Udviklingsbistanden skal give afkast på bundlinjen

EU vil gentænke udviklingsbistanden. Ifølge lækkede dokumenter vil EU-Kommissionen forud for sommerens budgetforhandlinger lægge op til, at udviklingspenge, der traditionelt er gået til at bekæmpe fattigdom – og i de senere år også at opfylde FN’s Verdensmål – i højere grad skal gives til udviklingslande som en investering. Med to ting for øje: På den ene side skal bistanden, som EU og dets medlemslande er verdens største donor af, gavne indenrigspolitiske interesser. På den anden side skal den kunne mærkes på donorlandenes egen pengepung.

Konkret vil Kommissionen med planen, der skal drøftes på et møde mandag i næste uge, tilføje betingelser til udviklingsbistanden. Støtten skal i fremtiden tilpasses medlemslandenes egne “interne prioriteter” og fokusere på politiske eller økonomiske partnerskaber, der samles i en ny fond, som medlemslandene kan få adgang til. Det kan betyde politiske noget-for-noget-aftaler, som når EU giver penge til Tunesien for at begrænse migrationen til Europa, eller når medlemslande som Danmark giver udviklingsmillioner til Kosovo i bytte for fængselsceller.

Men det nye er altså et større fokus på, at investeringerne skal give afkast i form af kroner og øre. Man vil i højere grad give udviklingsbistanden gennem det, der kaldes blended finance, hvor man gennem offentlige-private partnerskaber sikrer lån, kapitalandele og garantier. Tanken er, at pengene skal tjene sig selv ind på den lange bane, og at alle vinder, fordi det blandt andet gennem renter sikrer begge parter penge, der ikke kunne være tjent, hvis de var givet i direkte investeringer.

Ifølge Ed Carr, centerdirektør for den amerikanske tænketank Stockholm Environment Institute, er det en dårlig investering for EU på et tidspunkt, hvor det internationale system for udviklingsbistand er ødelagt på grund af de markante nedskæringer i USAID, som han selv har været ansat til at rådgive den tidligere Obama-administration om.

“Når USA trækker sig ud, ser jeg en masse europæiske bilaterale donorer, multilaterale organisationer og filantroper, som alle forsøger at finde ud af, hvem der skal udføre hvilket arbejde. Det har allerede skabt en enorm forvirring,” siger han til Føljeton.

“Det er uheldigt, at Trump-administrationen har skabt et åbent rum for, at alle, inklusive EU, kan begynde at tale på den her måde. Normen har flyttet sig. Ud over de problematiske magtforhold mellem Nord og Syd, som bliver forstærket af den her transaktionelle tilgang, gør det udviklingsbistanden mindre effektiv. Udviklingsudfordringer er systemiske ting, som man er nødt til at arbejde med over tid.”

Ifølge Ed Carr har udviklingsbistanden altid været præget af en vis grad af egeninteresser fra de lande, der giver pengene. I EU har det bare ikke været sagt lige så højt som i eksempelvis USA og Kina, hvor udviklingsmidlerne tydeligt er et politisk projekt, der først og fremmest defineres ud fra landenes egne interesser.

“USA har altid betragtet udviklingsbistand som en af sine måder at udbrede blød magt: opbygge venskaber og forbindelser til lande, som i det lange løb ville gavne USA. Siden den kolde krig har udviklingsbistandens bidrag til det mål ofte været lidt mere indirekte, men målet var der stadig. Med EU har det været endnu mere indirekte det meste af tiden,” siger han.

“Kineserne var de første til at vende tilbage til en åbenlys transaktionel tilgang til udviklingspolitikken. Jeg tror, at mange af os, der arbejder inden for området, så på den tilgang og sagde, at den minder meget om kolonitiden.”

Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Tim Whyte er enig med Ed Carr i, at soft power længe har været integreret i den amerikanske og europæiske udviklingsbistand. Men balancepunktet, siger han, er, at de fælles interesser bliver betonet mindre, selvom det er her, erfaringerne viser, at de virker bedst. Samtidig er det en forbipasseret mulighed for at udnytte det tomrum i det udviklingspolitiske lederskab, som USA har efterladt.

“Ironien er, at det er gået mere og mere i den retning, mens Europa kritiserer Trump for hans transaktionelle politik. USA er raslet ned i international anseelse. Der er et øjeblik, hvor EU har potentiale til at frigøre sig fra USA og definere en selvstændig rolle for EU i verden. Det, man desværre ser, er en meget kortsigtet analyse af, hvor man kan lave forretningskontakter og migrationsaftaler, der ofte styrker autoritære ledere i stedet for at formulere langsigtede partnerskaber med befolkninger om vores fælles mål,” siger han.

