Kashmir og dommedagstrompeterne

Nihilisme, eller bare godt gammeldags sortsyn, kan forårsages af så meget. Spørger man Friedrich Nietzsche – der på en eller anden måde bliver set som nihilisten par excellence, selvom han egentlig ikke var det – er nihilismen et historisk resultat af det syge og dekadente vestlige kulturgrundlag (og måske særligt Paulus’ brevskriverier). Spørger man forfatter Jonathan Franzen, fødes håbløsheden af klimakrisen. Og spørger man folk i Kashmir-regionen, kunne den daglige frygt for atomkrig mellem Indien og Pakistan være et oplagt bud. Det er så ikke en frygt, de står alene med.

Da 26 turister blev dræbt i feriebyen Pahalgam i Kashmir tilbage i april, kom den mangeårige og historiske konflikt mellem Indien og Pakistan, der bunder i delingen af de to lande tilbage i 1947, prompte tilbage i fokus. Kashmir (som begge lande gør krav på) er en afgørende trykkoger for konflikten. Og nu tydede alt på, at pro-separatistiske pakistanske ekstremister havde været på spil og bevidst havde angrebet indiske hinduer. Krige er før blevet startet for mindre, og efter nogle ugers raslen med sablerne valgte Indien da også at gengælde angrebet med en række missilangreb rettet mod – efter Indiens eget udsagn – “infrastruktur for terrorister og terroristtræningslejre” i Pakistan. 31 mennesker blev denne gang dræbt. Snart svarede Pakistan igen med egne missil- og droneangreb. Startskuddet til en ny mulig krig – den femte siden 1947 – så ud til at have lydt.

Sådan er det gået så mange gange før: Med års mellemrum bliver konflikten mellem Indien og Pakistan pludselig brandvarm på en måde, så man uforvarende og ildevarslende mindes om, at de to lande, der tilsammen har omkring 1,6 mia. indbyggere, begge sidder på et anseligt atomvåbenarsenal. Noget, der oplagt gør spændingerne til langt mere end den symbolske hanekamp, som bl.a. dagligt finder sted ved en ceremoni ved grænseovergangen mellem byerne Attari og Wagah. Men samtidig noget, som i sig selv virker deeskalerende. Hvilket også lader til at have været tilfældet denne gang: Efter USA’s vicepræsident JD Vance i første omgang havde afvist, at USA ville blande sig i konflikten, blev verdens selvkastrerede vagthund ifølge The Guardian så nervøs for en mulig atomeskalering, at man alligevel trådte til som fredsmægler. Hvorfor Donald Trump i weekenden kunne breake nyheden om en “FULD OG ØJEBLIKKELIG våbenhvile” mellem Indien og Pakistan.

Set fra den lyse side lader våbenhvilen foreløbigt til at holde – også selvom beskydningerne umiddelbart fortsatte i timerne efter, med flere løftede pegefingre til følge. Begge lande har grebet muligheden for at erklære sig sejrrige og bruge fredsaftalen i deres nationalistiske spin-fortællinger. Verden kan ånde lettet op. Og dog: Tager man sortsyns-solbrillerne på, står bekymringerne fortsat i kø. Mest oplagt er den detalje, at konflikten blot er blevet lagt i midlertidig dvale. Kampen om Kashmir vil uundgåeligt blusse op igen, med nye atomtrusler til følge. Et perspektiv, som kun bliver gjort mere ubehageligt af, at Donald Trump nu ligefrem lover, at han vil finde en løsning for Kashmir – også selvom han tilsyneladende først lige har opdaget, at Indien og Pakistan findes. Hvis først USA’s præsident, med hans komplette mangel på diplomatisk finesse, begynder at stikke sine fingre ned i den hvepserede, kan alt vist komme til at ske. I bedste fald kan det være, at de to lande kan få hvert deres maleri af Kasper Eistrup som symbol på deres fælles kærlighed til Kashmir. I værste fald kan det være, at de hellere vil agere “Rocket Brothers” og begge trykke på den store røde knap, mens Trump åndsfraværende fabler om sine ufejlbarlige forhandlingsteknikker. /David Dragsted