Amerikansk kremlologi

Hvad der bliver sagt, betyder ikke længere noget. For signalerne bliver alligevel ændret, før nogen når at finde hoved og hale i malstrømmen af kontrameldinger. Til gengæld betyder det tilsyneladende noget, hvem som siger hvad.

Hierarkiet af rådgivere og tech-oligarker omkring USA’s præsident Donald Trump kan på et splitsekund påvirke verdensøkonomien direkte. Ordene har en kontant indvirkning. Problemet er blot, at ingen rigtig ved, hvem der lige i øjeblikket er de vigtigste. For hierarkiet er konstant omskifteligt – og så meget desto mere afgørende.

Afsenderne er reelt blevet vigtigere end de forvirrede budskaber. Og heri ligger en syret historisk parallel.

Ganske vist er der én iøjnefaldende forskel mellem Sovjetunionens hedengangne politbureau og den nuværende Trump-regering: Hvor de øverste apparatjikker i Kreml sagde påfaldende lidt i offentligheden, hvirvler det kaotisk rundt med vilde påstande fra Det Hvide Hus. Men ellers begynder lighederne faktisk at være slående, og effekten af de vidt forskellige kommunikationsstrategier synes paradoksalt nok også at være den samme.

Hvor den sovjetkommunistiske tavshed kunne gøre det nødvendigt at tolke på alle mulige og umulige hændelser for derved at afkode en mening med galskaben, har den konstante støj fra folkene omkring Donald Trump vist sig at få samme effekt, da iagttagere febrilsk forsøger at tolke på alt mellem linjerne og mellem himmel og jord.

Ingen ord er lige så gode eller dårlige som alle ord på én gang.

Tilbage i 1950’erne opstod fænomenet ‘kremlologi’, som kan defineres som “studiet af Sovjetunionens politik og de indbyrdes magtkampe mellem de ledende politikere i Kreml”. Og videre i Danmarks Nationalleksikon, Lex: “På grund af Sovjetunionens lukkethed var kremlologien baseret på undertiden usikre tolkninger af politikernes handlinger, officielle udtalelser m.m.”

Historien gentager sig nu – som en bekostelig tragedie.

Dengang var det efterretningsofficerer med skæg og blå briller, som forsøgte at tolke på alt – fra opstillingen af stole til 1. maj-arrangementer til typografien på forsiden af partiavisen Pravda. Og som oftest i totalt blinde.

Milliarder på spil

Det var og blev gådefuldt, hvad medlemmerne af Sovjetunionens politbureau foretog sig, højst sandsynligt fordi der ikke altid var en højere logik i de indre magtkabaler. Nøjagtig ligesom i dag.

Dengang var der dog en altødelæggende atomkrig på spil, og derfor gav det en vis mening, når vestlige spioner under Den Kolde Krig gjorde sig store anstrengelser for at tyde den sovjetiske scenografi, i hvad man på tysk også kaldte “Kreml-Astrologie”, altså en næsten okkult form for politisk spådomskunst.

Her i 2025 er det Wall Street-spekulanterne, som viderefører traditionen med at dekryptere den skæbnesvangre nonsens, nu med fuldt fokus rettet mod intrigerne, sammensværgelserne og rænkespillene i Trump-lejren.

De seneste ugers virvar af vildskud om toldsatser har vist, at både aktiekurser og obligationsrenter svinger op og ned, helt afhængigt af, hvem der siger noget. For når formelle og uformelle repræsentanter for den amerikanske regering på samme dag kan komme med meldinger, der bogstaveligt talt stikker i alle retninger, bliver det afgørende at kunne tyde, hvem der menes at have præsidentens øre, ja, bare i de kommende minutter.

Gevinsten ved at gætte rigtigt er milliarder af dollars i øjeblikkelig bonus fra finansmarkederne, som reagerer prompte på såvel positive som negative nyheder fra Det Hvide Hus. For dem, som enten er forhåndsinformeret eller blot gambler på den rette budbringer, kan der scores hundredvis af milliarder, mens dem, som satser skævt, taber tilsvarende beløb.

Det er et på alle måder grotesk casino, der udspiller sig.

I første omgang stod hanekampen mellem verdens (indtil for nylig) rigeste mand, Elon Musk på den ene side, og Donald Trumps mest trofaste handelsrådgiver, toldtilhængeren Pete Navarro. Hvis man satsede på, at Musk ville vinde dysten om præsidentens gunst, ville aktierne stige eksplosivt, mens de omvendt ville fortsætte med at styrtdykke, hvis Navarro fik det sidste ord.

Ingen økonomer kan se nogen form for købmandsagtig logik i toldsatserne, som tilmed svinger op og ned, pauses og fordobles, og derfor må investorer og spekulanter nøjes med person-rouletten.

Ind ad det ene øre

Da Elon Musk kaldte Pete Navarro for “Retarrdo”, en ægte trumpisme, og afskrev ham som “dummere end en sæk mursten”, kunne man tro, at den forhadte Tesla-ejer havde fået overhånden.

Men præsidenten fulgte alligevel linjen fra Pete Navarro og skruede yderligere op for toldsatserne over for Kina.

Chokeffekten skal aldrig undervurderes, når det gælder Trump. Det er trods alt Navarro, som har skrevet en bog med en titel så dramatisk, at præsidenten skulle være oprigtigt imponeret: Death by China: Confronting the Dragon.

Hasardspillet med verdensøkonomien skulle da også vise sig kun lige at være begyndt. I løbet af de seneste dage er den amerikanske obligationsrente således steget historisk hurtigt, mens dollarkursen er faldet, og det har angiveligt flyttet tyngdepunktet. Pludselig kredser alles opmærksomhed omkring USA’s finansminister Scott Bessent.

“Det krævede stort mod”, udtalte den tidligere kapitalfondsspekulant, da han forsøgte at tage æren for, at USA i sidste øjeblik valgte at udskyde de høje toldsatser og dermed endnu engang skabte maksimal rådvildhed og desorientering.

Hvis Scott Bessent pludselig er manden, som Trump lytter til, om ikke andet fordi USA’s økonomi risikerer at gå rabundus, såfremt Navarro-eksperimentet får det til at spinde ud af kontrol, er de økonomiske kalkuler diametralt modsatte. Så er præsidenten på retræte, og Navarros tid måske allerede forbi? På samme måde som Elon Musk også synes at være trillet ud på et sidespor.

Bundlinjen er, at ingen ved, hvem Trump lader sig påvirke af, kun at USA’s præsident er ekstremt påvirkelig af de seneste indskydelser.

Mønsteret er, at Trump altid mener, hvad han netop er blevet fortalt, og at han typisk skifter mening, så snart en ny rådgiver siger noget andet. Derfor er den tyske betegnelse “Kreml-Astrologie” nok fortsat den bedste, nu blot opdateret til Trump-astrologi.

Helt obskure tilfældigheder styrer verdens gang, på samme måde som da kloden var tæt på at kæntre i overgangen fra Leonid Bresjnev til Nikita Khrusjtjov i datidens Sovjetunionen.

Det er en ringe trøst at tro, at finansminister Scott Bessent skulle have fået kortsluttet det værste vanvid i Det Hvide Hus. For om et kort øjeblik brænder lokummet igen. /Lars Trier Mogensen