Det er vreden, der forandrer verden

Da den dengang 16-årige Greta Thunberg i 2019 trådte op på FN’s talerstol og leverede sit nu berømte vredesudbrud ‘How dare you’, brød hun samtidig med den gode stemning og blev straks udskældt af medier og magthavere. Klummeskribenten Rune Selsing kaldte hende en “16-årig autist med en infantil hestehale”, mens USA’s præsident Donald Trump mente, at hun burde “slappe af” og arbejde med sit “anger management”.

Ifølge Frida Hviid Broberg, der har skrevet ph.d. i retorik om vrede i aktivisme ved Københavns Universitet, afslører reaktionerne på Thunberg en hel del om, hvordan vrede fungerer i nutidens politiske landskab. I sin forskning har hun gennemgået dækningen i danske mainstreammedier og undersøgt, hvordan vreden har været en drivkraft i bevægelser som Black Lives Matter, MeToo, klimakampen og de seneste års protester for et frit Palæstina. Men netop den vrede, der ansporer bevægelserne, bliver hurtigt genstand for negativ opmærksomhed.

“Når sociale bevægelser udtrykker vrede, så bliver de ofte mødt med en stor mængde kritik, som handler om, at vrede skader sagen, skaber splittelser og skubber potentielle allierede væk.”

I retorik bliver det kaldt for kontraproduktivitetskritikken. Det er et greb, som kan benyttes, når aktivister som Greta Thunberg bringer en vrede og alvor ind i en sag, som de dominerende eliter og medier helst så som forsonende og vredesløs. Her skal man helst ikke vise for mange følelser, hvis ens sag skal accepteres.

Men ifølge Broberg er vreden netop en forudsætning for aktivisme. For det kræver både tid, følelser og enorm energi at organisere protester, sætte sig ind i komplekse problemstillinger og handle. Alt sammen noget, der sjældent opstår uden en følelse af indignation over verdens tilstand. Derfor mener Broberg ikke, at det nødvendigvis er et problem, at vreden bliver begrænset af mediernes automatreaktion om den gode opførsel.

“Selv om vrede ofte bliver mødt med negativ medieopmærksomhed, så bliver vreden sat i cirkulation mellem aktivister, medier og politikere og skaber derved opmærksomhed om aktivisternes sag. I den forstand er vrede produktiv,” siger Frida Hviid Broberg.

Flere former for vrede

Når Frida Hviid Broberg taler om vrede, så er det en bestemt form for vrede. Det er en vrede, som er en reaktion på systematiske og strukturelle uretfærdigheder. Det kan være vrede over klimakrisen rettet mod fossilindustrien eller vrede over strukturel racisme, som det ses i Black Lives Matter-bevægelsen.

“Den forandrende vrede er rettet mod de strukturelle og systemiske årsager til problemet og mod de mest magtfulde aktører, der styrer samfundet,” siger hun.

Vi har talt om vrede unge mænd i længere tid. Er det en anderledes vrede end den, du nævner?

“Ja, her ser vi ofte en vrede, der ikke retter sig mod strukturer eller magtfulde aktører, men mod bestemte grupper som immigranter eller kvinder,” forklarer Broberg og giver et eksempel:

“En økofascistisk vrede retter sig typisk ikke imod fossilindustrien, men mod flygtninge, selvom flygtninge har meget lidt med årsagerne til miljø- og klimakrisen at gøre og ofte er ofre for den.”

Men har den vrede ikke også et forandrende potentiale?

“Jo, i den forstand at alle former for vrede har potentiale til at skabe forandringer. Men de skaber forskellige politiske forandringer,” siger Broberg og tilføjer, at vrede også kan blive status quo-bevarende, når det primært kommer til udtryk i kritikken af progressive sociale bevægelser.

For magten er vrede uønsket

I en kronik i Dagbladet Information beskrev Frida Hviid Broberg for nylig, hvordan statsminister Mette Frederiksen havde udtrykt bekymring over den vrede, som præger den politiske samtid. Statsministerens bekymring skyldes, at man i vestlig kultur ser vrede som en “destruktiv kraft, der står i modsætning til fornuft og truer demokratiet”, som Broberg forklarer i kronikken. Men måske kommer den demokratiske trussel snarere fra magten selv end fra vrede sociale bevægelser?

Kigger man ud i Europa, bliver der lige nu slået hårdt ned på aktivister, der protesterer for både klima og Gaza. Sidste år blev en række klimaaktivister fængslet i Storbritannien for at planlægge ikke-voldelige aktioner, mens der herhjemme har været flere sager om fængsling for ytringer på sociale medier for “billigelse af terror”, som Politiken har beskrevet. For Frida Hviid Broberg er det magtens forsøg på at tage vreden ud af befolkningen.

“Uden at tillægge statsministeren følelser, hun ikke har, så kan jeg godt forstå, at personer med politisk magt kan blive bange for vreden og gerne vil begrænse den,” siger Frida Hviid Broberg.

