Nyhedsanalyse

Send Elon til Mars

På arbejdernes internationale kampdag demonstrerer de mange amerikanere mod de få milliardærer.

Daniel Cole/Reuters/Ritzau Scanpix

Mayday, mayday, har det desperat og skrattende lydt de sidste hundrede og én dage – fra dem, der er om bord på den synkende skude USA. Bare ikke fra kaptajnen selv, Donald Trump, som lader til at have det strålende.

Forskning fra Harvard University og University of Connecticuts Crowd Counting Consortium viser, at der var dobbelt så mange gadedemonstrationer mellem den 22. januar og marts måned end i samme periode i 2017, efter Trump blev præsident for første gang. I mellemtiden vurderer en direktør fra Crowd Counting Consortium, at det samlede antal demonstranter er langt lavere end for fire år siden, hvilket betyder, at demonstrationerne denne gang er mindre og mere spredte.

Det lader imidlertid til, at demonstranterne er ved at samle sig. “Trump og hans kumpaner forsøger aktivt at overtage vores land og ødelægge vores demokrati, og det demokratiske parti gør ikke nok for at stoppe dem, så folk vil gribe ind”, siger Hunter Dunn, national pressekoordinator i bevægelsen 50501, til The Guardian, “det var den grundlæggende idé”.

Den omtalte idé opstod på internetforummet Reddit, hvor en bruger under navnet Evolved Fungi skrev: 50 DEMONSTRATIONER – 50 STATER – 1 DAG. Dagen var den 5. februar, men det er sidenhen blevet til 50501, som betegner 50 demonstrationer, 50 stater og én bevægelse.

Reddit bliver stadig brugt til at koordinere demonstrationerne, og i begyndelsen af april demonstrerede millioner af amerikanere over hele landet imod præsidenten i det, der ifølge amerikanske medier var den største modstand mod Donald Trump, siden han blev genindsat i Det Hvide Hus.

50501 var en del af den koalition af organisationer og bevægelser, der den 5. og 19. april arrangerede landsdækkende demonstrationer. Torsdag samles amerikanerne igen på gaden i anledning af arbejdernes internationale kampdag – May Day – med fokus på arbejdere og immigranters rettigheder.

“Det er meget hurtigt gået fra en dråbe til en flodbølge,” siger Dunn til The Guardian.

 

Stille på toppen

“Vi bygger flyet, mens vi flyver,” siger Sarah Parker, der er direktør i organisationen Voices of Florida, der arbejder for at fremme reproduktive rettigheder og er med til at arrangere torsdagens demonstration mod milliardærernes magtovertagelse, til Rolling Stone. “Det er fantastisk at se nye mennesker opbygge denne fantastiske infrastruktur. Det er bottom-up, ikke top-down.”

For hvad sker der egentlig oppe på toppen? Altså deroppe, hvor de folkevalgte sidder og skutter sig. Demokraterne kom langsomt fra start, og mens Donald Trump underskrev det ene præsidentielle dekret efter det andet, havde oppositionspolitikerne knap “koncepterne af en plan” for at gøre modstand. Det resulterede i et patetisk, pink koncept af en demonstration, hvor en del af (ikke engang alle!) Demokraterne mødte op i Kongressen iført lyserøde blazere.

I mellemtiden har de to venstreorienterede og velkendte politikere, senator Bernie Sanders og medlem af Repræsentanternes Hus Alexandria Ocasio-Cortez, siden februar turneret landet rundt med deres Fighting Oligarchy Tour. Der er ikke noget nyt ved budskaberne for Sanders, der også opfordrede til politisk revolution mod milliardærerne for et årti siden. Denne gang har musikalske gæster som Neil Young og Joan Baez lagt vejen forbi, og Sanders opvarmede endda på Coachella for kunstneren Clairo, heldigvis med en politisk tale frem for en sang.

Resten af demokraterne er også ved at finde deres fodfæste. “Aldrig før i mit liv har jeg opfordret til massedemonstrationer, til mobilisering, til opbrud. Men det gør jeg nu,” sagde demokraten JB Pritzker, der er guvernør i delstaten Illinois – og i øvrigt milliardær – i en tale denne uge. “Disse republikanere kan ikke få et øjebliks fred,” fortsatte han, “de skal forstå, at vi vil bekæmpe deres grusomhed med alle de megafoner og mikrofoner, vi har.”

Onsdag tittede tidligere vicepræsident Kamala Harris frem igen og holdt sin første store tale siden valget, som hun tabte. Hun kritiserede Trump i skarpe vendinger, men på grund af Demokraternes mindretal i både Repræsentanternes Hus og Senatet forudsagde hun, at “tingene sandsynligvis vil blive værre, før de bliver bedre.” /Emilie Ewald

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12