ved min reaktion: Når vi konfronteres med en pludselig ulykke, fokuserer vi alle på, hvor normale omstændighederne var, da det utænkelige skete, på den skyfri, blå himmel, som flyet styrtede ned fra, på det rutinemæssige ærinde, som endte i rabatten med bilen i brand, på gyngerne, hvor børnene legede som sædvanlig, da klapperslangen huggede fra busken.”

Gennem sit liv delte den amerikanske forfatter ud af sit inderste uden at pakke detaljerne ind; om sit følelsesliv, angsten for ikke at slå igennem som mor, om datteren Quintana Roo Dunnes alkoholmisbrug og den dobbelte sorg, der ramte Didion, da datteren døde blot to år efter Johns forsvinden – hvilket hun senere beskrev i bogen Blå timer.

Da en 87-årig Didion selv gik bort i 2021 efter at have kæmpet med Parkinsons, havde hun dog aldrig fortalt sine agenter om de notesoptegnelser, som de senere fandt i en mappe i hendes lejlighed på Manhattan i New York: Dagbogsnotater, middagsinvitationer, det, der kunne ligne et selvmordsbrev fra faderen, og noter fra møder med psykiateren Roger MacKinnon var gemt væk uden yderligere instruktion, men sirligt lagt i kronologisk rækkefølge: Ville hun have, at vi skulle læse dem?

Om præcis en uge bliver de private tekster udgivet på bogform hos det amerikanske forlag Alfred A. Knopf under titlen Noter til John – til stor sorg for de efterladte. Didions nærmeste familie og venner har til The Observer beskrevet det som den “kollektive følelse i hendes inderkreds”, at “hendes privatliv er blevet forrådt”. En anonym ven formulerer det: “Selv om jeg selvfølgelig forstår offentlighedens tørst efter dette dokument i betragtning af Joans ekstraordinære plads i amerikansk litteratur, var Joan intet mindre end omhyggelig og bevidst om de detaljer, hun besluttede at dele – og ikke dele – i Et år med magisk tænkning og Blå timer. Alt andet forekommer mig at være et enormt forræderi mod hendes privatliv fra de mennesker, hun stolede mest på.”

I forlængelse af de seneste års diskussioner om autofiktionens magt åbner Didions noter det, The Guardian kalder et “etisk minefelt” af, hvad man gør med udgivelser, som man ikke har eller kan få forfatterens accept til. Den slags er der mange eksempler på.

På sit dødsleje bad Franz Kafka sin ven Max Brod om at “brænde alt, hvad han havde skrevet”. Sylvia Plaths eksmand Ted Hughes satte – apropos – ild til Plaths sidste dagbog og blev beskyldt for at ville kontrollere hendes eftermæle. Sidste år udgav Gabriel García Márquez’ søn Gonzalo den roman, hans afdøde far skrev, mens han var dement: “Vi besluttede, at ja, det var et forræderi. Men det er det, børn er til for,” sagde han til BBC.

Forlaget Alfred A. Knopf forsvarer udgivelsen af Noter til John med, at samlingen “udfylder store huller i vores forståelse af, hvordan hun tænkte”. I den danske oversættelse, der udkommer den 20. maj, hæfter Gyldendal sig ved, at noterne var placeret så minutiøst, at Didion må have vidst, at nogle skulle finde dem. Fordi hun ikke døde pludseligt og derfor havde haft “god mulighed” for at bede om ikke at få dem delt, forklarer Sofie Voller, redaktionschef hos Gyldendal Skønlitteratur, i Berlingske.

Den danske freelanceoversætter Nanna Lund, der har oversat bogen for Gyldendal, har ikke haft “principielle konsekvenser” ved at oversætte bogen, siger hun til Føljeton, fordi værket “udkommer lovligt”.

“Jeg har spurgt mig selv, om jeg har en personlig grænse her, og det har jeg i princippet ikke. Fordi det her værk ser ud, som om det er fuldstændig above board. Alle hendes efterladte papirer ligger i øvrigt tilgængelige på The New York Public Library, så der er i forvejen offentlig tilgang og adgang,” siger Nanna Lund til Føljeton.

På New York Public Library kan forskere efter aftale få lov at gennemgå materialet, netop fordi man har vurderet, at de bidrager til en ny forståelse af de huller, som Knopf beskriver. “Jeg var meget betaget af, hvor personlig samlingen var. Der er så meget materiale om hendes proces, men der er også så meget introspektivt materiale om hende som person. Og man kan ikke helt forstå det ene uden det andet,” siger den ene af kuratorerne til Vulture. Andre har modargumenteret, at noterne minder så tilpas meget om Didions eksisterende værker, at de ikke nødvendigvis bidrager til en ny forståelse af hendes forfatterskab.

Om oversætteren bør sige nej af etiske årsager, er en grænse, der er “dybt personlig”, siger Nanna Lund:

“For mig som professionel oversætter går grænsen to steder. Et: Har jeg brug for arbejdet, og har jeg tid? De generelle arbejdsvilkår lægger en vis ramme om vores arbejde. Langt de fleste litterære oversættere i Danmark er freelancere og betaler selv vores pensioner, og hvis vi bliver syge. Den anden årsag til, at jeg ville sige nej, er, helt generelt, hvis jeg synes, værket og jeg er et dårligt match.”

“Skal jeg som medvirkende til værkets udgivelse føle mig medskyldig i den frustration, som nogle af Didions efterladte åbenbart har givet udtryk for? Hvem kan man så ikke gøre ansvarlig? Grafikeren? Korrekturlæseren? Trykkeren?,” spørger hun.

Ifølge Nanna Lund var det sværeste ved at oversætte en så privat tekst, hvordan man formidler tekstens noteprægede form, som kan “aflæses i teksten og måden, den ser ud på. Det handler om at være så loyal som overhovedet muligt.”

“Hvis man mener, at det her er noget, der går for tæt på, eller at forlaget ikke burde have udgivet den, så må man lade være med at købe bogen. Det er ganske enkelt. Det er ligesom, at folk i øjeblikket går uden om Coca-Cola og køber Jolly i stedet for.” /Emma Louise Stenholm