De døde breves klub

Brevet er dødt. Der er ingen, der skriver dem længere. Måske man til nøds lige orker at sende sin bedstemor et postkort fra en ferie, men så koster frimærkerne det hvide ud af øjnene, og hvor vigtigt er det så i virkeligheden at sende et billigt billede af Gran Canaria med teksten: “Kære bedste, vi har det godt og bader hver dag. Her er der flot. Håber du har det godt derhjemme. Kys og knus.” Ikke vigtigt nok, tænker man. Og snart er det jo også slut herhjemme, når det sidste brev skal postes den 18. december 2025.

At skrive breve er blevet noget symbolsk, og for at være ærlig, lidt prætentiøst. Hvem har tiden til at sætte sig med papir, konvolut og kuglepen for at skrive side op og side ned om, hvordan man har det, hvad man har oplevet, og så sende det til en ven? Nej, vi ringer i stedet, sms’er jo ud i én uendelighed, og når følelserne skal på papir, så gør vi det til os selv i dagbogsformen.

Men, argumenterer sociologiprofessoren Liz Stanley i sin forskningsartikel “The death of the letter? Epistolary intent, letterness and the many ends of letter-writing” fra 2015, så er vi nok faktisk altid lige lidt for hurtige på aftrækkeren til at erklære brevet for dødt.

Senest er nekrologen blevet skrevet post-internet, fordi vi nu kun fatter os i korthed på sociale medier og sms. Men det er ahistorisk, skriver Stanley, og peger på en kollektiv misforståelse af tid og hvad tiden betyder. Vi associerer brevskrivningen med at være tidskrævende; det skal først håndskrives, så postes og fra postkasse til postbud til modtager, alt i alt en langsommelig proces. Denne tankegang har haft til følge, at brevet også blev erklæret dødt, da man indførte dag-til-dag-post-service, da man opfandt den internationale telegraf, og selvfølgelig også da postkortet kom. I realiteten steg mængden af skrevne breve imidlertid i samtlige tilfælde.

Det er dog ikke tilfældet nu, hvor mængden af brevpost er faldet med 85 pct. siden 1999, men frygt ej. Brevet er ikke dødt endnu. Det stortrives nemlig stadig i litteraturen, og det har det gjort lige så længe, som der har været noget, der har heddet en roman.

Følelsernes frirum

Den “vestlige” romans historie er nemlig brevets, og selvom der er uenighed om, hvilken roman der var den første, så er der ingen tvivl om, at den første roman var en brevroman.

Nogle krediterer briten Samuel Richardson med at have etableret genren for alvor med sin brevroman Pamela; or Virtue Rewarded fra 1740, der handler om den 15-årige tjenestepige Pamela, som skriver hjem til sin mor, om hvad der sker hende i tjeneste. Såsom at hun bliver genstand for en del uønsket seksuel opmærksomhed fra godsejeren Mr. B, som både chikanerer, forgriber sig og voldtager den unge Pamela. Men det var en anden tid, og hun “belønnes” med ægteskab, så alt godt.

Inden Pamela, der i litteraturhistorien især har gjort sig bemærket som den første reelle “bestseller”, var der dog den britiske forfatter Aphra Behn. Et temmelig imponerende menneske, der kom fra fattige kår med en mor, der formodentlig var amme for den adelige slægt Colpeper, og blev den første kvinde i England, der kunne leve af at skrive. Derudover var hun også spion for den engelske konge i 1660, hun skulle have rejst en del i Surinam, og så skrev hun også i 1684 brevromanen Love-Letters Between a Nobleman and His Sister. En roman à clef, altså en nøgleroman, baseret på virkelige hændelser og personer, men med et fiktivt afsæt. Romanen baserede sig på skandalen og affæren mellem, ja, en adelsmand, Jarlen af Tankerville, og hans kones søster, og talte ind i den britiske offentligheds optagethed af sladder og sexede detaljer.

For er der noget mere intimt end at læse en andens breve? Nogens dybeste hemmeligheder, de har delt med en fortrolig? Brevet, som vi tænker det i dag, altså udleverende, dybsindigt og indgående, var dengang stort set lige blevet “opfundet”. I hvert fald det, at man nedfældede sit inderste.

Ifølge litteraten og breveksperten Eve Tavor Bennet var brevskrivningen frem til det 18. århundrede præget af en mere merkantil tone. Primært handelsbaseret, da dets form og kutyme var bundet op på at være høflig og informativ. “Brevet” befandt sig altså i en overgangsfase, indtil man i oplysningstiden begyndte at medtage sig selv lidt mere i skrivningen. Man begyndte at skrive breve mere, som man talte, hvilket også førte til en udvikling i brevskrivningen, hvor man blev mere optaget af det “lejlighedsvise”; at man skrev på én måde, hvis man skulle lykønske nogen, og på en anden måde, hvis man skulle kondolere. Senere – i det 19. århundrede – begyndte man også at skrive mere oprigtigt, altså personligt, dybfølt, indgående.

