“Når flertallet føler sig håbløse, kan magtforholdene fortsætte som hidtil”

“Under valgkampen fik jeg i tre uger et opkald om dagen i gennemsnit fra mediehuse, som ville have nogen til at være ansigtet på dagsordener, jeg eller andre inuit i Danmark ikke selv fik lov til at sætte,” siger dansk-grønlandske Siri Paulsen. Som sceneinstruktør og lyddesigner har hun i foråret været med bag opsætningerne af danse- og teaterforestillingerne WHITEOUT og Det Vandrende Menneske (Inuk ingerlaartoq) om henholdsvis at miste sine nærmeste til selvmord og en ung grønlandsk piges oplevelser i en plejefamilie i Hasseris i Aalborg i 1970’erne.

Da Siri Paulsen i november talte i et panel på udstillingsstedet Simian i Ørestad, spurgte hun de fremmødte, hvor mange der kendte og kunne udtale Grønlands navn på grønlandsk, Kalaallit Nunaat på kalaallisut. Kun få personer i en ellers fyldt parkeringskælder rakte hånden op. Det var før, Donald Trump for alvor begyndte at tale om at købe Kalaallit Nunaat. Her, et halvt år efter, oplever hun ikke, at nysgerrigheden har cementeret sig som en større bevidsthed om rigsfællesskabet.

Modsat hvad der ellers normalt er hendes opfattelse, forklarer Siri Paulsen, har uvidenheden været mere udbredt i danske mediehuse end på Christiansborg, der har været bedre til at “håndtere og tage ejerskab” over en krise mellem Kalaallit Nunaat og Danmark.

“Relationerne blandt diplomater og politikere er bedre, end den generelle grønlandske befolkning er blevet behandlet i medierne,” siger sceneinstruktøren, der har oplevet, at hendes stemme er blevet brugt til at repræsentere “skræmmebilleder”.

“Som for eksempel, at hvis Naleraq skulle få et virkelig godt valg, ville det være det samme som, at Grønland skulle blive selvstændigt lige nu, og at Grønland ville blive annekteret af USA. Danske medier har ikke været bevidste om, hvor stor magt de har i Grønland. Mange grønlandske vælgere ser også de store danske tv-kanaler og har været enormt bekymrede,” fortsætter hun:

“Der er også noget kunstigt i, at det, at jeg er inuk, er årsag til, at jeg er blevet inviteret forskellige steder. Siden valget er jeg ikke blevet kontaktet af nogen danske medier. Det er ikke fordi, jeg har behov for at snakke med dem, men jeg kan se på aviserne, at der er mindre dækning.”

Den selektive empati, at vi ikke engagerer os aktivt, provokerer hende, siger hun.

“At jeg lever i et samfund, hvor folk har set Mississippi Burning og haft enormt meget empati for noget, der er sket i et andet land, og hvor overgrebet skulle være fysisk voldeligt og langt væk, før vi kunne nå til enighed om forkertheden i det. Hvorfor kan vi ikke i stedet være aktivt engagerede under oprør, når undertrykkelsen finder sted? Det synes jeg er enormt håbløst.”

Hænderne i jorden

Håbløshed var temaet under samtalen på Simian, hvor Siri Paulsen var i panel med den amerikanske kunsthistoriker T.J. Demos.

Demos er professor i visuel kultur ved University of California og har skrevet bogen Radikale Futurismer, udgivet på dansk på Informations Forlag, hvori han beskriver, hvordan vi bør organisere os i stedet for at blive passiviseret af undergangsfortællinger. Og det gør man ikke bedst ved at udøve en protestpolitik på sociale medier, der “praktiserer en indlært hjælpeløshed, der emmer af nihilisme,” som han sagde i Ørestad.

“Vi er nødt til at engagere os. Der er ikke én privilegeret måde at gøre det på, men det er ekstremt vigtigt at få beskidte hænder, være involveret i lokale projekter, at etablere og dyrke relationer med andre mennesker, med jorden, med planter, med det mere end menneskelige,” uddyber han til Føljeton.

Demos henviser til Siri Paulsens analogi, at vi skal have vores hands in the soil.

“Håbløshed har en svækkende effekt og har tendens til at lukke ned for energi og aktivisme,” siger han. Det er den stemning, der skabes, når statsminister Mette Frederiksen (S) holder dundertaler om, at vi er i en undtagelsestilstand med oprustning som det eneste svar: “Håbløshed skabes af den dominerende magt. Når flertallet føler sig håbløse og søger fornøjelse gennem forbrugerisme og underholdning, er konsekvensen i høj grad en form for afpolitiseret tilbagegang, der lader magtforholdene fortsætte som hidtil.”

