Marin Ludovic/AFP/Scanpix
Hvis man studerer pressefotos af statsminister Mette Frederiksen (S) i selskab med Italiens premierminister Giorgia Meloni, er det åbenlyst, at der er en særlig intim vibe mellem de to statsledere. Det er ikke den samme stemning, man fx ser på nærbilleder af Frederiksen og Socialistisk Folkepartis formand Pia Olsen Dyhr i Folketingssalen. Her stjæler Dyhr tit billedet, fordi hendes øjne stråler, når hun kigger på Frederiksen. Det er nærmest, som om hendes pupiller er udvidede – som i en teenageforelskelse. Dyhrs beundring for statsministeren synes næsegrus, til tider ude af kontrol. Men beundringen virker ikke 100 pct. gensidig. Dertil er Dyhr lidt for meget en provinsiel letvægter for Frederiksen.
Anderledes forholder det sig med Mette og Giorgia. Giorgia Meloni er magtfuld, hun har power på et helt andet niveau end Dyhr. Det er bare om at holde sig til. Hvis der er den mindste glød, så få den til at flamme op! synes at være Mettes analyse. I forholdet Mette & Giorgia er det Mette, der er Pia Olsen Dyhr, og Giorgia, der er Mette Frederiksen, men Mette har mere held med sit fidele kryberi over for Giorgia end Dyhr har med sit over for Frederiksen. Giorgia gengælder mere åbenlyst den danske statsministers blussende varme. Skønt de to på papiret befinder sig et stykke fra hinanden på det politiske spektrum, er de begge i ord og handling højrepopulister og nationalister.
Hvor hygsom Mette Frederiksens og Giorgia Melonis relation end måtte være, så har pjatteriet en alvorstung klangbund. Men først og fremmest alvorlig for mennesker på flugt fra krig og klimakrise, nød og elendighed. Under et billede af sig selv og Meloni skrev statsministeren på sin Instagram-profil i marts, at de to netop havde tilbragt eftermiddagen sammen i Rom. Og at de havde talt om, hvordan de “sammen” kunne gøre Europa “endnu stærkere”. Og noget om at få styr på Europas ydre grænser og “hjælpe flere i nærområderne”, så “kyniske menneskesmuglere” ikke kan tjene “store summer på andre folks lidelser”. Hun fik tillige nævnt, at hun da også er tilhænger af en stram udlændingepolitik “på grund af de udfordringer, vi oplever med kriminalitet og radikalisering”. For fem år siden ville man sige, at det kunne være taget ud af munden på en italiensk neofascist, men sådan skifter tiderne.
Spol frem til medio maj, hvor den britiske avis The Telegraph kan fortælle (betalingsmur), at Danmark og Italien er gået sammen om et brev, der opfordrer andre EU-lande til at hjælpe med at tøjle og begrænse Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols indflydelse, når det drejer sig om asyl og indvandring. Domstolen gør det nemlig svært at “træffe politiske beslutninger i vores egne demokratier”, står der i brevet. Ifølge avisen er det tænkeligt, at lande som Tjekkiet, Polen, Finland, Holland og Ungarn vil underskrive brevet.
I dag følger Berlingske op (betalingsmur) på historien med nogle citater fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek. “Det er et brev, der handler om vores internationale konventioner. Vi er simpelthen trætte af, at vi ikke kan smide flere kriminelle udlændinge ud af landet,” udtaler han og fortsætter: ”Det er på højeste niveau, vi går ind og tager fat. Jeg tror ikke, at nogen er i tvivl om, at Mette Frederiksen og Giorgia Meloni er klar til at træffe nogle ret vidtgående beslutninger, hvis det gælder.”
Det er pudsigt, at han bruger ordet “vidtgående”. Det gælder inden for nærmest alle områder, man kan komme i tanker om, at lige præcis “vidtgående beslutninger” ikke skal lægges i hænderne på hvem som helst. Mette Frederiksen har allerede forårsaget en del ravage i Danmark med vidtgående beslutninger (mink, Forsvarets Efterretningstjeneste – fyld selv flere eksempler på).
At en tandem af europæiske statsledere går forrest med et brev på denne måde er nyt, men det er ideen om at forsøge at tøjle domstolen ikke. Det kommer som regel fra højrefløjen, hvor der ikke er den store indlevelse i, hvordan det mon er at være flygtning, eller forståelse for, hvorfor man skulle flygte. Manglende empati bør ikke føre til, at der pilles ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. /Oliver Stilling