Richardsons brevroman blev en bestseller, som blev efterfulgt af en anden bestseller, nemlig Clarissa, or The History of a Young Lady: Comprehending the Most Important Concerns of Private Life. And Particularly Shewing, the Distresses that May Attend the Misconduct Both of Parents and Children, In Relation to Marriage fra 1748. Den vakte også opmærksomhed. I en oplysningstid, som var åh så fornuftspræget, blev folk fuldstændig betagede og opslugte af brevromanerne. De begyndte at græde over passager, hvor de stakkels hovedkarakterer måtte kæmpe indædt for at beholde deres dyd. I Frankrig blev Rousseau så optaget af denne folkelige følelsesladning, at han skrev sin egen brevroman Julie; eller Den nye Héloïse fra 1761, der blev århundredets bedst sælgende roman og gjorde ham til verdens første kendisforfatter. Eller bare en forfatter, som vi kender dem i dag.

At folk blev så investerede i værkerne var nyt. Rousseau modtog fanmail en masse. Havde Julie været ægte? Hvad var der blevet af de andre karakterer? Svar mig! Ligeledes blev den unge Werthers breve om sine lidelser og forelskelse i Lotte, skrevet til sin kære ven, også læst med så megen indlevelse, at det udløste en decideret selvmordsepidemi, hvor unge mænd klædte sig ud i Werther-kostumer og skød sig selv.

I det 19. århundrede var brevromanen dog kommet i unåde. I hvert fald skulle selv Jane Austen have forsøgt sig og siden forkastet formatet med sin første udgivelse. Men intet er væk for bestandigt.

Den moderne brevroman

“Kære fuckhoved” skriver den feterede skuespiller Rebecca Latté til forfatteren Oscar Jayard, efter at sidstnævnte har lavet et særdeles modbydeligt Instagram-opslag om skuespillerens udseende, i den franske forfatter Virginie Despentes’ brevroman Kære fuckhoved fra 2022.

“Jeg har læst dit opslag på din Instagramprofil. Du er som en due der har klattet på min skulder på sin vej. Det griser og er meget ubehageligt. Wæh, wæh, wæh, jeg er en lille undermåler som ingen interesserer sig for, og jeg klynker som en chihuahua fordi jeg drømmer om at få opmærksomhed. Hurra for de sociale medier: Nu har du fået dine femten minutters berømmelse. Beviset er at jeg skriver til dig. Jeg er sikker på at du har børn. Mænd som dig formerer sig, tænk hvis slægten skulle uddø. En ting jeg har lagt mærke til, er at jo mere åndssvage og håbløst ubrugelige I er, jo stærkere er jeres behov for at videreføre slægten. Så jeg håber at dine børn bliver mast ihjel under en lastbil, og at du ser dem dø uden at kunne gøre noget, at deres øjne popper ud af øjenhulerne, og at deres smertensskrig vil forfølge dig aften efter aften. Kan du have det rigtig elendigt. Og hold nallerne fra Biggie, din taber.”

Til trods for det afvisende svar indleder de – Oscar velvilligt, og Rebecca lidt mere modvilligt – en korrespondance. De har åbenbart kendt hinanden som børn, eller Oscar har kendt til hende, og måske fordi han står midt i en voldsom MeToo-skandale, og måske fordi hun er blevet over 50 og ikke bliver tilbudt lige så mange roller som før, mødes de i en slags følsomhed, som kun findes på skrift.

Et brev kan i dag være mange ting, skriver sociologen Liz Stanley, og det er ikke længere bundet op på tid eller sted på samme måde. Det eneste, der fastholder det, er den skriftlige overlevering. Vi modtager jo breve i form af romaner fra vores eks’er over sms, der gennemgår bruddet i detaljer, i form af Twittertråde eller som længere Substack-indlæg. Brevformen har udviklet sig og er blevet abstrakt, men brevromanen, og altså hermed også brevet, er aldrig langt væk, uanset hvor mange gange vi begraver det.

Brevene dukker op i samtidslitteraturen hele tiden. Nogle gange helt klassisk i email-format som i Sally Rooneys Skønne verden, hvor er du (2021), hvor lange emails om urolig kærlighed, og hvor svært det er at være marxist i et kapitalistisk samfund, dukker op iblandt lumre scener. Eller i andet populært litteratur, som når Ocean Vuong skriver breve til sin mor om sin barndom i På jorden er vi kortvarigt smukke (2020), eller herhjemme i Lucia Odooms brevroman fortalt over WhatsApp, Cosmos (2024).

“Har du ikke en ven du kan tale med?” spørger Rebecca i Kære fuckhoved, efter Oscar ud af det blå har fortalt langt og følsomt om sin søster Corinne, som var barndomsvenner med Rebecca. “Det er et held at den interesserer mig, for det har taget mig hele eftermiddagen at læse din mail.” Og sådan lever brevet videre. /Astrid Plum