I weekenden meddelte Israel, at de ville tillade, at der kommer en “basismængde” af mad ind i Gaza. For som Israels udenrigsminister, Gideon Sa’ar, sagde til The Times of Israel, må landet “være sikre på, at vi fører denne krig på en måde, der kan støttes af vores venner.” Alligevel advarede FN tirsdag om, at nødhjælpen endnu ikke var nået frem til de civile.
Og Israels venner i verden har snart fået nok.
Tirsdag besluttede et flertal af EU’s udenrigsministre, heriblandt Lars Løkke Rasmussen (M), sig for at bede EU-Kommissionen om at revurdere EU’s associeringsaftale med Israel. En aftale, der udover økonomisk samhandel, bygger på “respekten for menneskerettigheder og demokratiske principper”. Desuden har Storbritannien suspenderet forhandlinger om en handelsaftale med landet, og premierminister Keir Starmer beskriver situationen som “forfærdelig” og “fuldstændig uacceptabel”.
+ “Indtil nu er det ord, ord og flere ord. Det er vigtigt, at EU med Danmark som let passiv medspiller siger fra. Men der mangler handlinger, som kan mærkes i Israel”, skriver Lars Koch, som er generalsekretær i Oxfam Danmark, på LinkedIn.
++ “De israelske myndigheders beslutning om at lade en latterligt utilstrækkelig mængde hjælp komme ind i Gaza efter måneder med en lufttæt belejring signalerer, at de har til hensigt at undgå beskyldninger om, at folk i Gaza sulter, mens de i virkeligheden kun lige overlever,” udtaler Pascale Coissard, der er nødhjælpskoordinator for Médecins Sans Frontières i Khan Younis.