Det er et stykke hen ad vejen det samme argument, som den belgiske politolog Anton Jäger beskrev i bogen Hyperpolitik – nemlig at stigende politisering betyder mindre politik. Eller som Jäger sidste år forklarede til Føljeton: “Klimabevægelsen har den effekt at gøre alle retorisk opmærksomme på en klimadagsorden. Men hvad giver det os politisk? Her har resultaterne været dramatisk utilstrækkelige.”

Ifølge T.J. Demos har situationen i Gaza også understreget en “politisk nødvendighed” for at skabe en modbevægelse. Der er brug for det, han kalder en “venstreorienteret internationalisme”, hvor venstrefløjen tænker på politik “i en internationalistisk forstand”.

“Det, Israel gør, vedrører ikke kun Gaza, men repræsenterer en global nyorientering i retning af, hvad jeg mener er en ny form for autoritær og postliberal etnonationalisme. Etnonationalisme ligger uden for det liberale demokrati, som vi har kendt det, selv med alle dets fejl. Det tilbyder et nyt paradigme for internationalistiske nationalismer, der omfavnes af ekstreme højrebevægelser fra Donald Trump til Viktor Orbán til Marine Le Pen til Javier Milei i Argentina.”

De har ikke bare det til fælles, at de omfavner lukkede grænser og islamofobi, men at de er afhængige af Israels infrastruktur. Det samme er “vores egne regeringer”, der “muliggør” undertrykkelse, siger han og henviser til, at eksempelvis universitetet Massachusetts Institute of Technology (MIT) støtter det israelske militær gennem aftaler med Mærsk og våbenproducenterne Elbit og Lockheed Martin.

Ikke din aktivist

Ledelsen på University of California har erklæret protester for Gaza ulovlige. Ifølge Demos bør universiteter ligesom museer være institutioner, der i højere grad end i dag forholder sig til den politiske udvikling i stedet for at forsøge at være objektive.

“Bevægelser som Strike MoMA, et aktivistisk kunstnerisk projekt på Museum of Modern Art i New York, spørger, hvordan vi kan have et museum for moderne kunst i USA, som hylder radikale kunstneriske former for frigørelse og alligevel støtter Trump, det militærindustrielle kompleks og private fængsler i Puerto Rico og Latinamerika.”

“Vi har brug for nye institutioner med en reel følelse af international demokratisk deltagelse og inklusivitet. Det er et enormt udsagn, men ud fra hverdagens lokale erfaringer er det de eneste steder, vi kan definere håb som en praksis. Og en disciplin, hvor vi ikke overgiver os til fristelsen til håbløshed, som mange regeringer og virksomheder gerne vil se os gøre.”

Det samme mener Siri Paulsen, der understreger, at universiteter, medier og “folk med store platforme af forskellig art” kan være med til at reproducere stereotyper om Grønland.

“Der går lang tid, før jeg ikke længere skal regne med at få en bold i maven af folk, der utilsigtet siger forkerte eller upassende ting på den måde, som de har lært det. Når dem, der skal sætte en dagsorden for, hvordan vi skal snakke om tingene, ikke tager ansvar og forholder sig til det, så lærer de andre noget, som de ikke ved, gør andre mennesker kede af det, og i værste fald skaber splid mellem befolkningsgrupper.”

“Jeg har for nylig skrevet teksten Why I’m Not Your Activist. Den handler om, at meget af det, jeg bliver opfordret til at belyse verden om, er reelle traumer for mig eller de mennesker, som jeg er afhængig af. Det er nogle ret intime fællesskaber, nære relationer,” siger Siri Paulsen og fortsætter: “Jeg kan for eksempel ikke snakke om den strukturelle racisme, der var indlejret i kostskolerne i Grønland i 50, 60 og 70’erne, uden også at kaste min mor og hendes søskende under bussen.”

“Samtidig med, at det egentlig er de relationer, som jeg gerne vil passe på, der giver mig allermest håb, glæde og livsmod, for det er også de relationer, der har været igennem allermest. De har enormt meget modstand boende i sig. Det foregår bare på et stille plan. Det er ærgerligt, at folk ikke er bevidste om de overgreb, de bliver ved med at begå. Men samtidig beviser det også for mig, at man dybt inde på et personligt plan kan tage et valg om at vælge overlevelsen, styrken, glæden og fællesskaberne til.” /Emma Louise Stenholm

Hele talken ‘Thinking Out Loud: T. J. Demos, Siri Paulsen, Ida Bencke and Pujita Guha’, modereret af Elia-Rosa Guirous-Amasse, kan høres her.