Fielder-metodens brede vingefang

Hvis helvede er de andre, formår Nathan Fielder med sine sorthumoristiske socialantropologiske studier at kreere sin egen Den guddommelige Komedie, som var han en akavet reinkarnation af Dante Alighieri. Eller, Fielder fanger i hvert fald seeren i en meget særegen helvedeskreds, hvor man aldrig rigtigt ved, om man skal grine, til det begynder at krampe, eller snarere kaste blikket alle andre steder hen end på skærmen, hvor det rendyrkede vanvid synes at råde.

Gang på gang har den canadiske komiker bevist, at ingen andre laver tv helt som ham. Først med Comedy Central-serien Nathan for You, og sidenhen med første sæson af The Rehearsal samt den sært urovækkende – men alligevel sjove – The Curse, som særligt med sit sidste afsnit nåede helt nye højder. Fælles for projekterne er Nathan Fielders næsten sygelige fascination af, hvordan – og hvorfor – vi styres af diverse sociale koder og forventninger – forventninger, som eksempelvis reality-tv formår at drive systematisk rovdrift på.

I en anden verden var Fielder nok blevet eksperimentalpsykolog à la Stanley Milgram, snarere end selvbestaltet cirkusklovn. Men heldigvis har komikeren i denne alt-for-ægte verden fået en blankocheck fra HBO, og dermed muligheden for at opstille diverse absurde scenarier, som på én og samme tid indbyder til voyeuristisk sortsyn og en umiddelbar fascination af, hvor mærkelige vi mennesker egentlig er – og hvor langt vi åbenbart vil gå for ikke at smadre den gode stemning.

Mens præmissen for første sæson af The Rehearsal – i hvert fald indledningsvis – kunne forklares med, at Nathan Fielder ville lade folk øve sig i svære livssituationer ved at opstille gennemførte og hyperrealistiske rollespilsscenarier, er anden sæson (som fint kan ses for sig selv) anderledes problemorienteret: Ved at nærstudere piloters interne dialoger fra black box-udskrifter har Nathan Fielder opdaget, at en væsentlig årsag til flystyrt tilsyneladende er, at andenpiloten sjældent tør sige fra over for kaptajnen. Det er præcis den slags dilemma, der er guf for komikerens kringlede løsningsforslag.

Hvad der videre sker er pænt svært at forklare, uden at komme til at lyde lettere vanvittig. Det involverer dog en 1:1 rekonstruktion af en lufthavn, en sangkonkurrence kaldet “Wings of Voice”, hvor de stakkels andenpiloter skal lære at give afslag til håbefulde musikanter, samt en gennemgang af heltepiloten Sully Sullenbergers liv, som må kandidere til at være noget af det mærkeligste – men sjoveste – tv, der nogensinde er produceret. Hver gang, man bare tilnærmelsesvist tænker at have regnet serien ud, tager den et nyt dramatisk kursskifte. Det er knap nok til at tro, at hvert afsnit blot varer en halv time.

I mindre kyndige hænder kunne The Rehearsal‘s sæson to sagtens have udviklet sig til sit eget flystyrt. Under Nathan Fielders årvågne falkeblik forvandler serien sig dog til noget, der dårligt tåler sammenligning. Mest af alt føles det som en aliens forsøg på at dekonstruere alt – med afsæt i lufthavnens i forvejen flydende grænser mellem det kunstige og det ægte. Du ved aldrig helt, hvor skuespillet slutter, og hvor livet begynder. Hvilket i sig selv fungerer som en fin metakommentar til de mange roller, vi spiller i dagligdagen – hvad sociologen Erving Goffman i The Presentation of Self in Everyday Life også har beskrevet som performative sceneskift mellem fx hjemmet og arbejdspladsen.

Helt så højtragende behøver man selvfølgelig ikke at gøre The Rehearsal. Lige så eksperimenterende serien fremstår, lige så fjollet er den nemlig også. Samtidig er det pænt svært at sige, om den afhjælper sortsyn, eller snarere skaber mere af slagsen i takt med, at den tåkrummende afslører, hvordan vi mennesker stadig er nogle usikre og uforbederlige flokdyr, som på en eller anden måde har lært at flyve. /David Dragsted 

The Rehearsal kan streames på HBO Max.