Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Nu er det ikke fordi, vi vil gå fuld Hans Rosling, bare fordi solen skinner på sådan en fin tirsdag i maj, men der er faktisk ting at juble over, hvad angår vores teknologiske udvikling: For første gang nogensinde er det fx lykkedes kirurger at lave en blæretransplantation til et menneske, alt imens et Lufthansa-fly problemfrit har fløjet rundt i 10 minutter uden pilot – hvilket måske har været teknisk muligt længe, men alligevel er ret vildt, når man tænker over det. Ved testen af Beredskabsstyrelsens varslingssystem S!RENEN tidligere på måneden var det 91 pct. af befolkningen, som fik advarslen på deres mobil, hvilket styrelsen selv betegner som tilfredsstillende. Så bare rolig: Når apokalypsen kommer, er det kun hver tiende af os, som ryger i svinget. Og lad os – for nu at tage et ekstra spring – da heller ikke hænge os alt for meget i, at knap hver anden adspurgte ung mellem 16 og 21 år ifølge en britisk undersøgelse ville foretrække en tilværelse helt uden internet. Der er ikke noget at være bekymret for, hvad angår smartphonens allestedsnærværende indflydelse på alle facetter af vores tilværelse; det har vi selv set i en KI-generet video på Instagram.
I Japan og omegn er det et lidt andet og mere analogt varslingssystem, nogle mennesker arbejder med. Som CNN kan skitsere, har den japanske manga-forfatter Ryo Tatsuki nemlig mindsket manges rejselyst, efter hun i mangaen The Future I Saw (Complete Version) har profeteret, at en større naturkatastrofe vil ramme Japan i juli i år. Hvorfor man skulle lytte til advarslen er svært at sige, for rent naturvidenskabeligt er jordskælv tæt på umulige at forudsige. Det, som imidlertid gør mange nervøse, er, at Ryo Tatsuki tidligere har ramt den pænt rent, da hun i 1999 “forudså”, at en større katastrofe ville opstå i marts 2011 – hvilket viste sig at være der, et omfattende jordskælv opstod i det nordlige Japan og bl.a. medførte nedsmeltningen ved Fukushima-atomkraftværket. Hvad er det nu, man siger om ødelagte ure, som alligevel viser dommedagsklokken rigtigt?
Hvorom alting er, behøver man slet ikke at læse mangaer for at blive nervøs for naturens fremtidige opførsel. Her er det skam ganske tilstrækkeligt at læse de seneste videnskabelige rapporter fra FN’s klimapanel IPCC. Du ved, dem, der spår en dybt katastrofal opvarmning på over 3 grader celcius allerede ved udgangen af dette århundrede, men gør det i en tør og nøgtern tone – og helt uden sjove japanske tegninger. Der er ikke noget at sige til, at man bliver lidt ængstelig ved den læsning. Hvorfor det vel kan være værd huske på, hvad den slovenske filosof Slavoj Žižek skriver i bogen In Defense of Lost Causes:
“Lacans standardopfattelse af angst er, at den – som den eneste affekt, der ikke lyver – vidner om nærheden til det reelle, til den store Andens ikke-eksistens; en sådan angst skal konfronteres med mod, den skal få os til ægte at handle, hvilket så at sige skærer ind i det reelle i en situation.”
Uden at skulle fortabe os alt for meget i Lacans psykoanalytiske begrebsapparat (vi er trods alt ikke længere 20-årige humaniora-studerende i fløjsskjorter – nu er vi bare journalister i fløjsskjorter) kan den store Anden lidt groft oversættes til det “man”, der altid henvises til, når folk fx bekymrer sig om, hvad “man” ikke vil tænke. Den store Anden er en forestillet autoritet (eller symbolsk instans), som altså er med til at styre vores handlinger og vores opfattelse af, hvad omverdenen tænker og forventer. Men her er plottwistet, som Žižek også kortlægger: Den store Anden findes slet ikke! Vi er alligevel ikke så bundne af forventninger, som vi går og tror!
Pointen – for bare rolig, den kommer nu – er, at vi derfor måske fejllæser, hvad “man” eller den “almindelige dansker” tænker om klimakrisen. De fleste er faktisk pissebange for konsekvenserne og vil hellere end gerne se ægte politisk handling. Og nej, nu profeterer vi ikke bare – vi forholder os snarere til en undersøgelse bragt i tidsskriftet Nature Climate Change, som stifter og direktør for Klimaakademiet Anders Holst Bodin for nylig var så flink at videredele på LinkedIn. I undersøgelsen fremgår det, at 72 pct. af danskerne (og 69 pct. på verdensplan, nice) er villige til at betale 1 pct. af deres indkomst for at undgå klimaforandringerne. Samtidig er det 89 pct. på verdensplan, som “forlanger intensiveret politisk handling”. Kort sagt er det et overrumplende stort flertal, som kalder på mere klimakamp. Men – og det er så her, den store Anden atter spøger – de samme mennesker, som gerne vil betale for at undgå klimaforandringerne (altså de 69 pct.), tror stadig kun, at 43 pct. af deres medborgere er klar på at gøre det samme.
Når folk – og medier – siger, at klimakampen er døende, og at den grønne omstilling ikke må koste for mange penge, med mindre partierne vil miste “vælgere”, er det altså ét stort symbolsk røgslør, som opretholder den store Anden. Virkeligheden, den reelle situation, ser nemlig radikalt anderledes ud, hvis man skal tro undersøgelsen i Nature Climate Change. “Man” vil ikke – men “vi” vil gerne. Så hvis vi alle sammen skal blive lidt mere klimaangste for at indse det – og ifølge Žižek dermed få modet til at handle – er det måske også okay. Samtidig skal vi selvfølgelig heller ikke glemme håbet: Det er trods alt noget, at regeringen på bagkant af sidste års udbud af havvind, der floppede totalt, nu har indset, at staten jo faktisk kan være med til at støtte vindmølleparkerne. Tænk engang! Hvis alt går vel, kan vi med den nye politiske aftale om statsstøtte til havvind, som blev præsenteret mandag, ifølge klimaminister Lars Aagaard (M) forvente, “at de første vindmøller kan snurre i 2032”. Hvem ved, hvor ængstelige vi mon er til den tid? /David Dragsted