Falsk varebetegnelse

EU og medlemslandene har kollektivt forpligtet sig til at give 0,7 pct. af deres respektive bruttonationalprodukt i såkaldte ODA-penge inden 2030 – direkte bidrag, hvis kriterier fastlægges af OECD. Men beløbene er over årene blevet mindre. Senest har lande som Storbritannien, Frankrig og Tyskland skruet ned for bistanden for at finansiere oprustning og forsvar, mens den danske regering bruger 870 mio. kroner mindre i 2025 sammenlignet med sidste år.

De samlede bidrag står altså til at kunne blive endnu mindre, når EU’s budget udløber ved udgangen af 2027 og potentielt erstattes af et større fokus på gensidige politiske aftaler og egentlige investeringer. Det større fokus på lån og tilskud er også et led i EU’s strategi Global Gateway, der skal sikre, at EU arbejder for at skabe projekter, der genererer et forventet økonomisk afkast.

De seneste mange år har man talt om, at udviklingsbistanden i sin traditionelle forstand er død. Lande i Det Globale Syd etablerer sig i Syd-Syd-samarbejder og siger nej til velgørenhed. Derfor har regeringsledere som den italienske premierminister Giorgia Meloni også framet udviklingen mod en mere handelsbaseret udviklingspolitik som en måde at sikre mere ligeværdige partnerskaber med eksempelvis Afrika gennem sin såkaldte Mattei-plan.

“Der er mange lande, der er glade for direkte investeringer, men fortællingen om, at det er løsningen på Afrikas og EU’s udviklingsmål, er falsk varebetegnelse,” siger Tim Whyte, der mener, at det afspejler en længevarende udvikling, at europæiske virksomheder i mange år gerne har villet have adgang til en større del af udviklingsmidlerne.

I flere lande læner man sig allerede op ad tankegangen hos udviklingsbanker og finansielle institutioner som Den Europæiske Investeringsbank (EIB), der blandt andet støtter udviklingslande i den grønne omstilling. I de projekter, de ikke direkte kan tjene penge på, yder de tilskud og lån. Den europæiske paraplyfagforening for udviklingsorganisationer Caritas har advaret mod det som en “ret farlig” tendens, “fordi blended finance-projekternes resultater ofte vurderes udelukkende på baggrund af økonomiske data uden at tage hensyn til de sociale og humanitære konsekvenser for de lokalsamfund, hvor de gennemføres”.

Ifølge Tim Whyte er konsekvensen af det større fokus på investeringer ligeledes, at usikkerheden om de programmer, der ikke umiddelbart giver afkast, bliver større.

“Med Trump ser vi, at milliardinvesteringer og afkast til private virksomheder bliver ophøjet til det vigtigste parameter i udenrigspolitikken. Men ser man på udviklingsresultaterne, har tilgangen med private investeringer ikke levet op til de sociale fremskridt, man har lovet historisk. Til gengæld er der en del evidens for, at det skævvrider, hvilke lande man arbejder i, hvilke typer projekter man har, og typerne af løsninger mod lande, som er mere stabile, og hvor der er investeringsmuligheder,” siger han og fortsætter:

“Der er ikke særlig godt afkast i at arbejde i Sahel lige nu, selvom der kan være vigtige politiske og humanitære formål. Det kan blive mindre interessant at investere i skoler, medmindre man privatiserer dem, eller i sundhedssystemet, medmindre man kan få lov til at sælge en masse medicin. Det kan være mere interessant at sætte vindmøller op end at arbejde med konsekvenserne af klimaforandringerne.”

“På den mellemlange og lange bane mister EU den geopolitiske betydning, man gerne vil have mere af, når man laver de her aftaler. Man skal også huske, at EU ikke har et godt ry på grund af historien som kolonimagter. Det spiller ind i befolkningens forståelse af, at europæere dybest set udnytter Afrika og er interesserede i egne behov. Nu cementerer man en oplevelse af, at EU er mest interesseret i at gøre noget godt for sig selv.”

På samme måde mener Ed Carr, at det er EU’s troværdighed, der er på spil. “Det sætter den slags donorer i et forfærdeligt lys. I det lange løb vil det skade vores anseelse rundt om i verden,” siger han:

“Hvis vi er bekymrede for stabiliteten i nogle lande, kan vi ikke løse det ved hjælp af en transaktionel investering, der giver et øjeblikkeligt resultat. Under de nuværende forhold med usikkerhed skabt af Trump-administrationen kan jeg ikke se, hvordan vi skal nå målene for bæredygtig udvikling på nogen meningsfuld måde. Hvis vi oven i den usikkerhed indfører en dybt transaktionel tilgang til udviklingsbistand, vil det i det mindste bremse fremskridtene i retning af udviklingsmålene, hvis ikke de går helt i stå på nogle områder.”

“Vi ender med en verden, der er mindre bæredygtig, mindre sikker og mindre retfærdig. De politiske ledere vil trække beslutningerne tilbage om fem år, fordi de vil indse, hvor galt det hele er gået. Jeg tror fuldt og fast på, at vi kommer til at forsøge at rette op på det, der er sket med os, måske resten af min karriere.” /Emma Louise Stenholm