“Når man repræsenterer status quo og den etablerede magt, er det ikke i sig selv underligt at være nervøs for, at den forandrende vrede vokser i befolkningen. Det har vi set før i historien, hvor vreden har skabt nogle massebevægelser, som grundlæggende har forandret samfundet.”

Er det derfor, vi ser de her tilbageslag mod aktivister rundt omkring i Europa?

“Ja, der finder en udfordring af den etablerede magt sted i disse år, og tilbageslaget foregår både retorisk i medierne og politisk ved, at statsmagter begynder at slå hårdere ned på aktivister, selvom de ikke har gjort noget kriminelt og ikke er dømt for noget.”

Men kan man ikke også se det som magtens forsøg på at kontrollere en vrede, før den måske begynder at overskride nogle grænser og blive voldelig?

“Det er en udbredt antagelse, at vrede er et forstadie til vold, men det er der en god grund til at være kritisk overfor. Det er vigtigt at skelne mellem vrede og vold og se vrede som en udtryksform i egen ret. Aktivistisk vrede kan finde udtryk i civil ulydighed og sabotage, såsom ødelæggelse af fossil infrastruktur, som mange anser for voldelige og illegitime handlinger, men som mange forskere i klima og aktivisme forsvarer i kontekst af det igangværende klimakollaps.”

Positive følelser fører ikke nødvendigvis til et bedre samfund

Inspireret af feministisk og queer tænkning arbejder Broberg med at “afnaturalisere” den måde, vi i Vesten kategoriserer følelser som enten positive eller negative. For hvad nu, hvis det netop er de “negative” følelser, der driver forandring, mens de “positive” fastholder en status quo, der lige nu fører til et klimasammenbrud og slækken på internationale konventioner?

“I vores kultur er der en tendens til at dele følelser op som enten konstruktive eller destruktive. Men en følelse som vrede, der typisk bliver set som destruktiv, kan skabe positive forandringer, mens følelser, vi opfatter som positive, kan føre undertrykkelse og marginalisering med sig,” siger Frida Hviid Broberg.

“Det handler ikke om at udråbe vrede til en særlig god følelse, men om at nedbryde skellet mellem gode og dårlige følelser. For vi har brug for hele spektret for at forstå og handle på de ting, der sker i verden.”

For Broberg er det netop ved ikke at kategorisere de følelser, at man kan få øje på nogle af de udfordringer, som samfundet står overfor. Derfor nytter det heller ikke noget at inddæmme dem.

“Følelser fortæller os, når noget er galt. Derfor skal vi lytte til klimasorg og til den afmagt og vrede, som mange Palæstina-aktivister føler, når de ser magthavere ignorere folkeretten og fortsætte våbenleverancer til Israel.”

Greta Thunberg er blevet mere vred … og Palæstina-aktivist

Siden sin ikoniske tale i 2019 har Greta Thunberg tilføjet flere kampe til sin aktivisme – ikke mindst, da hun efter den 7. oktober 2023 begyndte at demonstrere for Gaza. Hun bærer keffiyeh, det palæstinensiske modstandssymbol, og siger, at “der ikke findes nogen klimakamp uden menneskerettigheder”. Ifølge Broberg har Thunbergs skifte fra klimaaktivist til en mere vred tværpolitisk stemme ført til mindre mediedækning. Mest af alt fordi Palæstina i en dansk kontekst behandles anderledes end MeToo, klimakampen og Black Lives Matter.

“Kigger man på de fire store sociale bevægelser, som jeg har undersøgt i min forskning, så markerer bevægelsen for et frit Palæstina i en dansk mediekontekst en undtagelse. Mens klimaaktivisters vrede bliver fremstillet som en trussel mod den demokratiske samtale, så bliver den pro-palæstinensiske bevægelses vrede fremstillet som en national sikkerhedstrussel og kædet sammen med radikalisering og terror,” siger Frida Hviid Broberg.

Det betyder, at den vrede, der driver demonstrationerne for Palæstina, ofte bliver ignoreret. Selv efter to år med ugentlige demonstrationer.

“Den store folkelige bevægelse for et frit Palæstina blev efter 7. oktober nærmest ignoreret i danske medier, ligesom sociale medier systematisk censurerer og ‘shadowbanner’ pro-palæstinensisk indhold og kritik af Israel. Men bevægelsen er lykkedes med at få hul igennem til offentligheden ved at lægge pres på medier og eskalere deres protestmetoder, og på sociale medier finder aktivister måder at omgå censuren ved at bruge alternative stavemåder af ord, som algoritmerne censurerer.”

På den måde formår Palæstina-bevægelsen stadigvæk at cirkulere vreden på sociale medier. Det har dannet grobund for store protester verden over og presset nationale regeringer på deres førte politik. Om det lykkes, må tiden vise, men vreden bliver sandsynligvis et centralt element i forsøget. /Mads Thunestvedt

Artiklen er lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Den bygger på arrangementet ‘Hvor vover de? Vrede som katalysator for klimakampen‘.