Vi mister en hel verden når én art uddør

Ved at genbesøge et gammelt filosofisk begreb — sjælen — kan Platon hjælpe os med at forstå alvoren i den aktuelle klimakrise. Det mener Oxana Timofeeva, filosof og gæsteprofessor på Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Spørger man hende, er mennesket nemlig meget mere end sin evne til at tænke rationelt og producere viden.

Timofeeva har et langt forfatterskab bag sig, hvor hun undersøger grænselandet mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige. I sin kommende bog, On the Soul, beskriver hun sin nyfundne betagelse af Platon – en filosof, hun ellers har haft svært ved at indarbejde i sin tænkning på grund af hans patriarkalske og eurocentriske konnotationer.

I Oxana Timofeevas optik er Platon forbundet med den vestlige metafysik, som historisk har placeret mennesket i toppen af hierarkiet over alle andre væsener. I dette system kan kun mennesket tænke: det er overlegent, og den fysiske krop er blot et middel til at nå en højere og immateriel verden. “Denne logik har bidraget til den krise, vi står i i dag. Men hvis vi ser nærmere på Platons værk,” siger Timofeeva, da jeg møder hende i CApE’s lokaler, “så tillægger Platon også begær, drifter og det ubevidste som noget essentielt for os mennesker — nærmest som en tidlig udgave af psykoanalysen.”

Kernen i Timofeevas tænkning er hendes udforskning af fundamentale skel, som vi ellers tager for givet: det levende versus det døde, det menneskelige versus det ikke-menneskelige, og det individuelle versus det kollektive. Sjælen er det, som gennemtrænger og forbinder alle disse opdelte kategorier, siger Timofeeva. Hun peger på sin bærbare computer og forklarer: Hardwaren er kroppen, softwaren er sindet, og elektriciteten får dem til at fungere i samspil. Elektriciteten er det, der befinder sig imellem.

Hun nævner også olie som et poetisk eksempel: Uanset om den ligger begravet under permafrosten i Sibirien eller i dybhavet, er det eksplosive stof noget, der binder organismer og geologisk materiale sammen. “Olie er limen mellem alle delene,” siger hun. Ligesom sjælen, der også overskrider grænserne mellem enkelte dele.

Adspurgt, hvordan hendes tænkning er relevant for miljøbevægelsen, svarer Timofeeva: “Min rolle som filosof er at undersøge alt det, vi antager som sandt.” I en traditionel vestlig fortolkning opfattes sjælen som guddommelig og immateriel – eller som noget, der relaterer sig til det dybere indre. Men i Oxana Timofeevas mere miljøorienterede læsning er sjælen hverken et psykoanalytisk selv eller en gud. Den er en relation. Sjælen er vores forhold til naturen og livet.

Udover Platon trækker hun på en lang række klassiske og moderne tænkere, herunder Bruno Latour, Donna Haraway, Friedrich Schelling og Aristoteles. For at forstå den kollektive sjæl bruger hun også Jakob von Uexkülls begreb umwelt, som henviser til et levende væsens opfattelse af verden: Hver art rummer en verden og et perspektiv i sig selv — et komplet sæt af relationer og et unikt miljø, der tilhører dem. Netop fordi sjælen eksisterer mellem hver umwelt, bliver den ontologiske betydning af udryddelse skræmmende: Tabet af arter er tabet af alle deres relationer og de specifikke verdener, som de beboede.

Da Timofeeva først begyndte at læse Platon igen, ønskede hun at protestere mod et materialistisk perspektiv på, hvad liv består af. I den vestlige tradition forstår vi kroppen som dødelig. Den kan dø og nedbrydes. Sjælen derimod opfattes som immun over for død og ødelæggelse. Men dette er en forsimplet dikotomi, argumenterer hun: Sjælen er ikke immateriel eller tilhørende individet, men kollektiv og forankret i et lokalt miljø. Sjælen tilbyder en mere generøs og altomspændende definition af, hvad liv indebærer og dermed også hvad døden omfatter.

Med det spekulative begreb sjæl håber Oxana Timofeeva på at afsløre en sandhed, som ellers er svær at se med vores skarpe afgrænsning af det individuelle, det menneskelige og livet: Mennesket er ikke overlegent. Én arts død påvirker os alle sammen, da vi alle er forbundne. Indsigten kan forhåbentlig inspirere til både kulturel og politisk vilje til forandring: Med den udvidede forståelse af sjæl ønsker filosoffen, at vi tager arternes udryddelse seriøst.

I Platons tænkning er alle sjæle i live, indtil de migrerer til underverdenen, før de igen kan reinkarneres. Denne metamorfose og cyklus er det, der udgør verden: Alle arter bidrager til hinanden i et multivers af perspektiver. Sjælen er det relationelle og det, som forbinder alt levende — og det er dét, der går tabt, når en art uddør. /Semine Long-Callesen

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Denne artikel bygger på arrangementet ‘Soul and Environment: Psycho-anthropology of the Nonhuman Worlds’.